Malin Agervig Kristiansson og Ida Agervig Kristiansson er forhåndsudtaget til EM i Ungarn
Som udtagelseskriterierne til EM giver mulighed for, har udtagelsekomiteen efter WOC i Skotland, besluttet at forhåndsudtage VM-løberne Malin Agervig Kristiansson og Ida Agervig Kristiansson til EM, som løber af stablen i Ungarn d. 16-20. august med hhv. mellemdistance, langdistance og stafet.
Testløb til EM foregår på EM-arrangørernes to meget relevante testløb i næste weekend i Ungarn. Løbene er også WRE-løb, og der er her dagen efter tilmeldingsfristen er udløbet, tilmeldt seks damer og 14 herrer fra Danmark. Testløbene er den bedste træning og generalprøve før EM og mange af de deltagende danskere tager tidligere afsted til Ungarn for vænne sig til terrænerne og varmen, der på nuværende tidspunkt ligger på godt over 30 grader.
For både Malin og Ida Agervig Kristiansson har de sidste måneder med intense VM-forberedelser, med hård træning og mange rejsedage til følge, naturligt nok kostet mange kræfter både fysisk og mentalt. Begge har brug for en pause fra konkurrence og rejse, for at kunne få en god blok med træning og restitution, der skal sikre at de kan stå stærkest muligt til EM, og resten af efterårssæsonen. De deltager derfor ikke på EM-testløbene.
Udtagelseskomiteen har også besluttet at vente med at bestemme hvilke distancer de to OK Snab løbere skal løbe til EM, til efter EM-testløbene er løbet og den samlede udtagelse laves. Det betyder også at der for damernes vedkommende fortsat er en direkte plads på mellem- og langdistance til EM de hhv. fire bedste på både mellem- og langdistancetestløbet.
Damerne har otte startpladser på de to individuelle distancer til EM, mens herrerne har seks startpladser.
EM-udtagelsen offentliggøres senest 31. juli. Udtagelseskriterierne kan læses her.