Nyheder-alle

b956e814fa1fcbad50bce7b8bf767c4e w740

DOF’s Venner arrangerer i samarbejde med DOF’s elitetræner Rasmus Folino en JWOC-målrettet træningslejr i Tyrkiet efter påske.

I den uge afholder de tyrkiske JWOC-arrangører en officiel træningslejr, hvor der vil blive mulighed for at træne på de nyeste JWOC-kort. Vi er i gang med at finde endnu en træner, der kan deltage.

Deltagelsen i træningslejren er begrænset til 10-12 deltagere. DOF’s Venner opfordrer juniorer, som satser målrettet mod JWOC til at søge om deltagelse i turen.

Send derfor din motiverede ansøgning til DOF’s Venner senest 1. marts 2020. Du skal begrunde din ansøgning med tidligere nationale og internationale resultater samt din motivation for at satse målrettet mod JWOC 2020.

Hvorfor støtter DOF’s venner denne JWOC træningslejr?
Det er i år exceptionelt, at DOF’s Venner har taget initiativ til en JWOC-forberedende samling. I den gældende elitestruktur er der ikke indeholdt træningssamlinger for en samlet juniorgruppe eller for JWOC-forberedelser i Tyrkiet.

Derfor håber vi i DOF’s Venner, at vi kan bidrage til at give juniorerne gode muligheder for at forberede sig til udfordringerne til JWOC i Tyrkiet ultimo juni.

Samtidig giver samlingen også trænere og løbere en mulighed for at skabe den gode sociale ramme fra den tidligere juniorelitegruppe.

På bestyrelsens vegne/Charlotte Thrane

Send din ansøgning til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. senest 1. marts 2020

Foto: Jeppe Ruud

repmoede2018

Mødemappen til repræsentantskabsmødet 2020 er nu publiceret på hjemmesiden.

Årets repræsentantskabsmøde afholdes i Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby, lørdag den 7. marts med registrering og kaffe fra kl. 9.00 og mødestart fra kl. 09:30.

Årets møde vil som en del af programmet indeholde orientering fra udvalgte områder mellem kl. 14:00 - 16:00.

Du finder mødemappen og anmeldelsesblanket via linket herunder.

Download mødemappe mm. her

Tilmelding til repræsentantskabsmødet foregår enklest gennem O-service - læs mere herom i mødemappen.

2ef62ded3f8174bae2a9a6334bbbb909 w740



DOF's kommunikationsområde inviterer til fotoworkshop i forbindelse med Danish Spring-mellemdistancen d. 28. marts.

Workshoppen varer hele dagen og kommer rundt om grundlæggende kameraviden, planlægning af fotografi ved større stævner og giver god tid til at fotografere i skoven med sparring fra underviserne.

Det er gratis at deltage, men der er sat et loft over deltagerantallet på otte stk.

Kursusbeskrivelse:
På workshoppen lærer du at bruge dit kamera på en god måde, når du skal tage billeder af orienteringsløbere og MTBO-ryttere.

Du lærer også om hvilke steder i skoven, der giver de bedste billeder, hvordan du i Condes laver kort til fotograferne og hvordan fotoarbejdet kan planlægges med en gameplan ud fra fotoposterne, startlister og hvilke løbere du/i gerne vil fotografere (eksempelvis ungdoms- eller eliteklasser).

Endelig afsætter vi også god tid til den praktiske del, hvor du får erfaring med sportsfotografering efter en fælles gameplan, under et intensivt stævne (Danish Spring mellemdistancen). Du lærer også om enkel billedredigering og at publicere dine billeder effektivt på stævnets Facebook-side.

Workshoppen er både for dig, der fotograferer – eller måske videofilmer – og dig, der planlægger fotoarbejdet sammen med banelæggerne.

Du finder hele indbydelsen her.

Tilmelding foregår i O-service.

 

Skrevet af Katja Brunstedt

2019 blev et forrygende år for dansk MTBO. Et fantastisk VM på hjemmebane i og omkring Viborg som fik stor ros fra det internationale MTBO samfund. Og et landshold (ungdom, junior og senior) som præsterede stort hele året og hjemtog den ene medalje efter den anden ved årets internationale stævner. Hele 12 EM-medaljer og 11 VM-medaljer blev det til. Det bliver spændene at se hvad det kan blive til i 2020, men det bliver nok svært at tangere eller slå 2019.

Holdbillede

MTBO Landsholdet til World Cup / Junior-og Ungdoms-EM, Rabenberg 2019 

2020 byder på både EM i Portugal, VM i Tjekkiet og en afsluttende 3. World Cup runde i Finland. Men inden vi når så langt, er der andre aktiviteter på agendaen for rytterne.

I slutningen af januar blev årets første landsholds-samling afholdt i Birkerød. Mere om det kan læses i en tidligere nyhed.

I slutningen af februar drager alle junior- og senior-rytterne på en uges træningssamling på Gran Canaria. Der er lagt op til en uge med op til 5-6 timer i sadlen hver dag i stærkt kuperet terræn. Sammen med vinterens mange mange timers grund-træning, skulle det gerne være med til at lægge et rigtig godt grundlag for gode præstationer i 2020.

I slutningen af april arrangeres der som vanligt MTBO-Camp på dansk jord, denne gang med base i Tisvildeleje. Campen har nu været afholdt i mere end 10 år og har altid været et stort tilløbsstykke for en stor del af verdenseliten og dermed en rigtig god mulighed for at måle sig mod de bedste tidligt på sæsonen. Sidste år blev campen afholdt i Viborg, hvorfor den af rigtig mange landshold blev brugt som forberedelse til VM der som bekendt blev afholdt i samme område senere på året. I år er der ikke helt det samme incitament for at deltage i campen, men mon ikke der dukker mange op alligevel. I hvertfald er der allerede tilmeldt over 250 deltagere til de maksimalt 300 pladser og udover hele det danske landshold også ryttere fra det svenske, franske og tjekkiske landshold.

Henover året arrangeres endvidere et antal afdelinger af den hjemlige MTBO-Cup (Trimtex Cup for H/D21) som i år byder på hele 21 afdelinger med løb fredag-lørdag-søndag i 6-7 weekender. Her forventes det også at landsholdsrytterne i videst mulig omfang stiller til start.

Senior-, Junior- og Ungdoms-EM (samt World Cup runde 1):

Første store internationale konkurrencer bliver EM (og World Cup runde 1) i midten af maj i det sydlige Portugal lige nord for Faro. Her vil de danske junior-ryttere skulle dyste i Sprint, Mellem-distance, Lang-distance og Stafet. For seniorerne står den på Mellem-distance, Masse-start (lang) og Mixed-Stafet. Sprinten kommer til at foregå i forholdsvist fladt terræn med både skov og urbane områder, med et tæt sti-billede. Der venter sandsynligvis tricky baner hvor der skal køres meget stærkt og undgås fejl for at kunne gøre sig gældende.

Kort EM Portugal 2

Kortudsnit fra de Portugisiske terræner

Mellem-distancen går i lidt mere kuperet typisk middelhavs-terræn og lang-distancen/mass-start i en kurve-fattig blanding af fyrreskov og urbane park-områder med et tæt sti-billede krydret med sandede områder. Til stafetten venter middel kupering med mange stier i både skov og urbane områder. Generelt præsterer de danske ryttere godt i de fleste terræntyper, så det håber vi gentager sig i Portugal i maj.

Danske Mesterskaber:

Midt i juni, står den på de danske mesterskaber der i år afvikles på Djursland. DM lang byder på et gensyn med Fussingø og Ålum og DM Mellem køres i Ebeltoft Plantage på VM-kortet fra 2019. DM sprint foregår i Grenaa Midtby på helt nytegnet kort.

Senior- og Junior-VM (samt World Cup runde 2):

VM køres i år i Tjekkiet, nærmere bestemt ved Jeseník i det nord-østlige hjørne af Tjekkiet. VM byder på Sprint, Masse-start, Mellem, Lang og Stafet for både Junior og Senior. Mellem og Lang køres i hurtigt fladt terræn med et middel-tæt sti-billede krydret med enkelte dybe og stejle slugter. Sprint køres delvist i by og i stejl skov med tekniske udfordringer. Arrangøren skriver: “many technical tracks that demand attentive map reading and precise riding technique”. Masse-starten bliver en hård omgang med mange og lange stigninger på krævende stier.

Selvom Danmark er forholdsvist fladt, så gør det danske ryttere det ofte forbavsende godt i kuperet terræn – lad os håbe det gentager sig ved VM i Tjekkiet til sommer.

Kort VM Tjekkiet

Kortudsnit fra VM terrænerne

De danske ryttere får god mulighed for at forberede sig til VM. I juli måned arrangeres der nemlig et 4-dages MTBO stævne Orient-Express i Svratouch ikke langt fra Jesenik. Dette arrangement efterfølges af et par dages pre-VM træningslejr. Derefter er der et par timers køretur til Østrig hvor der venter endnu et par dages træningslejr i Østrig, efterfulgt af 3 konkurrencer til Austrian MTBO Days. Det meste af det danske landshold forventes at deltage i disse arrangementer selvom det er på eget initiativ og selvbetalt.

World Cup runde 3:

Den internationale kalender for 2020 rundes af med World Cup for seniorerne i midten af September i Lahti i Finland. World Cup afslutningen byder på Masse-start, Sprint og Mix Stafet. Der skal køres i forholdsvist fladt, typisk nordisk terræn med indslag af urbane områder og stier af varierende kørbarhed. Sti-nettet vil mestendels være forholdvis tæt og stille krav til god og hurtig kortlæsning.

Finland kortudsnit

Kortudsnit fra de finske World Cup terræner

VM i 2021 skal også køres i Finland, og det kan derfor forventes at en del junior-ryttere også drager mod Finland og for egen regning deltager i World Cuppen på ”tomme” pladser for at forberede sig og høste værdifuld erfaring med terræntypen. Endvidere afvikles der samtidig årets Veteran VM for dem over 40, så forhåbentligt er der en masse danske tilskuere der kan heppe på landsholdsrytterne ved denne lejlighed.

2020 bliver således endnu et spændende år med vigtige konkurrencer for landsholdsrytterne i meget forskellige terræn-typer. For os herhjemme, som forhåbentlig kan følge med live med on-line tracking, er det bare at heppe og håbe på lige så gode præstationer som i 2019.

 

2020 AMOK Metroloeb
Sprudler din hjerne med ideer til orienteringsløb, som kan rekruttere nye løbere? Så er det nu, du skal få ideerne ned på papir. DOF udlodder nemlig tre-fem puljer til folk, der kan få nye og spændende initiativer ført ud i livet.

I sensommeren 2020 ønsker DOF at lancere en række aktiviteter, der skal understøtte lanceringen af Motionsorientering.dk.

Derfor indbyder DOF enkeltpersoner i de tre kredse til at byde ind på opgaven med at arrangere en række motionsorienteringsløb.

Det helt afgørende er, at løbene kan tiltrække nye, uerfarne deltagere, som ønsker at prøve kræfter med orienteringssporten på motionsplan.

Vi vægter især oplæg som:

• Sænker barriererne for at deltage og for at komme ind i sporten. Det kan fx være et særligt fokus på byorienteringsløb, som er nemme at komme til og nemme at tackle for nye løbere.
• Bygger op til et længere forløb, så deltagerne når at få en social forankring i et lokalt klubmiljø.
• Afprøver opbygningen af en større event rundt om selve orienteringsløbet.
• Samarbejder med andre parter, så løbene når nye målgrupper.
• Har et overordnet koncept, som er nemt at markedsføre, og som er nemt for andre klubber eller enkeltpersoner at kopiere.

Løbene skal koordineres med lanceringen af Motionsorientering.dk. Her er det målet, at sitet går i luften i (sen)sommeren 2020. Derfor vil der formodentlig være tale om løb, som skal afvikles fra juli – oktober 2020, men de endelige datoer kan blive justeret.

Arrangøren skal stå for alle de normale opgaver: Banelægning, tilladelser, annoncering og afvikling af løbet. Løbene bliver synliggjort på Motionsorientering.dk, men arrangøren skal også arbejde med anden markedsføring og gerne udvikle DOF’s erfaring med at nå ud til nye målgrupper.

Midlerne i puljen kan ikke gå til afvikling af klubbernes normale træningsløb, men skal skabe nye initiativer, som når nye målgrupper på nye måder. Løbene må dog gerne være åbne for erfarne orienteringsløbere, så de nye løbere møder de lokale klubbers sociale liv.

Penge til løn og udgifter
Hvert løb i serien vil blive støttet med et honorar til løbsarrangøren på 4.000 kr., og der vil være mulighed for at få dækket yderligere 1.000 kr. til personlige udgifter som transportgodtgørelse osv. Der er via projektet ligeledes mulighed for at få op til 1.500,- kr. pr. aktivitet til markedsføring eller leje af udstyr.

Som udgangspunkt vil DOF gå efter at tildele midlerne, så der kommer aktiviteter i alle tre kredse (Nord, Syd og Øst). Målet er dog ikke en ligelig fordeling af midlerne, men at støtte nyskabende projekter.

Ansøgerne kan både være enkeltpersoner og grupper af personer, men ikke klubber, da midlerne ikke kan gå til at støtte klubbernes sædvanlige aktiviteter. Aftalen indgås direkte med ansøgeren.

Efter afviklingen skal der afleveres en beskrivelse af de opsamlede erfaringer inkl. deltagerantal og beskrivelse af, i hvor stort omfang det lykkedes at få deltagerne motiveret og kanaliseret videre ind i sporten.

Du skal indsende beskrivelsen af dit projekt senest 15. marts 2020. Har du spørgsmål, kan du kontakte udviklingskonsulent Ernst Poulsen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., tlf.: 53 53 73 74 eller DOF’s direktør Kenneth Majkjær Mikkelsen, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., tlf.: 51 86 60 71.

Midlerne til projektet kommer fra Danmarks Idrætsforbunds Initiativpulje og er derfor øremærket til lanceringen af tilmeldingsplatformen motionsorientering.dk. De nye aktiviteter skal støtte op om den lancering.

Foto: Ernst Poulsen

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF