Malin nummer 22 på mellemdistancen til World Cup finalen i Finland
Forsidefoto: Malin Agervig Kristiansson løber i mål som bedste dansker på en placering som nr. 22 (Foto: Erling Thisted)
Dagens World Cup finale på mellemdistancen i finske Kuopio blev løbet i et lidt hurtigere og ikke helt så hård terræn som langdistancen. Det betød, at der ikke var plads til at lave fejl, hvis man ville blande sig i toppen.
Malin Agervig Kristiansson blev bedste dansker med en 22. plads. Hun fik en ganske forfærdentlig start, da hun smed sig helt væk halvvejs til post 1. Det kostede to minutter og hun blev indhentet af finske Marika Teini. Men derfra gik det til gengæld godt. De to holdt en rigtig høj fart resten af vejen, og malin sluttede mindre end fire minutter fra podiet.
Annika Simonsen løb som eneste danske dame et teknisk fejlfrit løb, hvilket rakte til en placering som nr. 28 (Foto: Erling Thisted)
Det så ellers længe ud til, at Annika Simonsen skulle være bedste dansker. Hun havde en forholdsvis tidlig start og løb et teknisk rigtig flot løb, der rakte til en placering som nr. 28 - 47 sekunder efter Malin. Hun turde dog ikke presse sig helt til grænsen. Efter målgang fortalte hun, at hun efter hun havde 'bommet helt vildt' på langdistancen var nervøs, og derfor holdt lidt igen derude. Men hun var godt tilfreds med sin præstation. Hun fortsætter: "Jeg havde forventet, at det ville være meget sværere. Det var nok derfor jeg ikke rigtig turde trygge på. Jeg tror Tove kommer til at løbe mega hurtigt på denne bane".
Den forudsigelse holdt stik. Svenske Tove Alexandersson løb en sikker sejr i mål med en margin på 47 sekunder til hendes evige rival Simona Aebersold fra Schweiz, mens norske Marie Olaussen sikrede sig en tredjeplads blot 7 sekunder efter schweizeren.
De øvrige danskere kom ikke helt fejlfrit igennem løbet. Miri Thrane Ødum startede stærkt, men et par små fejl og en lidt større retningsfejl ved post 11, samme fejl der kostede norske Andrine Benjaminsen en top tre placering, gjorde, at hun måtte tage til takke med en placering som nr. 44 - 7:40 efter Tove Alexandersson. Ida Agervig Kristiansson, der vikarierede for en skadet Eva Örnhagen Jørgensen, blev nr. 49 yderligere 31 sekunder efter. Hun lavede et enkelt treminuttersbom, men kan ellers være godt tilfreds med sin indsats. Lotte Juahojärvi Markussen blev nr. 58, mens Agnes Nørgård Kracht, Ida Øbro og Nicoline Friberg Klysner blev nr. hhv. 82, 83 og 84.
Laurits Bidstrup Møller giver det sidste - og bliver næstbedste dansker som nr. 66 - 8 minutter efter den norske vinder Eirik Langedal Breivik
I herreklassen klarede Rasmus Møller Jess sig bedst af danskerne. Han var 6:54 efter vinderen efter et teknisk stort set fejlfrit løb, som han bestemt kan være tilfreds med. Laurits Bidstrup Møller gjorde det også rigtig godt. Han mistede noget tid på vejvalget til post 10 - men ellers var hans løb meget sammenligneligt med Rasmus'. Han sluttede som nr. 66. Elias Krogsgaard Hinge var lige efter som nr. 69. Han mistede lidt tid i starten, og blev hentet med fire minutter af franske Lucas Basset. Men han holdt fart med den stærke franskmand hele vejen hjem. Jacob Steinthal lagde godt fra start, men en række mindre bom fik brudt rytmen, og han sluttede som nr. 90 godt 10 minutter efter Breivik.
Jonas Gabs løb sit andet worldcup løb og sluttede lige uden for top 100. Efter løbet var han fint tilfreds og syntes af det havde været super fedt. Han udtalte: "Jeg laver lidt småfejl hist og her. Men jeg havde gode ben og kunne trykke den af til sidst i det lidt mere åbne. Jeg er klar på stafetten og glæder mig" slutter han. Sidste danske blev den ellers så formstærke danske mester på distancen Asbjørn Kaltoft. Han lavede en kæmpefejl allerede ved post 4 der kostede op mod 7 minutter. Så det sluttede med en placering som nr. 110.
Du kan se resultater på arrangørernes hjemmeside - og der er som altid liveopdateringer på IOF's liveside.
I morgen, søndag, bliver årets Worldcup afsluttet med stafet.