Skip to main content

WOC 2024: Sprintstafetholdet er klar til at levere i morgen

| Camilla Bevensee | Nyheder

Første distance til World Orienteering Championships i Edinburg, Skotland, er løbet og med en podieplads til Malin Agervig Kristiansson, efter en intens og krævende finale, kunne mesterskabet ikke være startet meget bedre for det danske hold. I dag, lørdag, er der hviledag for løberne i det skotske, men allerede i morgen går det løs med næste distance, nemlig sprintstafetten, hvor et hold bestående af to damer og to herrer fra hver nation, skal kæmpe om at løbe den bedste præstation til sammen og komme først i mål på den sidste, afgørende tur.

Førsteturen på sprintstafetten løbes af en dame, anden- og tredjeturen af herrer og på sidsteturen, er det igen en dame, der skal i aktion. Der er samlet start og alt kan nå at ske i løbet af de fire stafetture, hvor der skabes spredning med såkaldte gaflinger, hvor løberne har lidt forskellige poster de skal til, så de ikke bare kan løbe efter hinanden. 

Sprintstafetten til VM i Skotland, skal løbes på et universitets-campus vest for Edinburgh, med start og mål inde i en stor fodboldhal, og ifølge cheflandstræner Tue Lassen, bliver det en noget anderledes udfordring, der venter løberne i morgen eftermiddag.

"Det er meget anderledes end det centrale Edinburgh, hvor finalen på den individuelle sprint, blev løbet i går. Det er en anden type orientering, med et terræn præget af store irregulære bygninger, man skal orientere rundt om. Der kommer til at være mange hegn og hække, og en del park og små skovstykker imellem. Vi ved at banerne kommer til at gå med 15-20 % af løbet på græs eller i skov. Hvordan det bliver, om man skal direkte ind og have poster i skoven, det finder vi ud af i morgen, men en anderledes udfordring end det, der har mødt løberne indtil videre," fortæller cheflandstræneren, der står ved målsætningen for sprintstafetten. 

"Målsætningen er top-6 og det tror vi på er realistisk. Vi ved at der nok kommer til at være to hold, Sverige og Schweiz, der er i en klasse for sig. De gjorde rent bord i går i forhold til medaljer, med tre til hver. De er bare på papiret meget skarpere end andre. Vi ligger i næste niveau, med hold som Norge, Finland, Tjekkiet og Frankrig, som vi skal kæmpe med. Men vi ved også at der kommer andre hold, som presser på nedefra, som fx New Zealand og Ungarn, som begynder at have to herrer og to damer, der holder højt niveau," lyder det fra Tue Lassen om forventningerne til konkurrencen søndag på Riccarton campus, Heriot-Watt University.

Ifølge cheflandstræneren bliver er altså hård konkurrence om de seks podieplaceringer, når der skal løbes sprintstafet til VM, men det danske hold består ifølge Tue Lassen af fire løbere, der er klar og alle er dygtige stafetløbere. 

"Det bliver en hård konkurrence, men vores løbere er klar. Nogle af dem kommer ind med selvtillid fra den individuelle sprint i går, men der er også nogle, der er skuffede, efter ikke helt at lykkes. Vi har Josefine Lind på førstetur, som ikke har været i gang endnu herovre, og hun er måske lidt usikker på hvor hun står, men vi har virkelig troen på at de fire, der skal løbe i morgen, har forudsætingerne for at løbe nogle gode stafetture. De er dygtige stafetløbere alle sammen og det er det der skal til, at de holder hovedet koldt i pressede situationer. Vi tror på at de kan ende højt oppe på resultatlisten og de har også selv målsætninger om at ende højere oppe end top-6, så det bliver sindsygt spændende i morgen," afslutter cheflandstræner Tue Lassen. 

Det danske sprintstafethold:
1. Josefine Lind
2. Andreas Bock Bjørnsen
3. Jacob Steinthal 
4. Ida Agervig Kristiansson

Program for sprintstafetdagen (dansk tid): 
13:30 Web-TV starter
13:40 Start sprintstafet
14:45 Vinderne i mål
15:00 Web-TV slutter
15:30 Præmieoverrækkelse

Følg sprintstafetten til VM via DOF's WOC 2024-side, via IOF Live, eller se med på TV (SVT1 eller NRK) fra kl. 13.00 i morgen søndag.