Nyheder

2021 CS fejring1

Camilla Søgaards flotte præstationer ved MTBO-VM i Finland i juni, hvor hun kørte to guldmedaljer hjem, blev fejret med en reception i Horsens Orienteringsklub i den forgangne uge.

Borgmester Peter Sørensen (billedet) og formanden for kultur- og civilsamfundsudvalget Jakob Bille fra Horsens Kommune ønskede Camilla et stort tillykke med det dobbelte verdensmesterskab og takkede hende for at være et godt forbillede for aktiv idræt i Horsens Kommune – hvad enten det er på eliteplan eller på motionsplan.

Camilla har været medlem af Horsens Orienteringsklub i mere end 20 år, så hun er et kendt og vellidt medlem af klubben. Der var derfor mange fra klubben, der gerne ville hædre hende for at være blevet verdensmester på langdistancen og i kvindestafetten, som hun kørte sammen med Cæcilie Christoffersen og Nikoline Splittorff.

2021 CS fejring2

Camilla holdt et levende oplæg, hvor hun fortalte om sine løb ved VM krydret med vejvalg og fjernsynsoptagelser fra løbene.

Camilla har siden 2013 hver eneste år vundet en eller flere EM- eller VM-medaljer. Det er i alt blevet til 16 medaljer: 4 af guld (heraf 3 VM-medaljer), 5 af sølv og 7 bronzemedaljer.

Selvom langdistancen og massestarter er hendes favoritter, har hun taget medaljer på i alle MTBO-discipliner: Lang-, massestart, mellem- sprint- og stafetter. Alt i alt en imponerende præstation.

Fotos: Ole Søgaard, øverst - Karl Ditlevsen, nederst
Tekst: Susanne Reindahl

 

Udtagelsen til den afsluttende runde World Cup løb, der skal løbes i det nordlige Italien d. 30/9-3/10, udskydes til fredag d. 3. september.

Holdet skulle i føgle udtagelseskriterierne blive offentliggjort mandag d. 30/8. Da der er mange løbere i spil til pladserne, har landsholdsledelsen vurderet, at der skal bruges mere tid til at komme hele vejen rundt, og få kontaktet alle relevante løbere.

Læs udtagelseskriterierne her.

2021 DMMellem Podie

 

Deltagerne ved lørdagens DM Mellem i Grejsdalen kunne glæde sig over at orienteringsidrætten nærmest er tilbage i vante rammer efter coronarestriktionerne, der har skabt store udfordringer i det seneste halvandet år.

Forhåbentligvis havde de også husket at træne løb i bakker, for dem var der rigeligt af i det kuperede terræn nord for Vejle.

Og holdt de øje med eliteklasserne, kunne de især i H21 opleve et vanvittig tæt opgør.

Her løb førsteårs-senioren Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan Aarhus med guldet med bare ét sekunds forspring til Magnus Dewett fra dagens arrangørklub, OK Snab, der gjorde et flot DM-comeback. Afstanden til bronzemedaljen var heller ikke stor: Den løb Emil Øbro med – 10 sekunder langsommere end Andreas.

Forinden var gået 4,5 kilometer med 430 meters stigning, hvor de tre løbere havde ligget ganske tæt. Andreas Bock førte på den første halvdel af banen, så havde Emil Øbro føringen i nogle poster inden Pan-løberen tog føringen tilbage og til sidst kunne løbe over målstregen som vinder.

Sidste års danske mester på mellemdistancen, Jakob Edsen, startede ikke i dag.

Så spændende var det ikke i D21, hvor Nicoline Klysner, FIF Hillerød løb med sejren med mere end halvandet minuts forspring til Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK. Først på banen var det den forsvarende mellemdistance-mester – og Nicolines søster, Cecilie - der førte an, men efter et tidstab på post 4 overtog Nicoline føringen og slap den aldrig igen. Med dagens flotte sejr og World Cup-deltagelsen tidligere på måneden ser hun på glædelig vis ud til at være forbi tidligere skadesproblemer.

Cecilie kunne dog glæde sig over en bronzemedalje i dag – 2.20 min. efter Nicoline.

Damejuniorklasserne bød også på overbevisende sejre: I D20 vandt den førende i Løberen League, Hedvig Gydesen, OK Melfar med over to minutter foran to Søllerød OK-løbere, Mathilde Smedegaard Madsen og Alberte Kaae-Nielsen.

Malin Agervig Kristiansson blev registreret med fejlklip.

Og i D18 var Eva Örnhagen Jørgensen endnu hurtigere end D20-løberne på samme bane og vandt med halvandet minut ned til Amalie Ertmann, Allerød OK og med Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød yderligere 21 sekunder efter.

I H20 levede Søren Thrane Ødum, OK Øst op til favoritrollen og vandt med knap halvandet minuts forspring til Elias Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK, mens Gustav Vinther Østermark Jensen, Kolding OK snuppede bronzen.

H18 endte med en Allerød OK-sejr til Oscar David Broman Jensen, der var 13 sekunder foran Mathias Buchgreitz, Søllerød OK og med Jonas Damm Als, OK Pan på tredjepladsen.

Find resultater og stræktider på DM Mellems hjemmeside - og se kort og vejvalg på O-track (husk at dele dit eget track;-) )

Foto: Troels Christiansen

2020 DMMellem JakobEdsen

 

Lørdag eftermiddag skal efterårets første danske mestre i orienteringsløb findes, når OK Snab arrangerer DM Mellem i Grejsdalen – lige nord for Vejle.

Der venter således de omkring 500 deltagere en bakket tur i sensommerskoven, hvor der skal holdes godt styr på de mange kurvedetaljer for at lykkes.

Eliteklasserne er flot besat med masser af landsholdsløbere, der helt sikkert vil give hinanden kamp til stregen for at kunne rejse hjem med en guldmedalje om halsen.

I D21 er Cecilie Klysner, FIF Hillerød forsvarende dansk mester på mellemdistancen og med i lørdagens felt en uge efter hendes imponerende, lynhurtige andentur i den finske Venla-stafet – læs mere om stafetten her.  

Hun skal dog holde norske Andrine Benjaminsen, OK Pan og landsholdskolleger som Ida Agervig Kristiansson, Annika Simonsen, Agnes Kracht bag sig for at løbe med guldet igen.

Hos herrerne er Jakob Edsen, Aarhus 1900 Orientering også klar til at forsvare sin guldmedalje fra Nordsjælland i fjor.

Dengang lykkedes det akkurat at holde Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK bag sig med 12 sekunder i Aggebo-Græsted Hegn – mon ikke Emil er sulten efter revanche? Eskil Schøning, OK Pan og Rasmus Møller Jess, OK Roskilde ligner også gode bud på medaljevindere i bakkerne på lørdag.

Ranglisterne spidser til
Lørdagens danske mesterskaber er samtidig endnu en mulighed for at samle point til både juniorernes og seniorernes rangliste – hhv. Løberen League og Trimtex Senior Cup.

Her er det ved at udvikle sig til lidt af en gyser hos juniordamerne, hvor kun to point skiller Hedvig Gydesen, OK Melfar og Malin Agervig Kristiansson, OK Snab, der har skrabet henholdsvis 546 og 544 point sammen i de første seks af otte afdelinger. De er begge med i D20 lørdag.

Hos juniorherrerne er Linus Agervig Kristianssons (OK Snab) føring noget mere komfortabel – idét klubkammeraten Jeppe Edvardsen er mere end 40 point efter på andenpladsen. De er også begge på startstregen lørdag, hvor Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød også er tilmeldt - og stiller han til start, ser han ud til at være svær at slå efter den imponerende ottendeplads i seniorernes World Cup tidligere i august.

Seniorerne er kun halvvejs igennem deres seks afdelinger, og her deler Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK og Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK føringen hos herrerne.

I dameklassen er Cecilie Klysner og Agnes Kracht, THOK stukket lidt af fra de øvrige konkurrenter med hhv. 290 og 280 point på de øverste pladser.

Dyk ned i de aktuelle stillinger på ranglistesiden på DOF's hjemmeside.

Der er mere information om lørdagens DM Mellem på løbets hjemmeside, hvor der også dukker et link til liveresultater op. Første start går kl. 12.

Dagen efter arrangerer OK Melfar i øvrigt løb lige på den anden side af Lillebælt – i Staurby Skov.

Foto: Jakob Edsen på vej mod DM Mellem-guldet i 2020 - af Erling Thisted.

2019 dmstafet

 

I de seneste to weekender har klubberne kunne skrabe point sammen i stafetligaen, der er indført i år for at sætte særlig fokus på stafetdisciplinen, der har høj prioritet i DOF’s elitearbejde i disse år.

Ved SM Stafet i forrige weekend løb Tisvilde Hegn OK og FIF Hillerød med sejrene, mens Silkeborg OK snuppede førstepladserne i både D 21 og H21 i lørdagens JFM Stafet i Hastrup Plantage.

Efter de to skovstafetter - som udgør fire afdelinger i stafetliga-sammenhæng - er status, at FIF fører ligaen med solide 32 point.

Se resultaterne i O-result - og find links til O-track, billeder og mere hos OK Gorm

Top tre ser ud som følger:

FIF Hillerød 312 point
OK Snab 280 point
OK Pan Aarhus 272 point

Sidste afdeling i stafetligaen er DM Stafet d. 18. september i Blåbjerg.

Allerede i den kommende weekend er der ranglistepoint på spil ved lørdagens DM Mellem i Grejsdalen, der tæller til både juniorernes Løberen League og seniorranglisten Trimtex Senior Cup.

Foto: DM Stafet 2019 i Grib Skov - af Erling Thisted

NB. Det fremgik tidligere af denne artikel, at OK Snab førte stafetligaen. Det var en fejl.

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF