Nyheder-alle

I weekenden nåede Find vej i Danmark en milepæl, da brugeren ”WATs the rush” som den første rundede 10.000 poster i ranglisten på www.findveji.dk.

Bag det lidt kryptiske brugernavn, som vi vender tilbage til senere, gemmer sig Karen Sejrsgaard-Jacobsen, der i løbet af den seneste håndfuld år har jagtet Find vej-pæle i hele landet.

- Jeg har jo fundet alle dem på Sjælland og alle dem på Fyn. Så nu er det enten, hvis der kommer nye ruter op på Sjælland eller hvis jeg får tid i en weekend til at tosse rundt i Jylland og finde en masse, fortæller hun.

For nylig lagde orienteringsklubben i Vordingborg, O-63, kortet over Bavnehøj Fritidsområde op på Falster, og efter at de 20 poster også var fundet og logget i Find vej-systemet, var hun snublende tæt på at runde 10.000.

- Og så besluttede jeg mig for, at den bedste måde at bruge en weekend på, det var at tage til Bornholm og finde de næste. Og så løb jeg jo bare rundt i det fantastiske vejr, vi havde i lørdags – det bliver jeg så glad i låget af, siger Karen, der rundede de 10.000 poster i området Den grønne ring, der ligger i udkanten af Rønne.

Post 109, der står med denne flotte udsigt i Den grønne ring, var Karens Find vej-post nummer 10.000.

Begyndte med adventurerace

For Karen begyndte rejsen mod det svimlende antal Find vej-poster for omkring fem år siden, da hun begyndte at dyrke adventurerace. For at blive bedre til at finde vej i konkurrencerne, tog hun også hul på orientering.

- Så var der en bekendt, der sagde, at jeg også kunne prøve Find vej i Danmark, hvor man selv kan printe kort og er mindre afhængig af hvornår orienteringsklubberne arrangerer træninger. Og så opdagede jeg, at der udover alle de her fantastiske ruter, også var en rangliste. Og det kan sådan én som jeg slet ikke styre, siger hun med smil på læben.

- Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at jeg lige kunne køre forbi Hillerød på vej hjem fra arbejde mellem Bagsværd og Roskilde og løbe en rute. Nu er det så lidt af et problem, når den nærmeste rute jeg mangler er i Esbjerg, griner hun.

Men ét er at køre mindre omveje på vej hjem fra kontoret – noget andet er at planlægge weekend- og ferieture for at jagte endnu en snes Find vej-pæle i et nyt hjørne af landet.

- Da jeg startede med at dyrke adventurerace fandt jeg også ud af, hvor dejligt det er at være udenfor. Så jeg har opdaget, at Find vej-projekterne er en måde at komme ud i Danmark og se nogle af de steder, som jeg ellers ikke ville se – nogle af de fantastiske klitskove i Jylland og hvad der ellers er af flot natur.

- Hvis jeg tager en tur til Jylland, så planlægger jeg hvilke ruter jeg vil nå og hvilke ligger i en område, der giver mening. Så laver jeg en base i midten eller to-tre baser undervejs, og så sker der typisk det, at jeg er lidt for optimistisk med, hvor meget jeg kan nå. Så må jeg enten skære ned eller blive ved til ret sent ud på aftenen, siger hun.

Næste stop: Jylland!

Derfor stopper jagten på nye poster heller ikke med jubilæumsturen til Bornholm i weekenden. I Karens kalender står der allerede ”Find vej” i påskedagene, hvor turen går til Jylland for at jage poster på de ni steder, som hun mangler.

- Når man nu er lidt nørdet som jeg, så kunne man forestille sig, at man havde oprettet et excel-ark, hvor man holder øje med, hvilke steder man har løbet, og så kan man holde øje med, hvor der kommer nye op og holde snor i de ufuldstændige projekter, hvor jeg skal tilbage og tjekke om de sidste poster er kommet op, fortæller hun.

Hjemme hos Karen hænger der et kort i A0-størrelse over Find vej-projekterne. De farvede nåle markerer om hun mangler ruten eller om kortet/posterne mangler.

Når man som Karen har besøgt flere end 200 Find vej-steder i Danmark, skulle man mene, at hun var den helt rigtige til at udpege en favoritrute i Danmark. Men det er faktisk ikke så let, siger hun:

- Jeg var på Livø i sommer og det var virkelig dejligt – og der er jo også rigtig smukt på Bornholm. Men jeg har jo opdaget, at der er så mange smukke steder i Danmark. Og heldigvis er der nogle der har tegnet et kort og sat nogle poster ud på rigtig mange af dem.

Klubberne giver det sociale

Karen er medlem i to orienteringsklubber – OK Roskilde og Allerød OK, hvis træningsprogram blandt andet tæller mountainbikeorientering, der også ofte optræder i adventurerace.  Og for hende har det givet mening at kombinere Find vej-turene med de tilbud, som klubberne har.

- Mit råd til dem, der kunne finde på det her er, at det er enormt fedt at melde sig ind i en klub. Find vej-projekterne kan jeg jo løbe selv, men jeg har også lyst til og brug for det sociale, og det kan jeg finde i klubberne. Og jeg har fulgt mig meget velkommen begge steder, siger hun.

WATs the name?

Og nå ja, så skylder vi en forklaring på Karens Find vej-brugernavn: ”WATs the rush”. Adventurerace-klubben, som hun også er medlem af hedder Womens Adventure Team eller bare WAT i daglig tale.

- Vi havde en intern joke vi havde i klubben om, at når vi stillede op til konkurrencer, så skulle vi lave et holdnavn, hvor WAT indgik for at promovere klubben lidt. Og så kom jeg på navnet WATs the rush, og siden dengang har de hold, jeg har stillet op for, tit heddet WATs the rush.

Siden weekenden har en anden meget ihærdig postjæger, Frede Lillelund, overhalet Karen på ranglisten. Så mon ikke kampen om toppen af ranglisten fortsætter.

Alle fotos: Karen Sejrsgaard-Jacobsen

Referatet fra repræsentantskabsmødet der blev afholdt i Middelfart d. 2. marts 2019 er nu godkendt af dirigenten og derfor tilgængeligt her på hjemmesiden.

Du kan hente det ved at klikke her - og finde de øvrige dokumenter vedrørende repræsentantskabet her.

 

De to vindere i Trimtex Senior Cup - Björn Cederberg og Miri Thrane Ødum

Igen i dag bød Tisvilde Hegn på dejligt vejr og lange men hurtige baner. Der var ingen danskere der løb sig i top tre i de fire eliteklasser, men der var en række gode præstationer.

Tjekkisk sejr i H21E
I H21E løb sidst startende tjekkiske Vojcheh Kral en sikker sejr i hus. Han skulle kun bruge 88:52 minutter om at tilbagelægge de 19,575 km. Det er en km-tid på 4:32 minutter. Andenpladsen gik ligesom på mellemdistancen til norske Jon Aukrust Osmoen. Bedste dansker på en flot 6. plads blev Björn Cederberg. Han var 8:17 min efter Kral i mål. Emil Øbro blev næstbedste dansker yderligere 3½ minut efter Björn.

De sikrede sig dermed nogle værdifulde point til Trimtex Senior cuppen. På grund af højt deltagerantal var H21E delt op i Elite1 og Elite2, hvor de 70 bedst placerede på verdensranglisten fik plads i Elite1. I Trimtexcuppen betød det, at der først blev delt point ud i Elite1 - og pointrækken blev fortsat for vinderen i Elite2 - dog med 5 ekstra point til vinderen, 3 ekstra til nr. 2 og 1 ekstra til nr. 3.

Landsholdsledelsen har mulighed for at skønne løbere op i Elite1 til danske rangliseløb, men det havde de ikke gjort denne gang. Det betød at nogle af de løbere, der har vist bedst form i de første ranglisteløb som fx Rico Hejlskov Mogensen, Rasmus Møller Jess og Laurids Bidstrup Møller (der dog løb Elite1 på lang, hvor der var færre deltagere) var henvist til Elite2.

I går betød det formentlig, at disse tre løbere fik lidt færre point, end de ellers ville have fået, men i dag hvor banerne var meget sammenlignelige, var pointefordelingen formentlig meget fair. Elite2 blev vundet af svenske Kalle Dalin, mens Rico Hejlskov Mogensen løb en flot 2. plads i hus, der formentlig ville have givet en placering omkring top 20 i Elite1. Jonas Munthe blev nr. 3 mens Rasmus Møller Jess sluttede som nr. 5 - 7 minutter efter Rico.

Her efter 5. runde fører Rasmus Djurhuus ranglisten.

Sejr til Aebersold i D21E
I D21E havde Simona Aebersold rystet det dårlige resultat fra mellemdistancen af sig og vandt i sikker stil foran Silje Ekrol Jahren, der har løbet rigtig flot på alle tre konkurrencer. Simona løb de 12,15 km på 65:02 - en rigtig flot km-tid på 5:21.

Bedste dansker blev Miri Thrane Ødum. Hun var 8:53 efter Simona på den 15. plads. Emma Klingenberg viste at hun stadig kan - også på de lange distancer, og blev nr. 20 yderligere to minutter efter Miri. Caroline Gjötterup og Masha Semak var også fint med på henholdsvis en 22. og 23. plads.

På den samlede rangliste har Caroline Gjøtterup en solid føring med tre andenpladser og en førsteplads som de bedste resultater. Men Cecilie Klysner har tre sejre - så hvis hun løber godt i de sidste tre afdelinger, kan hun stadig nå at vriste sejren fra Caroline.

Tredje sejr til Kasper Fosser
Kasper Fosser fik fuldt hus til Danish Spring og vandt således også langdistancen i sikker stil. Han løb de 12,725 km på skræmmende 55:57 minutter. Det er en km-tid på 4:24 - altså 8 sekunder hurtigere per km end Vojchech Kral, der vandt H21E. Nu løb juniorerne næste 7 km kortere end seniorerne - men alligevel.

Søren Thrane Ødum imponerede med et rigtig flot løb, der gav ham en placering som nr. 4 - kun 4:47 efter Fosser - og 1½ minut fra andenpladsen. Andreas Bock Bjørnsen måtte således se sig slået for første gang i Løberen Junior League i år - men han blev næstbedste dansker som nr. 6 - og fører stadig ranglisten helt suverænt. Også Mads Møller Skaug løb et løb i dag, han kan være rigtig godt tilfreds med. Han sluttede som nr. 8 i konkurrencen - og som 3'er blandt danskerne på ranglisten.

Dobbelt tjekkisk i D20E
De sejrsvandte danske juniorpiger måtte i dag se sig slået at to tjekkere og en schweizer. Bronzemedaljøren fra junior-VM 2018 på den lang distance, tjekkiske Tereza Janosikova vandt foran landsholdskammeraten, bronzemedaljøren fra junior-VM 2018 på mellemdistancen, Barbora Chaloupska.

Bedste dansker blev Agne Nørgård Kracht på en 4. plads - blot 49 sekunder fra sejren. Ida Øbro blev nr. 5, Lise Termansen løb endnu et flot løb og blev nr. 6, Vinderen fra fredagens sprint Ida Agervig Kristiansson blev nr. 7, Mathilde Smedegaard, der ligesom Lise har løbet rigtig godt på alle tre konkurrencer blev nr. 8 og Annika Simonsen, der stadig var lidt træt efter at have vundet de svenske mesterskaber i natorientering (dog uden at kunne få medalje, da hun bor i Danmark), løb en 9. plads i hus. Så alt i alt var det en række meget opmuntrende resultater, der viser at vi har en fantastisk bredde i toppen af dansk dame junior orientering.

Resultaterne fra dagens konkurrence finder du her: Resultater DS-lang, mens du kan finde tracking og resultater fra de øvrige dage her: Danish spring resultater.

Top tre i Løberen Junior League D20 fra venstre Ida Øbro, Agnes Nørgård Kracht og Lise Termansen

Top tre i Løberen Junior League H20 fra venstre Andreas Bock Bjørnsen, Søren Thrane Ødum og Mads Møller Skaug

 

Cecilie Friberg Klysner er tilbage på toppen med sin sejr i dag - og Emil Øbro sikrede sig 100 point i Trimtex Senior-Cup, med sin 3. plads. Foto: Rasmus Folino.

Tisvilde Hegn viste sig fra sin bedste side med solskin og høje varmegrader her den sidste dag med vintertid. Og det var ikke bare vejret der var godt - det var de danske præstationer også. Dagens mellemdistance var desuden fjerde afdeling af Trimtex Seniorcup og anden afdeling af Løberen Junior League.

Tredobbelt dansk i D20E
I D20E levede Ida Øbro op til favoritværdigheden, og fik dermed revanche efter gårsdagens sprint, hvor hun havde fejlklip. Hun var 25 sekunder foran Malin Agervig Kristiansson. Malin løb sig dermed i top tre for anden dag i træk. Tredjepladsen gik til Agnes Nørgård Kracht, der også fik revanche fra sprinten i går, hvor hun havde en dårlig dag og endte langt nede på resultatlisten. De tre pigers flotte præstation sætte i relief af, at fjerdepladsen gik til mellemdistance sølvvinderen fra junior-VM i 2018 - tjekkiske Barbora Chaloupska.

Efter to afdelinger i Løberen Junior League har Malin Agervig Kritiansson lagt sig sikkert i føring.

Sejr til Cecilie i D21E
I D21E fik vi dansk sejr. Cecilie Klysner vandt 29 sekunder foran norske Silje Ekroll Jahren - der dermed tog sin anden andenplads ved dette års Danish Spring.

Caroline Gjötterup blev nr. 10 og sikrede sig som næstbedste dansker gode ranglistepoint. Hun fører således Trimtex Senior Cup solidt. Der var også fine præstationer fra Miri Thrane Ødum og Nicoline Klysner, der sluttede som nr. henholdsvis 12 og 13.

Andreas igen bedste dansker
I H20E viste norske Kasper Fosser virkelig sin overlegenhed i dag, da han vandt med næste tre minutter foran gårsdagens 3'er, australske Aston Key. Andreas Bock Bjørnsen blev igen bedste dansker som nr. 5 - 46 sekunder efter Aston Key. Med to sejre i de første to afdelinger af Løberen Junior League ligger Andreas dermed meget sikkert i spidsen.

De næste to danske placeringer gik til H17-18 løbere. Søren Thrane Ødum viste rigtig god form ved at bliver 6'er yderligere 11 sekunder efter Andreas, mens Linus Agervig Kristiansson med sin 13. plads godt tre minutter efter Søren satte streg under, at familien Agervig Kristiansson er kommet rigtig godt igennem vinterens træning.

Emil Øbro nr. 3
Eneste eliteklasse uden dansk sejr blev H21E. Her vandt den 41 årige tidligere VM-medaljør, norske Anders Nordberg med 49 sekunder foran landsmanden Jon Aukrust Osmoen. På tredjepladsen var det til gengæld dansk. Emil Øbro løb et rigtig flot løb, og sikrede sig dermed 100 point til Trimtex Senior Cup. Klubkammeraten Björn Cederberg blev nr. 5, mens Tue Lassen sikrede sig 6. pladsen.

Resultater, o-track m.m. finder du på arrangørernes hjemmeside: http://www.danishspring.dk/results-media-2019/

Top 3 til Danish Spring i D20 blev også top 3 i Løberen Junior League. Fra venstre Malin Agervig Kristiansson (nr. 2), Ida Øbro (nr. 1) og Agnes Nørgård Kracht (nr. 3). 

Top 3 til i Løberen Junior League i H20. Fra venstre Søren Thrane Ødum (nr. 2), Andreas Bock Bjørnsen (nr. 1) og Linus Agervig Kristiansson (nr. 3). 

 

På en dag, hvor Danmarks store løbestjerne Anna Emilie Møller som bedste løber fra uden for Østafrika  erobrede en fuldstændigt fantastisk 15. plads, levede Danmarks syvdobbelte verdensmester i orienteringsløb, Maja Alm, næppe helt op til sine egne forventninger i de fantastiske rammer ved verdensmesterskaberne i Cross på hjemmebanen ved Moesgaards Museum i Aarhus.

"Jeg har virkeligt glædet mig til at løbe et verdensmesterskab på hjemmebane", fortalte Maja, der blot et par dage før løbet kom hjem fra en månedlang træningslejr i højderne i Kenya. I en kommentar til løbet vurderede Dansk Atletik Forbunds kommentator i TV2, at det i bagklogskabens klare lys nok havde været et sats at tage en første højdetræningslejr så kort tid før mesterskabet, men han var overbevist om, at Maja og hendes træner, Lars Lindstrøm, vil tage en værdifuld erfaring med videre til Majs fortsatte målrettede satsning mod at blive en endnu hurtigere løber.

IMG 0868

 Maja Alm - her ved VM i orientering 2018 - nr. 53 ved VM Cross

Majas placering blandt europæerne blev en flot 12. plads, og Majas tid på 39:55 var lige godt to minutter efter Anna Emilie og 3:40 efter vinderen, så Maja manifesterede sig som næstbedste dansker og som en europæisk topløber i Cross på den flotte 2 km rundstrækning, som blev gennemløbet 5 gange. Hver gang med en benhård stigning op til toppen af taget på det spektakulære Moesgaard Museum, der knejser oven for Marselisborg skoven lige syd for Aarhus.

Oppe foran  blev løbet vundet af favoritten Hellen Obiri fra Kenya foran Dera Dida og Gidey fra Ethiopien. Obiris vindertid var 36:14.

Trods atletiksatsningen regner vi med at se Maja med kort og kompas et par gange her i foråret. Næste gang som en af deltagerne på OK Pans hårdt satsende hold ved den svenske storstafet Tiomila sidst i april og sidst i maj måned som deltager ved DM Sprint i Grindsted.

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF