
Jævnbyrdige opgør i Nordkredsens op- og nedrykningsmatcher endte med status quo
Silkeborg OK arrangerede Nordkredsens op- og nedrykningsmatcher i den østlige del af Silkeborg Nordskov i flot efterårsvejr og med bravour, så de næsten 500 deltagere blev - udover det gode vejr - forkælet med korte afstande, afvekslende terræn i flotte efterårsfarver, godt kort, gode udfordrende og reelle baner samt en hyggelig stævneplads.
Der var lagt op til spændende opgør i op- og nedrykningsmatchen mellem 1. og 2 division. Horsens OK var klare favoritter til at forblive i 1. division, og den værdighed levede Horsens OK op til med klare sejre over Mariager Fjord OK, Aalborg OK og Herning OK. Der var forventet mere spænding med hensyn til om Mariager Fjord OK ville forblive i 1. division, men da Mariager Fjord OK var lykkedes med at få 61 løbere til start (svarende til 63% af alle klubbens løbere), så blev det til en sikker sejr over de 31 deltagere fra Herning OK. I "lokalopgøret" mod Aalborg OK var det mere tæt, men de 41 godt løbende deltagere fra Aalborg OK måtte til sidst strække våben over for overmagten.
Nordkredsen 1. Division består i 2025 af: Silkeborg OK, OK Pan, Horsens OK og Mariager Fjord OK.
I op- og nedrykningsmatchen mellem 2. og 3. division blev det til tætte opgør mellem Aarhus 1900 (29 deltagere), Vendelboerne OK (37 deltagere), KaSki OK (klubsamarbejde mellem Karup OK og Skive AMOK (35 deltagere) og Viborg OK (33 deltagere). Der var stor spænding vedr. udfaldet, men det endte med at de to 2. divisionsklubber Aarhus 1900 og Vendelboerne OK lykkedes med at forblive i 2. division. Aarhus 1900 vandt 121 - 120 over Vendelboerne OK, 115 - 110 over Viborg OK og 121 - 114 over KasKi OK. Med 1., 2. og 3. pladsen i D21 og mange point i H21, så fik Aarhus 1900 et afgørende forspring.
Nordkredsen 2. division består i 2025 af: Aalborg OK, Herning OK, Aarhus 1900 og Vendelboerne OK.
Link til resultaterne på Silkeborg OK hjemmeside