Skip to main content

Klubber sætter den gode velkomst på dagsordenen

| Johanne Valbjørn Gydesen | Nyheder

Det er vinter, og selv om mange orienteringsklubber fortsat har aktivitet, er der dog skruet lidt ned for blusset i disse mørke måneder.

Det er en god periode til refleksion over retningen for klubbens udvikling. Noget, som mange klubber også netop benytter anledningen til.

I denne uge har den gode modtagelse af nye medlemmer været på dagsordenen i både Silkeborg OK og OK Syd.

 

Skal klubtræningen for voksne gentænkes?

Mange eksisterende medlemmer i en orienteringsklub har på en eller anden måde berøring med de nye, der kommer til aktiviteterne og måske er interesserede i at blive en del af klubfællesskabet.

I en stor klub som Silkeborg OK kan koordinering mellem de forskellige "afdelinger" og udvalg i klubben være svært, og derfor var der indkaldt til møde med deltagelse af repræsentanter fra bl.a. ungdomstrænergruppen, bestyrelse og arrangementsudvalg.

Aftenens tema var, hvordan man bedre kan gribe de nye medlemmer og give dem lyst til at blive i klubben, og der blev hurtigt enighed om, at udfordringen især gælder modtagelsen af de nye voksne, som ikke kender nogen i klubben i forvejen.

Det blev diskuteret, at nye voksne i høj grad har behov for det samme som nye børn og unge i sporten: socialt samvær før og efter træning, at vide hvem man kan gå til med spørgsmål, samt generelt genkendelighed og tryghed - herunder nemt at kunne finde frem til mødesteder for træningen.

Man var bl.a. inspireret af Horsens OK, som det seneste år har haft succes med at etablere et ugentligt træningstilbud for voksne på alle niveauer med stort fokus på det sociale, herunder fælles opstart og afslutning.

Konkrete idéer kom på bordet, herunder buddy-ordninger, udpegelsen af en "velkomstminister" til hver klubtræning og at knytte træningen til korte baner eller sløjfer, hvor man flere gange kommer tilbage til det fælles start- og slutsted.

Den helt store udfordring er at samle nok frivillige trænere og koordinatorer til at stå i spidsen for eventuelle nye tiltag.

 

Små justeringer til træningsløb kan styrke klublivet

I Broager i Sønderjylland var hele 30 medlemmer fra OK Syd mødt frem til klubaften med temaet "Den gode velkomst",

OK Syd er en mindre klub, hvis aktiviteter i høj grad er centreret om træningsløb på skiftende lokationer i både Aabenraa og Sønderborg Kommuner. Til træningsløbene møder man op og løber en bane passende til sit niveau, og der er udpeget to ansvarlige til at tage sig af hhv. de erfarne og de mindre erfarne løbere.

Aftenen gav anledning til gode snakke om, hvordan man med mindre greb kan justere på det, man allerede har: f.eks. ved at annoncere et fælles start- og sluttidspunkt for træningsløbene, evt. suppleret med fælles forplejning efter målgang. Der blev også luftet idéer om at planlægge nogle af træningsløbene som pointløb, hvor alle deltagere starter samlet og inden for et bestemt tidsrum skal finde så mange poster som muligt. Dermed vil deltagerne også være nogenlunde samtidig i mål. Og det blev pointeret, at man kunne blive bedre til at indsamle kontaktoplysninger på de nye, der dukker op og prøver orientering, for derefter at kunne kontakte dem og invitere dem med til træning næste gang.

 

Udfordringen i en individuel idræt

De to klubber er meget forskellige, men fælles for diskussionerne begge steder er, at man gerne vil styrke fællesskabet for både at rekruttere og fastholde flere i sporten.

Det kan være en ekstra udfordring i en individuel idræt, hvor man som ny kan have brug for en håndsrækning - dels for at lære at orientere, og dels for at forstå og blive en del af orienteringsmiljøet.

 

Hvordan ser den gode velkomst ud i din klub?

Vil din klub også sætte fokus på, hvordan I kan tage godt imod nye medlemmer som en aktiv del af klubfællesskabet? Måske vil I også holde et møde eller en klubaften om emnet, eller få sparring på, om der er noget, man kunne gøre anderledes?

Så kontakt en af forbundets udviklingskonsulenter på klubområdet: Carsten Lausten (22 41 75 20, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) og Johanne Valbjørn Gydesen (24 60 76 13, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.).

I kan også finde inspiration og gode råd på forbundets side om medlemsrekruttering.

 

SOK 06

 Repræsentanter for forskellige udvalg og ansvarsområder i Silkeborg OK diskuterer, hvordan man kan tage godt imod nye medlemmer i klubben.

 

OK Syd klubaften

Fuldt hus til klubaften i OK Syd med temaet "Den gode velkomst"