EOC 2024: Alle danske damer videre til mellemdistance finalen
Det blev lige så varmt som forventet på EM i Ungarns første konkurrencedag, hvor især de danske damer dog formåede at holde hovedet koldt. Alle syv danskere, der stillede til start i dameklassen løb sig i top-20 og sikrede sig dermed avancement til finalen lørdag. Bedst placeret i sit heat, blev Agnes Nørgård Kracht på en fjerdeplads, kun 58 sekunder efter svenske Tove Alexandersson, der vandt damernes heat 1. Annika Simonsen løb sig videre som nummer 17 i samme heat, 3:11 minutter efter.
"Overordnet var det et godt løb, som jeg fik gennemført godt. Jeg kom lidt skævt fra start og laver et større tidstab til post et, men efter det, prøver jeg at samle mig selv sammen. Det var bare at kæmpe hele vejen. Jeg synes ikke benene var der hvor jeg havde håbet, det var en kamp hele vejen, men det tror jeg det var for alle. Men dejligt at komme igennem," fortalte Agnes Nørgård Kracht efter løbet.
I damernes heat 2 løb Miri Thrane Ødum sig videre som nummer 12, 2:21 minutter efter heatvinder Hanna Lundberg fra Sverige. Ida Agervig Kristiansson var syv sekunder efter Miri i samme heat og gik videre til finalen lørdag som nummer 14. Lotte Markussen kom også akkurat med videre fra heat 2, som nummer 19, 3:26 minutter efter Hanna Lundberg. Ida Øbro var bedstplacerede dansker i det sidste dameheat, også som nummer 14, næsten fire minutter efter suveræne Simona Aebersold fra Schweiz, der tog en overlegen sejr i heatet. 21-årige Eva Örnhagen Jørgensen holdt også godt sammen på orienteringen undervejs på sin mesterskabsdebut, og løb sig videre til finalen som nummer 17, 4:20 minutter efter Simona Aebersold.
Hos herrerne, viste Elias Hinge Krogsgaard, at formen er hvor den skal være, da han løb sig videre som nummer 12 i et tæt heat 2, 1:23 minutter efter heatvinder Joey Hadorn fra Schweiz. Magnus Dewett var eneste anden danske herre, der klarede sig videre til lørdagens finale, med en 18. plads i herrenes heat 1, 2:27 minutter efter hurtigste mand i heatet, Fabian Aebersold fra Schweiz.
"Det var et rigtig fint løb. Jeg startede ud som jeg havde planlagt, stille og roligt og får taget mig sikkert igennem næsten hele banen. Jeg laver en lille fejl til sidst, men jeg ved at den er relativt lille, så i stedet for at stresse over det, tænker jeg at jeg skal fortsætte som jeg har planlagt. Jeg kommer godt i mål derfra og synes det alt i alt gik godt i dag," lød det fra Elias Hinge Krogsgaard efter mellemdistance kvalifikationen.
Det var lige ved og næsten med en tredje dansk finaleplads i herreklassen, men Linus Agervig Kristiansson endte på den utaknemmelige 21. plads i herrernes heat 2, delt med norske Elias Jonsson, der også røg ud, begge kun 9 sekunder fra 20. pladsen og en plads i finalen. I heat 1 gik Laurits Bidstrup Møller desværre heller ikke videre, da han endte som nummer 37, 5:12 minutter efter vinderen. I herrernes heat 3, gik hverken Marius Thrane Ødum eller Emil Øbro videre, men endte som henholdsvis nummer 31 og 47, 5:17 og 11:48 minutter efter vinder Emil Svensk fra Sverige.
Se alle (live) resultater fra mellemdistance kvalifikationen her: Live results - EOC middle distance qualification
I morgen, lørdag, venter mellemdistance finalen, som bliver noget helt andet terræn end på dagens kvalifikation, og det ser Agned Nørgård Kracht frem til.
"Vi skal lige slappe af nu her og så venter der noget helt andet i morgen. Det er lige de sidste forberedelser, der skal på plads og så glæder jeg mig til at komme ud og gøre det lidt bedre end i dag. Jeg håber at jeg kan sætte et godt løb sammen og være med der, hvor det begynder at være sjovt," fortalte Agnes Nørgård Kracht, der lige som holdkammerat Elias Hinge Krogsgaard glæder sig og også har fokus på at løbe et godt teknisk løb på finalen.
"Jeg glæder mig selvfølgelig, men jeg har ikke tænkt mig at lave det store om i forhold til det der skete i dag. Jeg synes det fungerede rigtigt godt, det jeg havde aftalt med mig selv og jeg holdt min plan derude, så det er bare at gøre det samme igen og så krydse fingre for at det også går godt i morgen," lød det fra Elias Hinge Krogsgaard.
Mellemdistance finalen, hvor damerne skal afsted først, kan følges live på IOF's kanaler, blandt andet på IOF Web-TV fra kl. 14.20. Første start for damerne er kl. 13.22, mens herrerne løber afsted fra kl. 15.18 lørdag eftermiddag.
Følg med i mellemdistance finalen via IOF live her: Live - EOC middle distance final
Find alt du skal bruge til den danske vinkel på EOC 2024 her: EOC 2024 - den danske vinkel (do-f.dk)