Nyheder

Fire af de danske landsholdsløbere kvalificerede sig fredag eftermiddag til lørdagens knock-out sprint ved europamesterskaberne i Schweiz.

Josefine Lind, Cecilie Klysner, Søren Thrane Ødum og Jakob Edsen – der også udgjorde gårsdagens sprintstafethold – løb sig alle i top 12 i deres respektive heats og indløste dermed billetten til også at være med lørdag.

Dagens kvalifikation blev løbet som en kort individuel sprint med masser af vejvalgsbeslutninger og en del flere højdekurver end gårsdagens sprintstafet. Til gengæld var der ingen labyrinter og hegn til at drille løberne.

Den sikreste kvalifikation stod Søren Thrane Ødum for, da han blev nummer fem i sit heat. Josefine Lind løb en niendeplads hjem, mens Cecilie Klysner og Jakob Edsen begge løb sig videre på 12. pladsen.

Hedvig Gydesen var tættest på at snuppe en femte dansk billet, men havde 16 sekunder op til 12. pladsen i sit heat.

- Vi er okay tilfredse i dag. Det endte som forventet, og det er en benhård kvalifikation løberne er ude på i dag. Der er ikke plads til fejl overhovedet. Det kunne godt have været mere stolpe-ind for nogle af de løbere, der ikke kom videre i dag. Men alle har fået erfaring med at løbe et internationalt mesterskab nu og mærket konkurrencen, og de skal hjem og lade op til på søndag, siger sportschef Anders Hav Bachhausen.

Der er resultater og GPS-tracking fra dagens kvalifikation på IOF’s Liveside her.

Morgendagens knock-out sprint-program begynder kl. 13.20 med mændenes kvartfinaler, og de første tv-billeder kan ses ved semifinalerne, der begynder kl. 15.00.

Foto: Cecilie Klysner i aktion ved VM i Norge for to år siden. Af Kell Sønnichsen

-

Foto: swiss-image.ch / Remy Steinegger

Det danske sprintstafethold med to debutanter ombord løb en ottendeplads hjem i Neuchâtel, da europamesterskaberne i Schweiz begyndte torsdag eftermiddag.

De schweiziske hjemmebanefavoritter førte fra første skifte og hele vejen i mål og blev suveræne europamestre. Sverige løb med sølvmedaljerne, mens Norge fik bronze.

På det danske hold lagde mesterskabsdebutanten Josefine Lind godt ud på førsteturen og var langt henne på banen lige efter den førende svensker Lina Strand. Inden skiftet tabte hun lidt tid, men kunne alligevel sende Søren Thrane Ødum ud på andentur i en god position bagerst i en seksmandsgruppe med mindre end et minut op til de førende.

Søren Thrane Ødum førte de fine debutanttakter videre og så langt hen ad vejen ud til at holde sin position med et minimalt tidstab. Men mod slutningen overså han en post i den kringlende labyrintafslutning på stadionet i Neuchâtel. Derfor måtte han vende om for at klippe posten og det kostede ærgerlige sekunder på de sidste par hundrede meter.

Som noget særligt blev løberne flere steder på banen blev løberne udfordret af ”labyrinter” – i form af opstillede hegn, der stillede ekstra store krav til løbernes evne til at holde hovedet koldt og vælge de rigtige vejvalg.

På næste tur diskede Jakob Edsen op med en præstation i verdensklasse, hvor han løb stafetholdet fire pladser op stort set uden at tabe sekunder til de førende løbere.

- Jakob brænder banen af i dag. Teknisk sad den lige hvor den skulle, og han er bare hurtigt løbende, fortalte sportschef Anders Hav Bachhausen efter løbet.

Foto: swiss-image.ch / Remy Steinegger

Den flotte tredjetur betød, at Cecilie Klysner løb ud på sin afsluttende tur i sjette position og med et minut op til Norge og den medaljegivende tredjeplads. Hun ramte ikke helt dagen fysisk og løb over stregen som nummer otte.

- Vi får ikke gennemført sprintstafetten 100 procent som vi gerne ville i dag. Vi vidste godt, at Schweiz og Sverige ville løbe fra de fleste, men vi er også lidt overrasket over at Norge var så hurtige i dag. Alt i alt kunne vi godt have været med dér, hvor det er sjovere, hvis vores gennemførsel havde været bedre, sammenfatter sportschef Anders Hav Bachhausen.

Efter løbet blev det franske og tjekkiske hold i første omgang diskvalificeret for at have passeret et ulovligt hegn undervejs, men efter en protest blev diskvalifikationen annulleret. 

Fredag løbes kvalifikation i knock-out sprint til lørdagens kvartfinaler. Her stiller Danmark med seks kvinder og seks mænd, der skal forsøge at løbe sig videre til lørdagens konkurrencer. Det kræver, at man bliver blandt de bedste 12 i sit heat.

Resultater:
Sprintstafet, EM, Neuchâtel Maladiere - 3,7-4,3. km., 24-28 poster
1. Schweiz 56.55 min. (Simona Aebersold, Joey Hadorn, Matthias Kyburz, Elena Roos)
2. Sverige + 0.55 min (Lina Strand, Gustav Bergman, Emil Svensk, Sara Hagström)
3. Norge + 1.29 min. (Victoria Björnstad, Eskil Kinneberg, Kasper Fosser, Andrine Benjaminsen)
8. Danmark + 3.31 min. (Josefine Lind, Søren Thrane Ødum, Jakob Edsen, Cecilie Klysner)

Hjemmeside for EM: https://eoc2021.ch/
Liveside:
https://orienteering.sport/event/2021-world-cup-round-1-and-european-championships/welcome/

Når startskuddet til sprintstafetten ved europamesterskaberne i Schweiz lyder torsdag eftermiddag, er det mere end 640 dage siden det danske orienteringslandshold sidst deltog ved et internationalt mesterskab.

2020-sæsonen blev – som i mange andre sportsgrene – ryddet for internationale konkurrencer på grund af coronapandemien. Derfor har de danske landsholdsløbere været udfordret på træningsmulighederne, men det er alligevel lykkedes at bevare en god energi omkring løberne og elitecenteret i Aarhus.

Derfor er forventningerne til endelig at kunne vise den danske landsholdstrøje frem i en betydningsfuld konkurrence også stor.

- Først og fremmest glæder vi os til at komme afsted. Det er første mesterskab i mere end halvandet år, hvor vi skal ud at løbe om medaljer, hvor der er noget på spil og hvor der er et stærkt internationalt felt, fortæller sportschef Anders Hav Bachhausen.

Største forventning i sprintstafet
Danmark sender 15 løbere afsted til mesterskaberne, der løbes i og omkring byen Neuchâtel i det vestlige Schweiz. Der løbes udelukkende sprintdistancer ved mesterskaberne, der foregår over fire dage og tæller finaler i sprintstafet, knock-out sprint og individuel sprint.

Det danske landshold har en flot medaljestatistik i den indledende disciplin sprintstafet. Og det er også her, at de største resultatmæssige forventninger ligger.

- Vi har en målsætning om en medalje på sprintstafetten. Det tror vi er inden for rækkevidde. Individuelt håber vi på nogle podieplaceringer, men vi må også sige at efter halvandet år uden internationale konkurrencer, aner vi ikke hvor feltet er. Og det er sprintdistancer, så det er marginaler det drejer sig om, siger sportschefen.

- Vi er også i god form
For løberne bliver det også en speciel oplevelse at skulle konkurrere mod resten af verdenseliten efter så lang en pause fra internationale konkurrencer. Spændingen om hvilket niveau der skal løbes på, er stor:

- Jeg tror at det bliver mega intenst, og der bliver kamp til stregen. Men der er ikke nogen grund til at gå ind med en anden indstilling end at vi også er i rigtig god form, og vi skal også ned og give den gas, fortæller Cecilie Klysner, der med seks internationale mesterskaber på sit løber-cv er blandt de mest rutinerede på landsholdet.

Hun var blandt andet med til at vinde VM-guld i sprintstafet i 2016 og stiller i år op i alle tre EM-discipliner. Det samme gør Søren Thrane Ødum, der med sine 20 år debuterer på seniorlandsholdet efter nogle flotte præstationer i forårets testløb.

-  Jeg glæder mig til at se, hvor jeg står henne og det bliver rigtig sjovt at prøve kræfter med de store drenge. Jeg har stadig Junior-VM i september som hovedmål, så jeg tager det her som en bonus og ser om det kan blive til nogle toppræstationer. Det håber jeg på, siger Søren Thrane Ødum med et stort smil om læberne.

Europamesterskaberne afvikles naturligvis med stærk hensyntagen til coronasituationen. Deltagere og officials skal opholde sig i ”corona-bobler”, testes inden mesterskaberne begynder og holdledermøder afvikles online.

Danmarks syvdobbelte verdensmester Maja Alm deltager ikke ved EM. Hun pådrog sig en mindre hjernerystelse i april og har i samråd med landsholdsledelsen valgt at blive hjemme for at komme sig helt.

TV:
EM-disciplinerne sendes på svensk (SVT), norsk (NRK), finsk (YLE) og schweizisk (SRG SSR) tv.
Det internationale orienteringsforbund IOF sender også WEB-tv via livesiden: https://orienteering.sport/live/

Hjemmeside for EM: https://eoc2021.ch/
Liveside:
https://orienteering.sport/event/2021-world-cup-round-1-and-european-championships/welcome/

Program for EM:
Torsdag d. 13. maj: Sprintstafet kl. 16.40
Fredag d. 14. maj: Knock-Out Sprint – kvalifikation kl. 15
Lørdag d. 15. maj: Knock-Out Sprint – Kvart-, semi- og finale fra kl. 13.20
Søndag d. 16. maj: Sprint, finale kl 13.

Danmarks EM-hold:
Damer:

Annika Simonsen, FIF Hillerød (Knock-out, Individuel sprint)
Caroline Gjøtterup, Faaborg OK (Knock-out)
Cecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød (Sprintstafet, Knock-out, Individuel sprint)
Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar (Knock-out, Individuel sprint)
Ida Agervig Kristiansson, OK Snab (Knock-out, Individuel sprint)
Josefine Lind, OK Gorm (Sprintstafet, Knock-out, Individuel sprint)
Malin Agervig Kristiansson, OK Snab (Individuel sprint)

Herrer:
Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan (Knock-out, Individuel sprint)
Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK (Individuel sprint)
Jacob Steinthal, FIF Hillerød (Individuel sprint)
Jakob Ekhard Edsen, Aarhus 1900 (Sprintstafet, Knock-out, Individuel sprint)
Linus Agervig Kristiansson, OK Snab (Knock-out)
Malte Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød (Knock-out, Individuel sprint)
Rasmus Møller Jess, OK Roskilde (Knock-out)
Søren Thrane Ødum, OK Øst (Sprintstafet, Knock-out, Individuel sprint

Foto: Cecilie Klysner på førsteturen ved EM-sprintstafetten i 2016, hvor Danmark vandt sølv - af Jeppe Ruud.

 

Kulturministeriet har åbnet for ansøgninger til kompensation for større idræts- og kulturarrangementer i perioden 1. september 2020 til udgangen af februar 2021.

Ordningen yder kompensation ved tab på grund af aflysning, udskydelse eller væsentlige ændringer af arrangementer med et forventet deltagerantal på over 350.

Betingelserne for at afvikle arrangementet skal være væsentligt ændret som følge af coronasituationen.

Der kan søges indtil fristen d. 31. august – og du kan læse mere om mulighederne her hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Foto: Medaljeoverrækkelse ved DM Stafet 2017

Lørdag formiddag sparkede 16 hold gang i DOF’s nye stafetliga ved elitesprintstafetten på DTU Science-grunden syd for Hørsholm.

Stafetten gav både EM-løberne mulighed for at pudse formen af inden turen går til Schweiz i den kommende uge og understregede det stafetfokus, der er en del af elitearbejdet i de kommende år.

Du kan læse mere om tankerne bag stafetligaen her. 

Sprintstafetten bød på masser af vejvalgsorientering mellem bygningerne og satte løbernes evne til at holde hovedet koldt med konkurrerende hold om ørerne på prøve.

Allerede på førsteturen blev løberne godt spredt, da fire poster i et lille skovstykke drillede løberne. FIF Hillerøds andethold med Nicoline Klysner fik hurtigst styr på situationen og skiftede først alene i spidsen.

På andenturen overtog OK Snab (Linus Agervig Kristiansson) og FIF’s førstehold med Malte Kjær Hemmingsen føringen. Og FIF-holdet, der bestod af fire EM-løbere, trak fra på tredje- og fjerdeturen som hhv. Jacob Steinthal og Cecilie Klysner tog sig af.

Derfor lød føringen i mål på mere end tre minutter efter de fire stafetture. OK Pans førstehold løb ind på tredjepladsen ca. to minutter efter SNAB.

Der er links til resultater, stræktider og O-track på stævnets hjemmeside her.

Se videoen fra dagens løb, hvor sportschef Anders Hav Bachhausen fortæller mere om elitens stafetfokus. 

 

Underkategorier

Husk at referater fra forskellige møder (Kredsudvalg, Klubledermøder, Børn og Unge) ligger på hjemmesiden.

De ligger under Nordkredsens dokumenter. Her ligger også andre gode informationer.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD