Nyheder

Noah Mål Høker

 Foto: Målgang ved Noah Tristan Hoffmann (Laura Superlau Choosy Scaravonati)

Her dagen efter den sidste distance er kørt ved Dansk MTBO Camp 2019 sidder de fleste deltagere nok tilbage med lidt ømme ben, som helt grundlæggende trænger til noget restitution. Årets MTBO Camp blev traditionen tro afsluttet med en Høker distance, denne gang henlagt til Silkeborgskovene, hvor der i rigeligt omfang blev kørt højdemeter ind på træningskontoen. Den slags har det jo med at give lidt udslag på fysikken når det følger som den afsluttende øvelse efter 4 dages (for pre-Camp deltagerenes vedkommende faktisk 8 dages) forudgående intensiv træning.

Selvom MTBO Camp i udgangspunktet er et træningskoncept, så bliver dagene som hovedregel afviklet som løb med tidtagning om formiddagen. Om eftermiddagen tilbydes der i tillæg teknisk træning af skiftende karakter, evt. med indlagte momenter. Dette er selvfølgelig noget som falder i smag for det store kontingent af landsholdsryttere fra de mange lande som jo netop kommer til Camp’en for at få så meget relevant træning i bogen som muligt. Og i et år hvor MTBO junior- og senior VM skydes i gang med Viborg som værtsby sidst i juli var det i landsholdssammenhæng en stor succes at lægge årets Camp med centrum i selv samme Viborg. De fleste af de større MTBO nationer var godt repræsenteret, enten ved Camp’en, ved før-omtalte pre-Camp som blev afholdt samme sted i dagene op til, eller for manges vedkommende begge dele. Med både løb og træninger henlagt i særdeles VM-relevante terræner, har deltagerne fra de mange nationer nu tilegnet sig god viden om alt fra stævnecenter, over korttegning, til hvilke terræntyper de kan forventes at møde i løbet af VM dagene.    

Efter en fantastisk påskeuge hvor der knapt har været en sky på himmelen og temperaturerne har været ideelle til MTBO, var der heller ikke langt mellem smilene i de deltagendes ansigter. Læg dertil at med nærmest perfekte køreforhold, gode og udfordrende baner lagt af arrangør holdet og totalt 9 dage godt styret med tilpas afslappet tilgang af stævneleder Bjarne Hoffmann og løbsansvarlig Johan MacLassen i fællesskab, var der heller ikke mange af deltagerne der havde rigtigt travlt med at vende næserne hjemad mod hverdagen igen.  

Bjarne og Johan

 

Resultatmæssigt blev det også en opløftende uge for en række af de danske landsholdsryttere som dermed fik præsenteret det nye Trimtex landsholdstøj på fineste vis. På seniorsiden satte Camilla Søgaard (Horsens OK) sig tungt på dame elite feltet med sejre på stribe. Hun blev efterfulgt af Cæcilie Christoffersen (OK ØST Birkerød) som leverede konsistente top 6 placeringer. Af lyspunkter på herre elite siden skal Oliver Friis’ (Horsens OK) 4 plads på ultra lang distancen i det stærke felt fremhæves og så selvfølgelig den flotte 3. plads som sidste års juniorrytteren Thomas Steinthal (FIF Hillerød) satte sig på ved torsdagens mellemdistance i Haunstrup.

Blandt ungdoms- og junior deltagerne var der også flere flotte danske præstationer. Med fokus på de 2 løb som indgår i Young Guns World Series 2019 (World Cup for hhv. ungdoms- og juniorryttere) blev det til gode point i regnskabet til juniorpigerene Birka Øhlenschlæger (Silkeborg OK), Christine Reibert Hansen (Allerød OK) og Annika Henriksen (Svendborg OK), de 2 første specielt gennem hver deres 5 plads på de forskellige dage. Endnu bedre gik det for Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød), som med en delt sejr samt en 2 plads umiddelbart ligger som nummer 3 på den opdaterede rankingliste. Første års junior Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød) nappede ligeledes en sejr og en 2 plads og tager dermed spidsen i rankingen efter afholdelse af de første 4 løb. Endnu mere overlegent ryddede ungdomsrytteren Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK) podiet begge dage med 2 endog meget klare sejre og lagde sig dermed i spidsen for årets Young Guns World Series.

Selv om konkurrencen selvfølgelig spidser yderligere til når der blæses op til VM om 3 måneder, så er der gode signaler at aflæse af de danskes præstationer i Camp ugen. Resultaterne repræsenterer på tværs af køn og aldersklasser meget godt de individuelle rytteres formudviklingskurver som forhåbentlig lover godt frem mod det kommende junior- og senior VM på hjemmebane til sommer. Den fysisk tunge vintertræning er nu overstået og der er nu tid til at få pudset detaljerne i o-teknikken af, samt at optimere løbs-tempo hen over den resterende del af foråret og den tidlige del af sommeren.

Udover de danske landsholdsryttere, deltog selvfølgelig også et stort antal andre danske MTBO-ryttere, både unge og gamle. De fik også kamp til stregen af ryttere fra mange andre nationer. Både i børne- og masters-klasserne var der mange danske top placeringer, og alle motionisterne virkede også yderst tilfredse med campen’s udfordringer.

Alle resultater mm. findes på MTBO Camp hjemmesiden.

Skulle tilfældet være at du som læser dette, sidder og tænker at det også kunne have været sjovt at være med, så fortvivl ej. Der bydes igen op til træning, hygge og socialt samvær på tværs af landegrænser og aldersniveauer når den 15 udgave af Dansk MTBO Camp afvikles hen over Store Bededagsferien i dagene 6-10. maj 2020. OK ØST Birkerød er arrangør, stævnecenter er henlagt til Tisvildeleje på Nordsjælland og tilmeldingen forventes at åbne allerede i efteråret. Følg med på MTBO Camp hjemmesiden for opdateringer og nyheder.

Omkring 2000 løbere har de seneste tre dage nydt godt af det flotte påskevejr i det vestjyske, hvor Herning OK og Vestjysk OK har sørget for at stable det traditionsrige Påskeløb på benene.

Og de, der fulgte H21-klassen på den afgørende tredje etape i Stråsø lørdag, fik masser af spænding at gå hjem på.

Her lykkedes det nemlig den nykårede danske mester på ultralang-distance, norske Emil Ahlbeck fra OK Pan Aarhus, at snuppe sejren - bare otte sekunder - foran Rico Hejlskov Mogensen, St. Binderup OK.

Rico var hurtigst på lørdagens etape og lykkedes faktisk med at indhente de 1.26 minutters forspring, som nordmanden havde opbygget over de første to etaper. Det skete omtrent halvvejs på dagens 12 kilometer lange jagtstart, og først på de allersidste poster lykkedes det for Ahlbeck at rykke sig fri af parløbet og løbe den samlede sejr hjem.

Den sidste podieplads løb Henrik Rindom Knudsen, OK Melfar, sig ind på uden de store nerver. Han havde mere end 15 minutter op til Påskeløbets to hurtigste herrer, og fire minutter ned til Laurits Bidstrup Møller, Silkeborg OK, der blev nummer fire.

Cecilie Klysner - her med præmien for sejren på fredagens etape - endte også med den samlede sejr. Foto: Påskeløbets Facebookside.

I D21 havde landsholdsløber Cecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød Orientering, slået det meste af spændingen ihjel på forhånd, idet hun med to etapesejre løb afsted med et forspring på mere end seks minutter til landsholdskollegaen Caroline Gjøtterup som nærmeste forfølger.

Og selv om Cecilie ikke var hurtigst på dagens etape og smed minutter tidligt på banen, løb hun alligevel alene i mål til sejr. Bag ved hende skete der ting og sager, da både Emma Klingenberg, Faaborg OK, og sidsteårs-junioren Agnes Kracht Nørgaard, Tisvilde Hegn OK, havde masser af fart i skoene og satte sig på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Caroline Gjøtterup blev nummer fire.

I H20 løb Mads Skaug, OK Pan Aarhus, der for nylig blev en del af juniorlandsholdstruppen, sig til en klar sejr med mere end fem minutters margin til Linus Kristianssson, OK SNAB. Mikkel Lyskjær, Farum OK, blev treer.

Så var der mere spænding om sagerne i H18, hvor Lukas Becker, Søllerød OK, indhentede knap to minutter på førststartende Theis Munktved, Allerød OK, og vandt med 16 sekunders forspring. 

D20 bar præg af, at de ældste juniorlandsholdløbere havde meldt sig op i D21, og sluttede derfor med norsk sejr. I D18 har Søllerød OK sat sit præg på klassen i årets første måneder - og det fortsatte i dag, hvor der var Søllerød-løbere på de tre øverste podiepladser. Førststartende Alberte Kaae-Nielsen holdt fast i sin placering, mens Mathilde Smedegaard og Camille Næstoft Juhl begge løb sig forbi Hedvig Gydesen, Melfar OK, der ellers startede i anden position på jagtstarten.

Der er masser af resultater og Winsplits på Påskeløbets hjemmeside, GPS-tracks på O-Track, og mange fine billeder fra solskinnet på Påskeløbets Facebookside.

 

 

Skærtorsdag tager flere end 1800 løbere hul på det traditionsrige Påskeløb, der i år løbes i Nr. Vosborg, Sdr. Vosborg og Stråsø med Herning OK og Vestjysk Orienteringsklub som arrangør.

Og for arrangørerne har planlægningen af tredje etape i Stråsø været særlig, fordi et hold forskere tidligere på året opdagede et ulvepar, der potentielt kunne yngle i løbet af foråret.

Derfor har arrangørerne været i tæt dialog med Naturstyrelsen Vestjylland om at tilpasse banerne på tredje etape til et mindre område af Stråsø, så både dyr og mennesker kunne færdes i plantagen uden problemer.

Naturstyrelsen skriver på sin hjemmeside om forløbet

Du finder 2019-udgaven af Påskeløbets hjemmeside her.

I slutningen af juli bliver Viborg centrum for MTBO'ere fra hele verden, når både VM og Junior-VM køres i dagene 28. juli - 3.august.

Og der er gode muligheder for både at følge mesterskaberne på nærmeste hold og samtidig få kørt en masse fed MTBO i løbet af ugen til publikumsløbene Viborg MTBO 6-days.

Fire af løbene køres i VM-terrænet umiddelbart efter VM-løbene - og det betyder som bekendt nytegnede VM-kort og meget erfarne banelæggere.

Tilmelding til Viborg MTBO 6-days foregår via http://my2.raceresult.com/120892/info?lang=dk - og altså ikke O-service.

Der er tilmeldings- og betalingsfrist d. 21. juni, men hvis du er hurtigt ude og klarer detaljerne senest 24. maj er der omkring 20 procent af spare. Der er også mulighed for at tilmelde sig enkelte af løbene.

Hjemmesiden for hele arrangementet finder du her.

 

MTBO Camp

 

Det er i skrivende stund godt 3 måneder til det brager løs ved et af årets absolutte højdepunkter på den internationale MTBO kalender. I slutningen af juli går startskuddet for MTBO VM for senior og junior som i 2019 afholdes i og omkring Viborg. Som et led i forberedelserne hen imod mesterskaberne er der trommet sammen til en omfattende træningslejr hen over påskeugen i Viborg og omegn. Her foregår den 14 udgave af den danske MTBO Camp, som har været afholdt i alle år siden præmieren i 2006 og som denne gang lokker med løb og teknisk træning i super VM relevante terræner.

Som et nyt tiltag i år er der også åbnet for en pre-MTBO Camp som byder på yderligere 4 dage med træninger udelukkende forbeholdt landsholdsryttere fra de tilmeldte nationer i dagene op til den egentlige Camp. Umiddelbart opstod idéen om at afholde pre-Camp fra arrangørens side som et resultat af at flere af de tunge nationer normalt har nationale arrangementer i påskedagene som deres ryttere forventes at deltage i. Dette ville gøre at flere af landenes landsholdsryttere på papiret ville være forhindrede i at deltage i selve MTBO Camp’en og dermed stå med knapt så gode kort på hånden under det kommende VM. Arrangørholdet havde et ønske om at gøre hvad de kunne for at skabe fair konkurrencevilkår til VM og besluttede at lægge en ekstra indsats for at tilbyde alle nationer optimale betingelser for at stå med gode erfaringer til sommerens mesterskaber og idéen med de ekstra træningsdage var dermed født. De danske landsholdsryttere er i øvrigt kraftigt involverede i afviklingen af pre-Camp hvor de blandt andet står for banelægning, postudsætning, køkkentjanser og andet forefaldende arbejde, så der bliver rigeligt at se til for dem alle i løbet af påskeugen.

Selve MTBO Camp er åben for alle på tværs af alder og erfaringsniveau og plejer også at være et tilløbsstykke for andre dedikerede MTBO’ere. Der er i år sat en maksimum grænse for deltagerantallet på omkring 300 ryttere til årets Camp. Det var der mange som tidligt havde bidt mærke i og det var med at være hurtig ved tasterne hvis man skulle sikre sig en plads på deltagerlisten som blev fuldtegnet allerede et par uger efter at tilmeldingen åbnede.

Der er blandt ledere og ryttere bred enighed om at påsken og dermed pre-Camp og MTBO Camp rammer godt i sæsonforberedelserne i år. Landstræner Lasse Brun Pedersen uddyber at den kommende periode ligger perfekt mht. forberedelsen til VM. De danske landsholdsryttere ankommer med en solid fysisk vintertræning i bagagen og får her mulighed for at få mange timers intensiv træning på kort på et godt tidspunkt inden sæsonstart, hvor der efterfølgende er tid til at få rettet ind efter behov inden Senior EM (og første World Cup afdeling) i Polen i juni og det efterfølgende VM. Og man må sige at arrangørerne har ramt plet med deres tilgang. Event Director for MTBO Camp Bjarne Hoffmann melder om at setup’et har været et sandt tilløbsstykke for mange landsholdsryttere fra flere nationer som noget overvældende har sagt pænt ja tak og tager den fulde pakke med både pre-Camp og Camp.  Der er således for en stor del af den absolutte verdenselite lagt op til træninger af høj kvalitet 9 fulde dage i træk, de fleste dage med 2 pas hver dag.

Ud over at byde på de bedst mulige forberedelser i VM relevant terræn, kan deltagerne i Camp arrangementerne også se frem til at stifte bekendtskab med samme stævnecenter og indlogering som skal benyttes i VM dagene. Derudover byder MTBO Camp’en også på løb med baner lagt af hhv. Bjarke Refslund og Erik Skovgaard Knudsen, som begge er at finde som banelæggere ved årets VM. Og så har VM korttegner Erik Flarup også været med inde over fremstilling af kortmaterialet som benyttes til Camp’en. Der er dermed lagt op til en ramme som over hele paletten giver mulighed for optimale VM forberedelser og en ramme som giver de bedste forudsætninger for fair play på tværs af landegrænser når det går løs i juli.

Slutteligt skal det også nævnes at 2 af løbene under MTBO Camp indgår i årets udgave af Young Guns World Series, en serie på i alt 12 løb for ungdoms- og juniorryttere. Formålet med løbsserien er at udvikle evner, få nye venner på tværs af landegrænserne og at have det sjovt når der køres løb i de forskellige terræner. Men mon ikke der også vil være nogen som går benhårdt efter sejren i de enkelte løb? Der er i hvert fald lagt op til at der bliver kåret sammenlagte vindere i de forskellige klasser ved sæsonens afslutning og der er også prestige i at vinde afdelinger i denne World Cup for fremtidens senior-stjerner. Nationer som Tjekkiet, Østrig og Finland stiller alle med stærke hold og dermed er der lagt op til gode konkurrencer hvor der bliver givet indikationer på hvad niveauet er og et fingerpeg om hvor de danske ryttere ligger i forhold til konkurrenterne.

Mere info på Camp hjemmesiden. Alle træninger fra pre-Camp samt de daglige løb fra selve Camp'en bliver lagt op på den nye platform O-Track. Løbene bliver aktiveret umiddelbart efter at sidste startende er stukket i skoven de enkelte dage. Interesserede kan følge med på O-Track hjemmesiden eller via deres App.

 

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF