Skip to main content

Vejen til EM 2024: Annika og Elias bedste danskere på langdistance testløbet

| Camilla Bevensee | Nyheder

På endnu en brandvarm dag i Ungarn, var de håbefulde danske løbere i gang til EM testløbene. Der var langdistance på programmet i dag søndag, og her viste Annika Simonsen, IKHP Huskvarna, fin form som bedste danske dame på en femteplads. Annika løb den 10,8 km lange bane på 96 minutter og 18 sekunder og var med denne tid 5:26 efter suveræne vinder Tereza Janosikova fra Tjekkiet. 

Miri Thrane Ødum, IFK Göteborg, var som næstbedste danske dameløber yderligere fire minutter efter på en 7. plads, mens tredje danske dame på resultatlisten var gårsdagens hurtigste dansker i dameklassen, Agnes Nørgaard Kracht, der blev nummer 11, 12:13 minutter efter. 

“Det var varmt og meget tungt for mange af danskerne i dag. For damerne blev manges løb “ødelagt” af både store og små fejl, men Annika løber godt teknisk i dag og det er godt at se at det også viser sig på resultatlisten. Vi håber selvfølgelig at alle er i god fysisk form nu og til EM, men det er stadig vigtigst at løbe gode tekniske løb, også på en langdistance. Hvis det bliver lige så varmt som i dag til EM, er der mange, der kommer til at få det hårdt, ikke kun danskerne, så der er det teknikken man kan vinde på,” lyder det fra skovlandstræner Johan Runesson, der overværer løbene i Ungarn.

I herreklassen var Elias Hinge Krogsgaard, Farum-Tisvilde OK, hurtigste danske herre som nummer 8, 11:59 minutter efter vinderen Fabian Aebersold fra Schweiz, der sejrede med næsten 4,5 minut i tiden 90:51 minutter på den 13,8 km lange bane. Næstbedste dansker i herreklassen var igen i dag Linus Agervig Kristiansson, IFK Göteborg, på en 12. plads, 13:58 minutter efter vinderen. Rasmus Møller Jess, OK Linné, kom lige efter, som tredjebedste danske herre, på en 13. plads, 14:27 minutter efter vinderen. 

“Det er godt at se at Elias har god fart i dag og at han samtidig leverer en mere stabil teknisk præstation end tidligere. Han bliver spændende at følge videre i løbet af efteråret. Rasmus tager også lidt revanche fra i går og løber et fint løb,” lød det fra Johan Runesson om de danske herrers præstationer i dag.

Se alle resultater fra EM testløb langdistancen her: EM testløb langdistance - live resultater

Nu venter der en spændende udtagelse af EM holdet, som efter planen offentliggøres 31. juli på DOF's kanaler.

 

Foto: Annika Simonsen til World Cup runden i Tjekkiet i august 2023, af Linnea Myrskog