Nyheder

Søndag er der endelig DM-medaljer på højkant igen, når der er DM Ultralang på programmet i Sorø Sønderskov.

Med de nuværende coronarestriktioner er det muligt at arrangere deciderede stævner, hvis man overholder retningslinjerne og fordeler deltagerne over tid og sted – noget som flere hundrede orienteringsløbere nød godt af på Rømø og Læsø i påskedagene.

Det er Sorø OK, der står bag søndagens danmarksmesterskaber og her fortæller stævneleder Janus Storland at det har været et specielt forløb frem mod stævnet.

- Ved juletid havde vi ikke de store forhåbninger til, at vi kunne få lov til at holde stævnet. Så vi lå mere eller mindre døde indtil februar, hvor der kom en melding om at der ville blive åbnet lidt op til marts. Derfor var vi lidt bagud på point og havde travlt med at få styr på kort og hjælpere. Og vi har haft en rigtig, rigtig god kortkonsulent, der har brugt mange timer i skoven og sammen med korttegnerne for at styr på de nødvendige rettelser, der er, siger han.

Løbsdagen på søndag bliver heller ikke noget dansk mesterskab i klassisk forstand.

Starttiderne er spredt ud som meget som muligt, der er særskilte parkeringspladser for løbere fra henholdsvis Øst- og Vestdanmark og de åbne baner har deres helt eget start- og målsted.

På den måde kan det lade sig gøre at sende flere hundrede løbere i skoven og stadig overholde de tekniske retningslinjer.

- Da vi afviklede DM Mellem for fire år siden, gjorde vi alt hvad vi kunne for at holde folk på stævnepladsen med cirkustelt, spisning og kiosk. Og nu er det lige pludselig med modsat fortegn, hvor det går ud på at holde folk spredt. De skal helst komme og løbe og så tage hjem igen og det er jo superærgerligt, fortæller han.

Start- og målområderne vil være tydeligt markeret, og her vil der stå personale og holde øje med at der maksimalt er 40 løbere forsamlet ad gangen. OK Sorø har også sendt deres plan for afvikling af stævnet til politiet på forhånd.

- Vi forventer jo at politiet kommer på besøg. Enten fordi de tager et rutinetjek eller fordi, der er nogle der anmelder arrangementet til dem, fortæller Janus Høhne.

Trods travlheden og de særlige hensyn glæder stævnelederen sig til at kunne sende flere hundrede orienteringsløbere i skoven på søndag.

- Jeg synes jo, at de skal komme og få en god oplevelse – og komme med dem, de kender og tage af sted igen med dem, de kender, siger han med et smil.

I eliteklasserne virker løberne også sultne efter at konkurrere om medaljer igen.

Startlisten i D21 tæller eksempelvis den syvdobbelte verdensmester Maja Alm (OK HTF), der har meldt ud hun har langdistancen og stafetten ved sommerens verdensmesterskaber som sit sæsonmål. Hun skal dog nok få konkurrence af løbere som Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK og Annika Simonsen, FIF Hillerød Orientering, der var henholdsvis tredje- og fjerdehurtigst på mellemdistancen ved testløbsweekenden for to uger siden i St. Dyrehave.

Hos herrerne er den regerende danmarksmester på langdistance, Jakob Edsen fra Aarhus 1900 blandt favoritterne. I testløbsweekenden for to uger siden viste Malte Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød sig at have godt med fart i benene på lørdagens sprint, som han vandt. Han er også med søndag, ligesom den mangedobbelte DM Ultralang-vinder Rasmus Djurhuus, OK Pan er det.

Instruktion og startlister findes på DM Ultralangs hjemmeside

Foto: Iben Valery

Landsholdsledelsen inviterer til det sidste af to testløb, hvor der skal løbes om udtagelse til at repræsentere Danmark til EM og World Cup i Schweiz.

Testløbet afholdes d. 24. april i Haderslev, der lægger gader til en individuel sprint, og en Knock-Out sprint. De tolv bedste i hver klasse på den individuelle sprint fordeles i to finaleheats, når der skal løbes Knock-Out sprint.

Indbydelsen til testløbet kan læses her.

Bemærk at tilmeldingsfristen allerede er søndag d. 18/4. Tilmelding i O-service.

2021 Testloeb Hilleroed Soeren Thrane

EM, der i år også er en del af World Cuppen, består udelukkende af sprintdistancer i år, hvor der skal løbes Sprintstafet, Knock-Out sprint og individuel sprint. Det danske landshold rejser til Schweiz d. 11., og skal i ilden hhv. d. 13. maj (sprintstafet), 14-15. maj (Knock-Out sprint kvalifikation og finaler) og d. 16. maj (individuel sprint).

Det første testløb mod EM blev løbet i Hillerød d. 27. marts. Læs om hvordan det gik her. 

Udtagelseskriterierne til EM kan læses i dokumentet her.

 


I 2021 vil Trimtex MTBO Cup være delt op i 3 mindre Cup's, en "Sprint Cup", "Mellemdistance Cup" og "Langdistance Cup"

Følgende løb indgår i Trimtex MTBO Cup:

  1. FSK Orientering   -   Forskerparken   -   9/4   -   Sprint Cup #1
  2. OK ØST Birkerød   -   Rude Skov   -   10/4   -   Langdistance Cup #1
  3. FIF Hillerød   -   Præstevang/Stenholt   -   11/4   -   Mellemdistance Cup #1
  4. Horsens OK   -   Grenå (DM SPRINT)   -   25/6   -   Sprint Cup #2
  5. OK Pan Aarhus   -   Grenå (DM MELLEM)   -   26/6   -   Mellemdistance Cup #2
  6. Randers OK   -   Fussingø (DM LANG)   -   27/6   -   Langdistance Cup #2
  7. ØSTKREDS   -   Sted tilgår   -   6/8   -   Sprint Cup #3
  8. ØSTKREDS   -   Sted tilgår   -   6/8   -   Langdistance Cup #3
  9. Allerød OK   -   Sted tilgår   -   6/8   -   Mellemdistance Cup #3
  10. Viborg OK   -   Sted tilgår   -   3/9   -   Sprint Cup #4
  11. Rold Skov OK   -   Rold Vælderskov   -   4/9   -   Langdistance Cup #4
  12. Karup OK   -   Sted tilgår   -   5/9   -   Mellemdistance Cup #4
  13. SYDKREDS   -   Sted tilgår   -   10/9   -   Sprint Cup #5
  14. SYDKREDS   -   Sted tilgår   -   11/9   -   Langdistance Cup #5
  15. SYDKREDS   -   Sted tilgår   -   12/9   -   Mellemdistance Cup #5
  16. NORDKREDS   -   Sted tilgår   -   9/10   -   Tilgår
  17. NORDKREDS   -   Sted tilgår   -   10/10   -   Tilgår

Vinder af Trimtex MTBO Cup 2021

Da det endnu er uvist hvor mange løb der bliver gennemført i 2021, som følge af COVID19 situationen, er følgende gældende i forhold til antal tællende afdelinger: 

  • Der skal være afviklet min. 3 afdelinger i en disciplin for at en Cup kan godkendes.
  • 2 tællende ved 3 afd.
  • 3 tællende ved 4-5 afd.
  • 4 tællende ved 6 afdelinger.

Der kåres en vinder for hver af de 3 Cup's, og vinderen er den rytter, som har flest point jf. overnstående vilkår. I tilfælde af pointlighed gælder følgende i prioriteret rækkefølge.

  1. Antal 1.pladser, antal 2. pladser, antal. 3. pladser, osv.
  2. Placering i sidste afdeling

Startrækkefølge og seedning

Der foretages ikke seedning, Startlister udfærdiges selvstændigt af arrangørklubben efter normal praksis herfor.

Pointgivning

Der gives følgende point i hver konkurrence:

100, 90, 82, 76, 72, 68, 64, 60, 58, 56, 54 52, 50, 49, 48 osv.

Der kan kun tildeles point til løbere med startret til DM.

Resultater

Resultatlisten føres på Dansk Orienterings Forbunds hjemmeside.

Ranglisten vil tilstræbes at blive opdateret efter hver afdeling, dog senest ved udgangen af weekenden.

Præmier

Der uddeles ikke præmier til vinderen i de enkelte afdelinger. Efter sidste afdeling uddeles præmier til nr. 1-4 i den samlede konkurrence for hver af de 3 Cup's.

Præmierne er gavekort til brug hos Trimtex. De vundne beløb opsamles på en konto for hver løber, og der kan så købes ind for beløbet (Trimtex DK-webshop) efter finalen i Trimtex MTBO Cup 2021.

Afdeling 1-17: Ingen

Samlet:                 

  1. plads: kr. 1.000,-
  2. plads: kr. 700,-
  3. plads: kr. 500,-
  4. plads: kr. 300,-

Der uddeles kun præmier i Trimtex MTBO Cup til løbere med startret til DM’er.

Gavekort sendes elektronisk til vinderen efter sidste afdeling.

Spørgsmål

Uddybende spørgsmål kan rettes til ranglistekoordinator Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

FIF’s Testløbsweekend flyttede søndag formiddag til St. Dyrehave, hvor der ventede en WRE-mellemdistance, der samtidig gav point til juniorernes rangliste Løberen League.

Det var dermed klassisk nordsjællandsk åben bøgeskov det meste af vejen rundt med et vejvalgsstræk rundt om et moseområde lidt mere end halvvejs på banerne, der gav de største udfordringer for senior- og juniorløberne.

I D21 havde OK Pan Aarhus’ norske landsholdsløber Andrine Benjaminsen ligesom på gårsdagens sprint et ekstra gear, og vandt med mere end et minut. Herefter fulgte Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, der igen havde en pæn margin til Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK og Annika Simonsen, FIF Hillerød, der løber deres henholdsvis andet og første år i seniorklassen.

- Det var rigtig godt i dag. Jeg kunne fokusere på orienteringen, planlægning og gennemførslen – og løbe med den indstilling og attitude, jeg gerne vil løbe orienteringsløb, fortalte Miri Thrane Ødum efter løbet.

Ligesom resten af feltet var hun glad for at der igen er konkurrencer på programmet og at de internationale mesterskaber, EM i Schweiz i maj og VM i Tjekkiet i juli ser ud til at blive til noget.

- Det er så fedt, at det kan lade sig gøre nu. Selv om vi har trænet rigtig godt alle sammen, er det svært at have en relevans i det man laver. Så det er fedt at mærke konkurrenceattituden igen, sagde Miri Thrane Ødum.

I H21 fik Jakob Edsen revanche efter lørdagens tredjeplads og var hurtigst rundt på de 7,3 kilometer, der skulle tilbagelægges i dag. Rasmus Møller Jess, OK Roskilde var også godt løbende og bare 12 sekunder efter Edsen, mens Björn Cederberg snuppede tredjepladsen.

I damejuniorklassen var det også gårdagens tredjeplads – Eva Örnhagen Jørgensen fra OK Snab, der løb hurtigst på dagens mellemdistance. Hun var 45 sekunder foran Søllerød OK’s Mathilde Smedegaard Madsen, der igen var et lille minut hurtigere end gårsdagens vinder på sprinten, Malin Agervig Kristiansson, OK Snab.

Hos herrerne er Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød kommet flyvende i gang med Løberen League – og har maksimumpoint efter de to første afdelinger her i weekenden. I dag var der mere end to minutter ned til andenpladsen og Oscar David Broman Jensen, Allerød OK og Linus Agervig Kristiansson, OK Snab, der blev treer.

Du finder resultater og link til O-track på Testløbsweekendens hjemmeside.

Stillingen i Løberen League findes via DOF’s hjemmeside her

Se flere billeder fra i dag på DOF's Facebookside

Foto: Helge Lang Pedersen og Erling Thisted

Der blev løbet stærkt i martsregnen i det østlige Hillerød lørdag eftermiddag, hvor den danske orienteringselite var samlet til det første af to testløb i weekenden

Dagens sprint var både udtagelsesløb til EM i Schweiz i midten af maj og sparkede samtidig gang i juniorernes rangliste – Løberen League.

Og løberne blev allerede tidligt på banen kastet ud i tekniske vejvalgsdilemmaer mellem parkeringspladser og rækkehuse, der blev udslagsgivende for resultatlisten.

Hos herrerne blev den hurtigste tid faktisk løbet i juniorklassen, hvor Søren Thrane Ødum stadig har et år tilbage. OK Øst Birkerød-løberen kom bedst ud af det første vejvalgsstræk til post 3, og på O-track kan man se, hvordan han lykkes med at holde fast i føringen hele vejen til mål.

FIF Hillerøds Malthe Kjær Hemmingsen, der netop er rykket op i seniorklassen, var 22 sekunder langsommere end Søren – og det var lige nøjagtig nok til at snuppe sejren i hans nye aldersklasse.

Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK og Jakob Edsen, Aarhus 1900 var henholdsvis ét og fem sekunder efter på de følgende pladser.

- I starten følte jeg at jeg var på bagkant og ikke kom ind i flydet. Men jeg lavede ikke som sådan nogle fejl og til sidst fik jeg også trykket på. Så det var et OK løb, fortalte Emil Øbro efter løbet.

Trods det kolde og våde vejr gemte der sig tydeligt et smil bag mundbindet, da han var på vej hjem fra løbet. Dagens løb og udsigten til flere reelle konkurrencer spiller en stor rolle for eliteløberne.

- Det er megafedt. Det er noget, jeg har glædet mig til i lang tid. At komme ud og få ordentligt setup er bare noget andet end træningskonkurrencer. Det er virkeligt fedt, sagde Emil Øbro.

I D21 var OK Pan Aarhus’ norske landsholdsløber Andrine Benjaminsen klart hurtigst med en tid på 14.58 minutter. OK Gorms Josefine Lind var hurtigste dansker på andenpladsen – godt et halvt minut langsommere, mens Tisvilde Hegn OK’s Elin Carlsson og OK Snabs Ida Agervig Kristiansson fulgte efter på de følgende pladser.

I juniorklasserne, hvor årets første Løberen League-point som nævnt var spil, blev det altså en klar sejr til Søren Thrane Ødum hos herrerne. FIF Hillerøds Jacob Steinthal var 50 sekunder efter på andenpladsen, mens Linus Agervig Kristiansson fra OK Snab tog sig af tredjepladsen.

I D20 var der blot tre sekunder mellem Malin Agervig Kristiansson, OK Snab og Hedvig Gydesen, OK Melfar på de første pladser. Eva Örnhagen Jørgensen, også Snab, løb med tredjepladsen.

Du kan finde resultater fra i dag på løbets hjemmeside - og vejvalg på O-track her.

Og du kan allerede finde pointfordelingen i Løberen League efter dagens første afdeling på DOF's ranglisteside.

I morgen formiddag fortsætter testløbsweekend et langt stenkast mod sydvest, hvor FIF byder på mellemdistance i St. Dyrehave.

Se billeder fra lørdagens løb i Facebook-albummet her:

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD