Skip to main content

Nikoline vinder GULD i VM fællesstart!

| Michael Lindholm | Nyheder

Nikoline Splittorff fortsatte medaljehøsten og tog en stærk guldmedalje i torsdagens fællestart på en meget våd dag i Bulgarien. Flere danskere i top 6.

Det fine vejr var afløst af regn, men det forlyder at det ikke var specielt koldt. Terrænet var hårdt og stierne havde flere ryttere svært ved at se undervejs. I tillæg skulle flere poster klippes manuelt, da touch free funktionen på flere poster ikke virkede. Bl.a. Morten Ørnhagen Jørgensen og Camilla Søgaard måtte erkende at ikke alle poster var klippet.

GULD igen-igen til Nikoline
Nikoline Splittorff endte med at vinde guld igen, denne gang med 22 sek. til sin litauiske veninde Gabriele Andrasiuiene og yderligere 7 sek. til Valerie Kammererova (Tjekkiet) som tog en lidt overraskende bronze.
Nikolines GPS signal forsvandt – i lighed med flere andre – tidligt på banen, hvilket ikke gjorde det nemmere at følge live. Det samme gjorde live resultater undervejs til dels. I mål var det faktisk Camilla Søgaard, som kom først, men måtte hurtig erkende at hun havde misset post 18 i en butterfly og dermed blev diskvalificeret.
Det gjorde Nikoline ikke da hun kom i mål godt 30 sek. senere og blev verdensmester i en disciplin hvor hun blev nr. 5 i 2022, nr. 3 i 2023 og nu altså nr. 1.

Cæcilie Christoffersen gjorde det mere rødt og hvidt på podiet ved at snuppe en stærk 6. plads, 3,26 min. efter den danske guldvinder.

Medaljeoverrækkelsen blev udsat til torsdag i forbindelse med mellemdistancen. Der var således kun blomsterceremoni i dag.

Fornem 6. plads til Oliver
Selvom et VM guld aldrig kan blive bedre, så er der formentlig lige så stor glæde over Oliver Friis’ 6. plads og dermed en tur på podiet hos herrerne. Han har efterhånden været med længe, men det er aldrig blevet til mere end en placering som nr. 12, iøvrigt også i en fællesstart tilbage i 2021. I dag klappede det så og han formåede endda at køre sig et par pladser frem på den sidste 1/3 af banen og krone en rigtig god dag.
Da undertegnede lykønskede ham via Messenger kvitterede han blot med: ”En kæmpe forløsning!”
Det kunne endda været blevet til mere da han blot var 4 sek. fra bronze, men tabte spurten til nogle meget stærke herrer.

Noah Hoffmann kørte et fint løb og var godt tilfreds i mål med en placering som nr. 25, bl.a. foran tidligere verdensmestre som Krystof Bogar (Tjekkiet), Jussi Laurila (Finland) m.fl. Det siger en del om sammenholdet på landsholdet, at Noah var mere interesseret i at fejre Olivers fine placering end tale om sit eget løb.
Morten Ørnhagen måtte som nævnt konstatere at der manglede et par klip i dag.

Tjekkiske Jan Hasek har fundet storformen og fortsatte guldhøsten ved at vinde igen efter sprintguld i går. Sølvet vandt finske Samuel Pökälä, mens bronzen gik til Fabiano Bettega (Italien) – ja, han er barnebarn af den legendariske storscorer i fodbold!

Fin 8. plads til Sofie Okkels
Hos de to danske juniorpiger blev Sofie Okkels en godkendt nr. 8. Ikke rigtig inden for rækkevidde af podiet, men fortsætter sin fine udvikling. Miri Brunstedt Nørgaard havde en gedigen off day og måtte tage til takke med en 23. plads.

Juniorverdensmester blev franske Jade Boussier.

Mellemdistance torsdag
Onsdagen blev generelt en noget bedre dansk dag, men vi er også tilbage i skoven hvor de fleste har deres forcer. Torsdag venter den tekniske mellemdistance med en vindertid på 50-55 min for eliten og 44-48 min. for juniorerne.
Starttiderne kommer først senere i aften, første start er igen kl. 09.00 dansk tid.
Nikoline er igen blandt de største favoritter med sølv sidste år og guld i 2022 på distancen.

Følg løbet live her (hvis det virker): MIDDLE | International Orienteering Federation

VM’s hjemmeside finder du her: WMTBOC 2024 – SHUMEN BULGARIA