DM-lang
Søren Thrane Ødum var helt suveræn og fik vist, at han er tilbage efter længere fravær med helbredsproblemer. (Arkivfoto)
Årets DM-lang blev et af de hårdeste i mands minde. En banelængde på 14,7 km for herrerne og 10 km for damerne lyder måske ikke af så meget. Men der var mange stræk i tæt fyrskov, hvor man skulle kæmpe sig igennem de sammenfiltrede træer, så Agnes Nørgård Krachts vindertid blev 82 minutter (normal vindertid mellem 70-80 min) - og Søren Thrane Ødum måtte bruge 109 minutter (normal vindertid 90-100 min), og der var kun to herrer under to timer - så det var virkelig nogle krævende baner.
Agnes Nørgård Kracht gentog bedriften fra DM-mellem og sikrede sig endnu en guldmedalje til samlingen. (Arkivfoto)
DM-guld til Agnes
I dameklassen løb Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK en sikker sejr i hus. Hun førte fra post 3 (af 25), og hendes sejr kom aldrig rigtig i fare. Miri Thrane Ødum fra OK Øst kom ellers godt fra start - og hun lå en stor del af banen ca. et minut efter Agnes. Mellem post 6 og 7 hentede hun Malin Agervig Kristiansson fra OK Snab.
Det lykkedes Malin at slå et lille hul til Miri igen - men Miri fik lukket hullet, og sammen holdt de rigtig god fart - så god at Malin fik løbet sig op på 3. pladsen undervejs. Hen mod slutningen af banen fik duoen dog lavet to fejl. Fejlenen betød, at Miri på sølvpladsen var fire minutter efter Agnes, og at Elin Karlsson fra Tisvilde Hegn fik sneget sig ind mellem de to løbere, og løb i mål i tredje bedste tid - tre sekunder foran Malin. Elin er dog svensk statsborger og bor i Sverige, så hun kan ikke tage medalje til DM. Bronzen gik derfor til Malin.
Søren er tilbage
I herreklassen var Søren Thrane Ødum fra OK Øst helt suveræn. Han vandt med hele 7½ minutter foran Linus Agervig Kristiansson, der med et flot løb sikrede, at der kom endnu en medalje hjem til Agervig Kristiansson klanen.
Kampen om bronzen blev meget tæt. Jonas Gabs fra OK Melfar lå til at tage sin første seniormedalje halvejs hen i løbet. Men han mistede lidt tid på den sidste halvdel af banen, og sluttede som nr. 5 - 22 sekunder fra medalje.
Det så meget langt hen på banen ud til, at det i stedet var Lasse Falck Weber, fra Tisvilde Hegn OK, der skulle tage sin første seniormedalje. På den sidste post i det tætte (post 30 af 33) havde Lasse et forspring på 49 sekunder til Jacob Steinthal fra FIF Hillerød. Men Jacob havde en hel forrygende afslutning. På forvarslingen mindre end 2 minutter før mål, var han kun 11 sekunder efter Lasse, og med en sidst krafanstrengelse fik han klemt sig ind på bronzepladsen 8 sekunder foran Lasse.
Resultater fra dagens konkurrencer finder du her: https://aalborgorienteringsklub.dk/dm2024/lang/resultater-dm-lang/
Som altid finder du baner og tracking på www.o-track.dk