Nyheder-alle

Helt som ventet blev den afsluttende langdistance ved EM en fysisk styrkeprøve ud over de sædvanlige. Til gengæld var  dele af banen relativt enkel, da der var relativt oplagte vejvalg og en del enkle postplaceringer. Til gengæld blev disse dele afløst af krævende vejvalgsstræk og nogle virkeligt vanskelige skræntposter, hvor man bare ikke skulle løbe forkert, for så kostede det.

På radioen efter en tredjedel af banen lå Maja Alm til en sølv-/bronzemedalje, men tidstab på den midterste del af banen lod sig ikke indhente på sidste del, således at de to hjemmehåb  Julia Gross og Sabine Hauswirth kom foran.

På guldpladsen blev dagens langdistance ved europamesterskaberne i orienteringsløb  en reprise på sidste års VM i Estland, da svenske Tove Alexandersson vandt sit andet guld og tredje individuelle medalje her ved EM. Sverige havde valgt at lade Tove stå over gårsdagens stafet, hvor Maja løb bronzen hjem i konkurrence med netop Sverige. Så det var helt efter bogen, at Tove med friske ben klarede sig bedst på den 11,3 km lange bane med 680 meter stigning langs det bedste vejvalg. Toves sluttid blev 1:21:08.

"Maja er irritirret over sit løb i dag", fortæller sportschef Lars Lindstrøm fra Milano lufthavn, hvorfra holdet venter på at komme hjem. "Teknikken rakte ikke helt til de teknisk krævende poster på de stejle skrænter, men hun følte sig godt løbende og ikke mærket af gårsdagens stafet."

Maja WOC 2017 LF

Maja Alm - her ved WOC 2017 - slutter EM på en fornem 5. plads

Af de andre danske kvinder gik det bedst for Amanda Falck Weber, der med tiden 1:41:35 sluttede midt i feltet som nr. 34. En super flot placering til en så ung løber i denne type terræn. "En flot gennemførelse af Amanda, der hele tiden tager gode skridt fremad", vurderede Lars Lindstrøm efter løbet.

Miri Thrane Ødum var knap 6 minutter efter Amanda. Med tiden 1:47:17 blev Miris placering nr. 49.

Hos herrerne imponerede Søren Bobach endu en gang med en fuldt godkendt præstation på 24. pladsen med en sluttid på 1:44:05.  Tue Lassen havde en lidt tungere dag i bjergene og sluttiden 1:52:48 rakte til en placering som nr. 45. Sidste danske deltager, Björn Cederberg holdt også skruen i vandet til en slutplacering som nr. 58. Norske Olav Lundanes slog atter fast, at han er kongen af langdistance.

EM er nu slut og med en række topplaceringer har Danmarks 6-dobbelte verdensmester Maja Alm vist, at hun er på den helt rette vej mod VM, der afholdes i Letland i starten af august måned. Med Majas bedste tid af samtlige i begge stafetter og en 4. plads på sprint og 5. plads på langdistancen kan vi glæde os til VM, hvor terrænerne i væsentligt højere grad end de schweiziske ligger godt til de danske løbere. Maja og resten af det danske landshold vil nu fortsætte de minutiøse forberedelser frem mod VM, der indledes med sprint i centrum af Riga lørdag den 4. august.

Flere resultater kan findes på stævnets hjemmeside.

I dag afholdtes stafetten ved EM i orienteringsløb. Det danske kvindehold med Cecile Friberg Klysner, Ida Bobach og Maja Alm leverede en pragtpræstation og vandt bronzemedaljen i det stærke felt. Og så var det kun i spurten, at det lykkedes Sveriges Karolin Ohlsson at erobre sølvmedaljen med Maja Alm i mål to sekunder efter.

"Det var helt vildt hektisk på den sidste runde", fortalte en lykkelig Maja Alm kort efter målgang. "Vi passerede arenaen 1½ km før mål og det var en lang spurt på den sidste runde. Jeg er helt vildt stolt af holdet og særligt af Cecilies og Idas præstationer på de to første ture".

Maja hentydede til Cecilie Friberg Klysner på første tur og Ida Bobach på anden tur. De har begge døjet med mindre skader og kæmpet for at blive klar til EM. "Og det er bare så megasejt af Cecilie at løfte sig efter hendes fejl på sprintstafetten og levere en flot første tur her i dag", sluttede Maja.

EM bronzepiger 2018

 Maja, Ida og Cecilie efter bronzetriumfen

Cecilie Friberg Klysner var på den første tur i mål blot 1:43 efter de schweiziske hjemmebanefavoritter og var da placeret på 6. pladsen i kampen om medaljerne.  På anden tur blev det til nogle små fejl til Ida Bobach, der kun har få store konkurrencer i benene efter en skadespause siden forsommeren 2017. Men fra Maja Alm blev sendt ud på 7. pladsen kunne man se, hvordan Maja endnu en gang løb sig op gennem feltet, hvor de foran løbende også lavede tekniske fejl, mens Maja løb tæt på perfekt på sin tur.

"I dag gik det som vi håbede", fortalte sportschef Lars Lindstrøm. "Alle pigerne kan være tilfredse med deres løb. Det er dejligt at se kvindestafetholdet tilbage på medaljepodiet igen. I dag havde vi et tungt opløb op ad bakke og der er Karolin Ohlsson ekstremt stærk, så vi kan være super tilfredse med bronzemedaljen". Guldet gik til Schweiz, mens Sverige som skrevet vandt sølv.

I glæden over medaljen, skal vi selvfølgelig ikke glemme de øvrige danske hold. På første tur var Amanda Falck Weber på andetholdet kun lidt over to minutter efter Cecilie mefter en rigtigt fin præstation. Caroline Gjøtterup imponerede igen stort på anden tur, hvor hun tog seks placeringer og blot løb halvandet minut langsommere end Ida. Til sidst tog Miri Thrane Ødum endnu en placering til en samlet 14. plads og nr. 5 af andetholdene, eksempelvis foran Norge 2.

Herrernes førstehold blev nr. 11.  Tue Lassen skiftede på første tur  små 3½ minut efter Storbrittanien, der overraskende førte efter første tur. Magnus Dewett leverede igen en rigtigt fin indsats og var omkring 7½ minut efter Norge, der nu havde lagt sig i spidsen. Der blev Norge stafetten ud, så de to sejrsvante schweiziske hold måtte nøjes med placeringerne 2 og 3. Nogle minutter bag præsterede Søren Bobach atter på højeste niveau, da han kun tabte omkring et minut til de førende på hans sidste tur.

På det danske andethold skiftede Jakob Edsen lige før Tue Lassen efter en godkendt præstation. Björn Cederberg tabte små 5½ minut, hvorefter holdet var 9. bedste andethold, da det måtte stoppe, da der jo ikke var en sidste løber til holdet efter Andreas Boesen måtte melde afbud før VM.

 EM afsluttes i morgen, søndag, med langdistance, hvor Danmark endnu en gang har store forhåbninger til Maja Alm, der vandt sølv på distancen i VM 2017. Deltagerne vil genkende arenaen, der er den samme, som blev anvendt ved torsdagens sprintstafet.

Flere resultater kan findes på liveorienteering eller stævnets hjemmeside.

Desværre blev det ikke i den traditionelt danske paradedisciplin, sprintstafetten, at Danmark slog igennen ved EM i orienteringsløb.

Cecilie Friberg Klysner var fint med på en 3./4. plads første halvdel af turen, men lige før arenapassagen kunne man se Cecilie komme til at løbe i en forkert retning. Og da Schweiz samtidig havde valgt at sætte søndagens sprint-bronzevinder, Judith Wyder, på første tur, så blev Cecilies svaj rigtigt dyrt. I mål var Wyder næsten et minut foran Østrig med Sverige lige efter og Cecilie var som nr. 14 over to minutter efter ved skiftet. Og det er rigtigt meget i en sprintstafet.

Så var der nerver på, da debutanten Jakob Edsen løb ud, særligt da hans GPS ikke virkede, så vi ikke kunne følge hans vejvalg. Men Jakob gjorde al tvivl til skamme og løb en fuldstændigt forrygende anden tur. Trods det vanskelige udgangspunkt tabte han på hele turen blot 18 sekunder til hjemmebanehelten Florian Howald, der løb alene i spidsen. Jakob skiftede som nr. 13. Oppe foran gjorde et par dårlige vejvalg, at afstanden fra Schweiz til Sverige ved skiftet til tredje tur var nede på 24 sekunder.

Tredje tur var giganternes kamp mellem Martin Hubmann fra Schweiz og Jonas Leandersson fra Sverige, som endte med at Hubmann bragte hjemmefavoritternes forspring op på 46 sekunder. Bag dem tabte Tue næsten et minut på den hårde stigning op til den fjerneste del af banen og på nedløbet et lille minut mere, således at Maja Alm blev sendt ud som nr. 14, 3:53 efter de førende.

Så var alt håb om medalje ude, men Maja svigtede naturligvis ikke holdet af den grund. Med et godt vejvalg til post to var Maja oppe i ryggen på de tre hold lige foran og det var en fornøjelse at se på GPS-en, hvordan de med det samme blev parkeret på den barske stigning op mod post 4. Kort efter var også Italien og Spanien indhentet og det var ikke nødvendigt at indhente Finland - det klarede Anja Haatala selv med et voldsomt bom. Kort efter blev også Rusland passeret og hvis og hvis…Hvis banen lige havde været lidt længere, så kunne Maja nok også have indhentet de sidste 42 sekunder op til Norges bronzemedalje. Nu blev det i stedet en 7. plads, hvor Maja på sidste tur løb en anelse hurtigere end Elena Roos, der sikrede Schweiz den ventede guldmedalje lidt over et minut foran Sverige, der havde Karolin Ohlsson på sidste tur. 

Maja SR EM 2018

EM er en folkefest - desværre mest for hjemmepublikummet (foto: Lars Lindstrøm)

"Det var en rigtigt træls dag", fortæller Sportschef Lars Lindstrøm fra Capriasca paese i Schweiz. "I dag lavede vi desværre nogle fejl, som vi ikke bør lave. Cecilie læste baneforløbet forkert og løb mod post et i stedet for post 13 efter post 12. Det kostede 45 sekunder og så var løbet kørt." Lars var stærkt imponeret over Jakob Edsens præstation, men måtte konstatere, at Tue Lassen ikke tog de bedste vejvalg og også overså nogle vigtige passager på den drilske bane.

Fredag er der hviledag ved EM før stafetten afvikles på lørdag. Kvinderne starter kl. 14:00, mens herrerne går i skoven kl. 16:00.

Solen skinnede over Danmark, og tæt på 3000 fandt vej til et Find vej-arrangement i Danmark.

Efter sidste års lidt svingende vejr, var det spændende at se om vi kunne nå op på tidligere tiders deltagerantal, og det gjorde vi næsten.

Igen år havde Dansk Orienterings-Forbund, Nordea-Fonden og 40 orienteringsklubber allieret sig omkring Find vej Dagen.

Der var også et par nye tiltag i årets udgave. Blandt andet var der åbning af et nyt projekt på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, her var Tom Peter Neesgaard primus motor for projektet fra start til selve Find vej Dagen med 325 besøgende. OK Melfar tog chancen og lavede deres event i forbindelse med Lillebæt Halvmarathon, og blev også besøgt af over 300 deltagere.

Næsten halvdelen af klubberne kunne også tilbyde O-Track til deltagerne. Deltagerne der brugte O-Track skal analyseres, førend vi kan melde noget konkret ud omkring O-Track og Find vej Dagen.

Som sædvanlig var medaljerne og diplomerne et stort hit blandt de yngste, og der var en ekstra overraskelse, nemlig i form af en mini-skærm med reflekser på hver side.

Vi siger tak til alle klubberne for at gøre Find vej Dagen 2018 mulig. Samt tak til Nordea-Fonden, Løberen og børnefilmen Mesterdetektiven Sherlock Gnomes.

Dagens mellemdistancefinale ved EM i orienteringsløb i Schweiz gik ikke som håbet i den danske lejr. De største forhåbninger var knyttet til sprintverdensmesteren fra 2014, Søren Bobach, der har vist god form tidligere på sæsonen. Og Søren sikrede sig også en sikker kvalifikation til finalen, men endte på en skuffende finaleplacering som nr. 36. "Sørens normalt sikre teknik svigtede ham desværre i dag", fortalte sportschef Lars Lindstrøm efter løbet, "Og det er selvfølgelig en skuffelse for både Søren og holdet, at han ikke lykkedes bedre i dag."

Søren B EM 2018 Mellem

 Søren Bobach passerer publikumsposten

Til gengæld er det glædeligt, hvordan unge Magnus Dewett igen leverede varen. På 33. pladsen var Magnus bedste dansker og Magnus løb fint op til sit nuværende niveau.

Magnus EM Mellem 2018

 

Magnus Dewett ved publikumspassagen

Miri Thrane Ødum kunne desværre ikke følge  op på hendes fine kvalifikationsløb. En meget stor fejl på en enkelt post sendte Miri ned i den tunge ende af det stærke finalefelt. "På den resterende del af banen løb Miri rigtigt fornuftigt" fortæller Lars Lindstrøm, "men det tæller desværre ikke".

Dagens terræn i Monte S. Giorgio var igen typisk schweizisk: En stejl skrænt, hvor det galdt om at finde og holde den rette højde. Men i modsætning til tirsdagens klatreøvelse, så var bakkerne ikke helt så stejle i dag og der var langt flere detaljer i form af grøfter og kurveformationer.

Hos herrene var der igen schweizisk dobbeltsejr, mens finske Marika Teini overraskende henviste svenske Tove Alexandersson til sølvmedaljen. Den schweiziske arvefølge på damesiden begynder også at tegne sig, da den store stjerne fra Junior-VM i Schweiz 2016, Simona Aebersold, nu vandt sin første og næppe sidste seniormedalje.

I morgen, torsdag, løbes sprintstafetten - en disciplin, hvor Danmark har vundet medalje i alle internationale mesterskaber siden den blev indført i 2014. "Vi går selvfølgelig efter en medalje i morgen"  fortæller Lars Lindstrøm, "men vi må også være realistiske og erkende, at særligt schweizerne og svenskerne stiller med uhyggeligt stærke hold." Sprintstafetten starter kl. 17:00 og afgørelsen forventes kort efter kl. 18:00.

Løbet kan følges på liveorienteering eller stævnets hjemmeside.

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF