Optakt til KUM i Aarhus
Den store ungdomsweekend og dyst mellem Nordkredsen, Sydkredsen og Østkredsen står for døren! Kreds Ungdoms Match er tilbage på programmet, og de to arrangerende Aarhus klubber, OK Pan Aarhus og Aarhus 1900 Orienering, har lagt sig i selen for at levere en spændende weekend for alle unge orienteringsløbere i landet med både krævende orientering, god underholdning og ikke mindst specialdesignet t-shirts og akkrediteringskort til alle løbere.
KUM genopstår
112 løbere i alderen 12-20 år fra 22 forskellige klubber fordelt over hele landet er tilmeldt weekendens begivenhed, og formand for OK Pan og stævneleder for lørdagens løb, Thomas Hornbæk, ser frem til at vise både deltagerne og omverdenen, hvorfor orienteringsløb er særligt givende i både en sportslig og social sammenhæng.
"Det vigtigste med KUM er at det genopstår, så nye generationer kan snakke med om KUM og den succes det altid har været uanset format. Samtidig er det vigtigt for de unge mennesker og sporten, at de kan mødes på tværs af landet og alder. Det giver sammenhold og alle deltagere kan forhåbentlig få en god fornemmelse af, at det er vigtigt for en mindre sport som vores, at vi holder sammen og at vi alle kan fortælle omverden hvorfor sporten er så god og givende – socialt og sportsligt. Det er noget et KUM gerne skulle være med til at sætte en tyk streg under."
I samarbejde med Løberen er der blevet specialdesignet T-shirts med årets KUM-logo, som skal være med til at indgive fællesskab på tværs af klubber og kredse. Ved ankomst fredag aften vil alle løbere foruden en t-shirt også modtage en goodiebag med diverse herunder et akkrediteringskort med klasse og navn, som man ser det ved andre større sportevents. Derudover har en masse frivillige unge ledere meldt sig på banen til at lave underholdning i løbet af lørdagen og i forbindelse med festlighederne lørdag aften.
"De unge mennesker forvente højt humør og højt til loftet hele weekenden. De kan forvente masser af sjov serveret af mange Aarhus løbere, der i forvejen er U2 ledere og på anden vis kender de unge mennesker. Mit råd som stævneleder er at alle møder op med et stort smil og kæmpe ja-hat – det skal nok blive sjovt!"
En ekstra skalle for et godt arrangement
Der er lagt meget arbejde i weekendens program og de to Aarhusianske klubber har samarbejdet for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Thomas fortæller:
"For det første glæder det mig, at vi afholder KUM sammen med 1900 Orientering. Det har for mig været vigtigt, at vi sammen løfter et så stort arrangement som KUM. Det giver læring til begge parter og forhåbentlig kan vi samarbejde endnu mere i fremtiden til gavn for orienteringsløbere i Aarhus. For det andet så bliver jeg altid stolt når så mange medlemmer støtter op og hjælper med at tage teten på små som store opgaver. Det er ikke altid let at være frivillig i vores sport, men det er en stor hjælp når medlemmer byder sig til. Vores opgave er så at guide og støtte op om deres måde at løse opgaven på."
Henrik Tinggaard, formand for Aarhus 1900 Orientering og stævneleder for søndagens stafet, stemmer i, og er ligeledes glad for samarbejdet med OK Pan:
"I Aarhus 1900 Orientering arrangerede vi KUM tilbage i 2003 i Mols Bjerge, så for os er det et kært gensyn med KUM her 21 år senere. Jeg husker det som et kæmpe arbejde dengang, så vi er glade for at have OK Pan som medarrangører i år. Det er altid sjovt at få mulighed for at lave løb, der betyder noget for deltagerne, og som gør at vi som arrangør giver det en ekstra skalle for at lave et godt arrangement."
Stafetten ved KUM har tradition for at være af særlig slags, da kredsene her er i direkte dyst mod hinanden om at komme først over stregen i 5-tursstafetten. Men på førsteturen af stafetten er der som regel også andre evner i spil end de sportslige. Man har tidligere set diverse udklædninger og begivenheder udfolde sig foran publikum og de øvrige løber, som f.eks. ved seneste KUM i Horsens i 2021, hvor løberne samledes i rundkreds og afholdte en begravelse for KUM, som på daværende tidspunk sang på sidste vers. Men nu er KUM genopstået igen, og både løbere og publikum kan godt se frem til både en underholdende weekend og en spændende stafet.
"Vi har lagt os i selen for at skabe en spændende sprintstafet i et helt nytegnet område af Jeppe Ruud, og med en banelægger duo af Jakob Edsen og Jonas Søby, er der garanti for gode udfordrende baner, så både løbere og publikum kan glæde sig til et spændende løb og en spektakulær publikumspassage."
Hvad den spektakulære publikumspassage indebære og hvordan de spændende baner på både sprintstafet og på den individuelle langdistance udfolder sig, må tiden vise. Men én ting er sikkert. KUM er tilbage!