Skip to main content

World Masters MTBO Championships begynder onsdag

| Michael Lindholm | Nyheder

Mere end 400 MTBO’ere er på plads i Viborg, klar til VM for Masters, som begynder onsdag med fællesstart i Ebeltoft. Over 50 danskere er klar på cyklen i jagten på medaljer over VM’s fire konkurrencedage.

Navet MTBO, en af de yngste klubber under Dansk Orienterings-Forbund (DOF), har de sidste par år forberedt VM i tæt samarbejde med bl.a. Viborg Kommune, Syddjurs Kommune, Sport Event Danmark og DOF. Tilbage i 2019 var de fleste nøglepersoner i stævneledelsen involveret i MTBO elite- & junior VM i og omkring Viborg og kan selvfølgelig trække på den erfaring her fem år senere.
Med stævnecenter i flotte opgivelser omkring Søndermølle, Viborg Natur- & Kulturcenter (billede) kommer godt 425 deltagere fra i alt 27 nationer. Det er, uden sammligning, det største Masters VM siden det hele begyndte tilbage i 2010 i Polen.

Staevnecenter

 

De fire individuelle konkurrencer begynder onsdag og fortsætter frem til lørdag.

Programmet er som følger:

  • Onsdag den 7. august fællesstart i Ebeltoft plantage
  • Torsdag den 8. august mellemdistance i Hjermind v/ Bjerringbro
  • Fredag den 9. august sprint i Undallslund i Viborg
  • Lørdag den 10. august langdistance i Klosterheden plantage

Danmark har altså godt 50 deltagere med spredt ud over de mange klasser som begynder i klasserne Men/Women 35 og op til ældste som er i Men 80-klassen. Flere med rigtig gode medaljechancer. De danske damer har på imponerende vis vundet mere end 120 medaljer i de hidtidige 13 afviklede VM’er. Heraf er Tove Sonne Andersen, OK Øst Birkerød den  mest vindende med i alt 26 medaljer. Hos herrerne har medaljehøsten været på lige over 50 siden 2010.

Med til VM er de to legender i MTBO-sporten, Charlie Somers Cock (Storbritanien) som har vundet hele 31 medaljer i respektive dameklasser gennem årene og franske Jean-Charles Laleveé som har vundet 27 medaljer siden 2011.

Her dagen før dagen er der fortræning og den såkaldte model event for deltagerne, inden den officielle åbningsceremoni i aften, hvor bl.a. Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek byder deltagerne velkommen.

Stævneleder Jørn Svensen, Navet MTBO:
”Det er fornemt med over 400 deltagere. Vi havde på forhånd budgetteret lidt konservativt med 260, så det er på alle måder overvældende og rigtig dejligt. Særligt når der samtidig er Veteran VM i fod-orientering i Finland og vi ved at der er mange som gerne vil begge.
Både Viborg Kommune og Syddjurs Kommune har være meget positive omkring VM og har bakket op omkring arrangementet, som ikke ville kunne lade sig gøre uden den store støtte.
Samtidig vil jeg også gerne takke andre klubber for støtten og enkeltpersoner som har budt sig til. Det er helt afgørende for at et VM af denne størrelse kan føres ud i livet.”

Fællesstart i Ebeltoft
Onsdag går det løs i Ebeltoft plantage med fællesstarten. Vindertiden er 75-85 min. og der venter rytterne en stor opgave i den relativt lille, men teknisk krævende plantage. Bevoksningen er tæt, sporene små og der er mange af dem. Der er lagt op til en spændende konkurrence dag på næsen af Jylland. Banelæggere er landsholdsrytterne Oliver Friis og Nikoline Splittorff.
Fællesstarten (Mass start) er VM’s yngste disicplin, introduceret i 2018 i Ungarn.

Følg VM dag for dag på VM’s hjemmeside: wmmtboc2024.com

Live resultater her: Liveresultat orientering :: WMMTBOC 2024 Mass start [2024-08-07]
Første start er kl. 10.00.

Her på DOF nyheder følger vi VM dag for dag.