Malte Kjær nr. 11 på WUOC mellemdistance
Trods et vrik, der måske betyder en forstuvet fod, leverede Malte Kjær Hemmingsen i dag en toppræstation ved at erobre 11. pladsen på mellemdistancen ved Studenter-VM. Igen i dag var det en benhårdt felt, hvor Axel Granqvist fra Sverige trak det længste strå i herreklassen, der havde hele tre løbere fra Slovakiet i top 10.
Alberte blev nr. 45 i dameklassen, som blev vundet af schweiziske Ines Berger, mens Søren endte som en delt nr. 90.
Arrangørerne havde fundet et kuperet, teknisk krævende og til tider ganske stenet terræn til lejligheden. Starten, hvor de 5 første poster på herrebanen lå ved sten på en skrænt, bød på udfordringer. Ikke mindst i betragtning af, at der var op til 16 andre sten inden for postcirklen end dem, som posterne var placeret ved.
Oscar Sig Tranberg opsummerer den danske dag:
Trods vrikket - som ikke fornemmes på indledningsbilledet - løb Malte hurtigt og kun med mindre, tekniske fejl. Søren havde en hård dag, fysisk, og løb egentlig fint teknisk. Alberte lidt det samme. Hun havde store vejrtrækningsproblemer, men har løbet stort set fejlfrit, pånær helt til sidst. Jeg løb selv virkelig godt i starten, men ser ikke ordentligt på langstrækket og tager meget stigning, som slår mig ud på nogle af de midterste stræk, hvor jeg heller ikke forstår kortet. Herefter tager jeg en forkert post, der står ved samme detalje som min og trækker et uvanligt disk. Herfra jogger jeg i mål, meget frustreret.
Søren supplerer om sit løb: "Jeg havde ikke dagen hverken fysisk eller teknisk, havde svært at sætte det hele sammen. Så går fra løbet i dag skuffet over ikke at kunne vise hvor min form er."
Søren sætter det lange ben foran mod sidste post
I morgen, mandag, afsluttes med normal stafet i skov med tremandshold. Malte stiller ikke op, så Søren og Oscar løber anden og tredjetur på et kombinationshold med Peter Brabek fra Østrig på første tur. Alberte løber sammen med Ems de Smul og Julia Krekels fra Belgien i et andet kombinationshold. Når løbet er afsluttet, kan man finde resultaterne her.
Uddrag fra resultatlisten på mellemdistancen.
Men
1 Axel Granqvist SWE 30:13
11 Malte Kjær Hemmingsen DEN 33:06
90 Søren Møller Skaug DEN 44:27
MP Oscar Sig Tranberg DEN
Women
1 Ines Berger SUI 30:43
45 Alberte Kaae Nielsen, DEN 40:48
Resultater, tracking m.v. kan finde her på stævnets hjemmeside.