6. plads til Danmark på stafetten til World Cup afslutningen i Finland
Sidste konkurrence til den afsluttende runde af årets Orienteering World Cup, stafetten, løb søndag af stablen i terrænet ved Kuopio i Finland, og det danske damehold løb sig til en flot sjetteplads blandt nationer på den sidste internationale konkurrence for i år. Sejren dameklassen tog det svenske førstehold med Hanna Lundberg, Sanna Fast og Tove Alexandersson som forventeligt, med Norge, Finland og Schweiz på de efterfølgende tre placeringer. Med yderligere to svenske, to norske og et enkelt finsk hold foran de danske damer, bliver det til en sjetteplads, hvis man renser listen, efter det tjekkiske førstehold på femtepladsen.
På førsteturen løb Miri Thrane Ødum en stabil, god tur det meste af vejen hjem, efter hvad der ligner en større fejl i starten af turen. Hun skiftede til andetur Agnes Nørgårs Kracht som nummer 15 og denne position vekslede Agnes til en 11. plads blandt alle hold, da hun løb i mål efter to ture og sendte sidstetur Malin Agervig Kristiansson afsted. Malin holdt placeringen og med kun fem nationer foran, kunne det danske damehold stille sig på podiet på årets sidste internationale konkurrence. Andetholdet hos damerne løb sig til en fin 16. plads, 8:38 minutter fra førsteholdet.
I herrestafetten blev det til en 16. plads af alle hold, som 10. bedste nation, for det danske førstehold med Linus Agervig Kristiansson på førsteturen, Asbjørn Kaltoft på andenturen og Jacob Steinthal på sidsteturen. Linus løb godt med, med de hurtigste et godt stykke ind i førsteturen og skiftede i mål omkring halvandet minut efter som nummer 18. Asbjørn hentede et par placeringer på andenturen og var godt tilfreds i mål, hvor han sendte Jacob afsted på sidsteturen som hold nummer 16. Den placering holdt Jacob Steinthal helt til mål. Herrernes andethold løb sig til en 24. plads i stafetten, 4:19 minutter efter det danske førstehold.
Med World Cup runden i Finland afsluttet, er den internationale sæson også på vej i dvale, indtil det hele først til foråret ruller påny. I mellemtiden skal der trænes godt og lægges et solidt fundament frem mod næste sæsons mål. Med det for øje, sammen med specifik forberedelse mod VM i Finland næste sommer, rejser landsholdet også videre på træningslejr i det finske.
Se alle resultater fra World Cup stafetten her: World Cup relay - live results