Nyheder

På Eliteklubforum 4/5 blev der nedsat et nyt eliteudvalg.

Udvalget skal arbejde med at implementere eliteplanen for hhv. orienteringsløb og MTBO. De kan læses her og her.

Der er nok at tage fat på, men de vigtigste områder er:

  • Relancering af ranglisten og genlancering af stafetligaen. Konkurrencerne skal gøres attraktive så flest mulige både landsholdsløbere og subelite har lyst og mulighed for at deltage.
  • Nye stævneformer i Eliteplanen kaldet Færdighedskonkurrencer. Vi skal finde nye måder at konkurrere på, måder der forhåbentlig kan være med til at motivere flere ungdomsløbere til at deltage i konkurrenceløb
  • MTBO skal integreres. MTBO udvalget er nedlagt og grenen skal nu indgå som en del af samtlige DOFs udvalg. På eliteniveau er MTBO eliten stærk og vi skal have fundet ud af, at få integreret grenen i elitearbejdet og optimeret i forhold til de snitflader der er.
  • Kommunikation og synlighed. Vi skal sikre vi kommunikerer i tide, og gøre eliten synlig, ikke kun internt, men også eksternt.

På repræsentantskabsmødet blev Carsten Lausten valgt som formand for udvalget. Eliteklubforum valgte udvalgets medlemmer, der nu består af:

  • Peter Reibert Hansen, Allerød - MTBO
  • Rasmus Ødum, OK Øst (valgt af Østkredsen) - Kontakt person til TC´erne
  • Kirsten Møller, Søllerød OK - Kontaktperson til B&U udvalget og for arbejdet med færdighedskonkurrencer.
  • Signe Søes, Silkeborg OK - Opfølgning på at udtagelseskriterierne overholdes, informationen internt samt at elitens informationer på hjemmesiden er til at finde rundt i og det der ligger er relevant.
  • Rasmus Djurhuus, OK Pan - Tovholder på arbejdet med udarbejdelse af ny rangliste og stafetliga.

Til at understøtte arbejdet blev der også nedsat nogle arbejdsgrupper til hhv. rangliste/stafetliga og færdighedskonkurrencerne.

Det er et stærkt hold vi har fået samlet, der er god opbakning fra klubberne og en god og konstruktiv stemning, så jeg ser meget frem til det kommende års arbejde.

Referat af mødet kan læses her.

Carsten Lausten, eliteudvalgsformand

Torsdag tog vi endnu et skridt mod mere normale tilstande i orienteringsidrætten, da forsamlingsgrænsen blev hævet til 75 personer for udendørs idræt. Indendøre steg det til 25.

Danmarks Idrætsforbund er fortsat i dialog om den mere præcise tolkning af de nye genåbningsvilkår, og derfor afventer DOF's Stævne og reglementudvalg også fortsat en afklaring, inden der eventuelt sker ændringer i DOF's tekniske retningslinjer af stævner. Derfor er de seneste retningslinjer fra oktober 2020 fortsat gældende. 

Heldigvis lykkes det for mange klubber at arrangere deciderede stævner i disse uger med de gældende restriktioner og mange hensyn, der skal tages. Det er positivt for alle medlemmer under DOF, at det lykkes at stable så mange aktiviteter og dermed tilbud på benene.

Du finder Stævne- og reglementudvalgets retningslinjer for afvikling af stævner under coronapandemien her.

Du finder Danmarks Idrætsforbunds særlige coronahjemmeside her.

Du finder myndighedernes oplysningsside om coronaregler her.

Screenshot 2021 05 06 13.55.21

D. 5. og 6. juni skal der løbes testløb om de danske pladser på skovdistancerne til sommeren VM, samt pladser til World Cup i Idre i august. Testløbene består af en mellemdistance og en langdistance i meget relevante terræner for de udfordringer, som møder atleterne til VM. Landsholdsledelsen ønsker, at alle med ambition og potentiale for at løbe sig på VM-holdet, stiller til start til testløbene i Tjekkiet.

Grundet indrejserestriktioner i Tjekkiet skal de tjekkiske arrangører have en samlet tilmelding fra danske løbere. Derfor skal alle, der vil løbe testløbene tilmelde sig på mail til sportschef Anders Hav Bachhausen, der efterfølgende laver en samlet tilmelding til de tjekkiske arrangører.

Læs invitationen til testløbene her. 

Efter testløbene udtages VM-holdet, der fortsætter på træningslejr i Tjekkiet i direkte forlængelse af løbene, mens resten af deltagerne rejser hjem. Det giver en potentiel logistisk udfordring, som landsholdsledelsen vil løse bedst muligt sammen med de danske deltagere.

I forbindelse med deltagelse i testløbene kan landsholdsledelsen være behjælpelig med logistikspørgsmål, og f.eks. pege på velegnet indkvartering mv. I tilfældet at DOF lægger ud for udgifter (f.eks. startafgifter og coronatests foretaget via arrangørerne), vil der blive afregnet direkte med deltagerne.

Tilmelding til Anders Hav Bachhausen så hurtigt som muligt på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og senest d. 17. maj 2021.

Landsholdsledelsen vil efter da kommunikere med deltagerne ang. logistik mv.

Læs udtagelseskriterierne her.

Her nogle dage efter at den sidste distance blev kørt ved Dansk MTBO Camp 2021, har de fleste deltagere forhåbentlig kommet sig over de lidt ømme ben som nu har fået noget tiltrængt restitution. Årets MTBO Camp blev traditionen tro afviklet over det godt gennemprøvede koncept med 5 tætpakkede løbsdage med yderligere træningsmuligheder indlagt i de ”frie” eftermiddage. Selvom MTBO Camp i udgangspunktet er et træningskoncept, så bliver dagene som hovedregel afviklet som løb med tidtagning om formiddagen. Om eftermiddagen tilbydes der i tillæg teknisk træning af skiftende karakter, evt. med indlagte momenter. Dette er selvfølgelig noget som normalt falder i smag for et stort kontingent af landsholdsryttere fra mange lande, som jo netop plejer at komme til Camp’en for at få så meget kvalitetstræning i bogen som muligt. Verden anno 2021 er dog som bekendt ikke som den plejer at være, så Camp’en var i år begrænset til dansk deltagelse med et par enkelte tyske indslag på startlisten. På trods af den manglende internationale deltagelse, var det dog for de landsholdsaktuelle danske MTBO ryttere en kærkommen lejlighed for en intensiv periode med kvalitetstræning på kort, nu hvor der kun er godt en måned til det går løs ved VM i Finland.

MTBO Camp 3Mikkel og Thomas diskuterer vejvalg efter mellemdistancen i Vilsbøl (Foto: Allan Jensen)

Der var heller ikke langt mellem smilene i de deltagendes ansigter, alle satte stor pris på at årets Camp til sidst kunne gennemføres. Læg dertil nærmest perfekte køreforhold, gode og udfordrende baner lagt af det samme arrangør-hold som i stor grad også stod bag VM-løbene i Danmark i 2019 tilsat dejligt forårsvejr, ja så har man det godt! Resultatmæssigt blev det også en god uge for en række af de danske landsholdsryttere som dermed fik pudset konkurrence-genet lidt af internt. For at give hinanden den bedst mulige matchning havde alle på tværs af junior/senior aldersgrupperne valgt at køre i de samme klasser, hhv. herre- og dame-elite. På kvindesiden satte Camilla Søgaard sig tungt på dameklassen med 5 sejre på stribe. På herresiden var der lidt mere spredning på hvem der tog sig af de øverste podiepladser med 2 sejre til Thomas Steinthal, 1 til Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen, 1 delt sejr mellem Thomas og Morten og slutteligt 1 sejr til Mikkel Brunstedt Nørgaard.

Alle resultater mm. findes på MTBO Camp hjemmesiden.

Sammen med Trimtex MTBO Cup runden i det nordsjællandske som blev afholdt i starten af april, fungerede konkurrencerne ved MTBO Camp i år også som iagttagelsesløb frem mod udtagelse af ryttere til VM. Årets Camp var dermed sidste chance for at vise sit niveau hvis man skulle gøre sig håb om at komme i betragtning for en plads på VM holdet. Landstræner Allan Jensen giver udtryk for at det umiddelbart ligner at flere af rytterne på trods af udfordringer er kommet rigtig godt gennem den corona-ramte 2020 sæson samt vintertræningen frem mod 2021. Allan fortsætter: ”Det bliver derfor utrolig spændende at se hvor langt det rækker i kampen om medaljer mod de internationale konkurrenter. Særligt er der flere af de unge ryttere, som har lagt et par lag ovenpå siden de seneste internationale konkurrencer i 2019, og jeg har derfor gode forventninger til at de præsterer på øverste hylde ved VM i Finland. Alle ryttere i landsholdsgruppen er udtaget.”

Bortset fra Gertrud som til VM får sin internationale mesterskabsdebut, er alle ryttere gengangere fra tidligere internationale mesterskaber. Gertrud er i år sidsteårs ungdomsrytter, men har på baggrund af en stor træningsindsats og flotte resultater fået en plads på junior-holdet. Desværre er EM som skulle have været afholdt i Rusland i August, og er eneste internationale ungdoms-mesterskab, blevet aflyst, og det er derfor glædeligt at Gertrud i stedet får muligheden for stille op ved Junior VM.

VM løber af stablen d. 10-18. juni i Kuortane i Finland ca. 300 km nord for Helsingfors.

VM-holdet er som følger:

Seniorer

  • Camilla Søgaard (Horsens OK)
  • Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød)
  • Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød)
  • Birka Øhlenschlæger Nielsen (Silkeborg OK)
  • Oliver Friis (Horsens OK)
  • Thomas Steinthal (FIF Hillerød)
  • Allan Jensen (Silkeborg OK), kører dog kun sprint og stafet

Juniorer

  • Annika Henriksen (Svendborg OK)
  • Gertrud Riis Madsen (Rold Skov OK)
  • Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)
  • Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen (OK Snab)
  • Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK)

 

Nu kan børne- og ungdomsløbere mellem 11 og 20 i hele landet så småt begynde at finde tasken og løbetøjet frem til en årets store begivenheder – sommerlejrene.

Efter et år hvor coronarestriktionerne har skruet ned for og lavet om på mange af vores aktiviteter, kan det nemlig lade sig gøre at afvikle at afvikle sommerlejrene.

Alle lejrene afholdes i år i Danmark og følger naturligvis de gældende coronarestriktioner.

Blandt årets destinationer for de i alt syv lejre er Blåvand, Ulfborg og Thorup Strand.

Og som altid er det værd at sende en ekstra tanke til de mange frivillige ledere, der får lejrene til at blive til virkelighed.

Alle indbydelser er nu tilgængelige i O-service, hvor det også er muligt at tilmelde sig.

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD