Nyheder

 

Agnes Nørgård Kracht ligger med to sejre og en tredjeplads lunt i svinget til en plads på junior-VM holdet. Her er hun fanget på vej i mål til JWOC 2017

Nu har løberne gjort deres del af arbejdet. Det er nu juniorlandsholdstrænernes tur til at gå i tænkeboks. Jeppe Ruud, Astrid Ank Jørgensen, Camilla Bevensee og Rasmus Folino Nielsen har nu frem til torsdag den 7. juni 2018 til at udtage holdene til JWOC og EYOC.

Hvordan er det så gået?
Som man kunne læse i optaktsartiklen i fredags, er der andre ting en resultaterne på testløbene der tæller. Men testløbene vægtes højt. Traditionen tro har løberne i de fleste af klasserne ikke gjort opgaven let for trænerne.

Klare tendenser i D20
I D20 har fire løbere været i top på alle tre løb. Det er ikke så overraskende at det er Agnes Nørgård Kracht, Ida Øbro, Annika Simonsen og Hedvig Valbjørn Gydesen. Agnes lagde bedst ud og vandt de to første konkurrencer, mens Annika Simonsen blev nr 4, 2 og 1. Ida var også stabilt med - hun løb to andenpladser og en fjerdeplads i hus. Hedvig løb sig til to tredjepladser og en femteplads.

Men der skal udtages seks løbere til holdet, at resultaterne er lidt mere mudrede på de næste pladser, så her er det hvad landstrænerne lægger vægt på. Lise Termansen fik en flot 4. plads på lang, mens Lotte Markussen og Sara Lysemose Poulsen har mere stabile præstationer med hver deres 6., 7. og 8. plads. Alberte Kaae-Nielsen blev nr. 5 på mellemdistancen, men blev disket på sprint og endte lidt længere ned på lang.

Fire pladser i D16
I D16 har især Siri Simonsen udmærket sig med sejr både på mellem og lang - og en tredjeplads på sprinten. Elanor Henriksen har to andenpladser og en 6. plads, mens Camille Næstoft Juhl har en 2., 3. og 5. plads. Eva Örnhagen vandt sprinten, men måtte nøjes med en 5. plads på mellem og en 10. plads på lang. Nanna Lysemose blev nr. henholdsvis 6 og 7 på sprint og mellem, men sluttede af med en flot 3. plads på langdistancen. Xenia Bregensøe lagde ud med en flot 4. plads på sprinten, men blev henholdsvis 6 og 9 på mellem og lang. Så også her er der lidt at tænke over for landstrænerne.

Med til historien hører dog, at de tre D14 løbere Ida Riis Madsen, Theresa Skoubo og Sigrid Høyer Staugaard har blandet sig fint i konkurrencen. Især Ida med en 4. og 5. plads på de to skovdistancer var rigtig flot med. Men der er ikke tradition for at udtage løbere, der endnu ikke er gamle nok til at løbe D16.

Lidt tydeligere billede i H16
I H16 har især Jonas Gabs og Oscar David Broman Jensen gjort det rigtig flot i to af løbene hver. Oscar vandt sprint og blev 2'er på lang og Jonas blev 2'er på mellem og vandt lang. Især på lang skilte de to sig ud. Jonas var godt 2 minutter foran Oscar, og så var der yderligere mellem 3½ og 5½ minut ned til Jeppe Caspersen, Mathias Buchgreitz, Theis Munktved, Lukas Kjær Hemmingsen og Gustav Vinther Jensen. Af disse forfølgere ligger især Theis lunt til med en 4. plads på sprinten og en sejr på mellem. Lukas har løbet stabilt alle dage og blev henholdsvis 2 og 3 på de første to konkurrencer.

Mange om buddet i H20
Hvis landstrænerne har haft en svær opgave i de øvrige klasser, er det endnu sværere i H20. 10 forskellige løbere har været i top 6 på mindst et af løbene, men der er kun plads til 6 på holdet. Der er dog op til fire H18 løbere, der har mulighed for at komme på EYOC holder, hvis de ikke kommer på JWOC holdet.

Kun én løber, Andreas Bock Bjørnsen, har været i top seks på alle tre løb, med en sejr, en andenplads og en 5. plads.

Malthe Kjær Hemmingsen har blev 2'er på sprinten og vandt lang, så trods en ikke så god mellemdistance, må han også ligge lunt. Malthe Poulsen blev henholdsvis 3, 7 og 4, Søren Thrane Ødum 7, 3 og 3, Laurits Bidstrup Møller 6, 6 og 2, Elias Hinge Krogsgaard disk, 5 og 7, Mads Møller Skaug 5, 9 og 16, Lasse Fugmann Thamdrup 4, 11, ej start, Morten Örnhagen 11, 4 og udgået, Johan Halkjær Dupont 15, 21 og 6 - og sidst men ikke mindst vandt Mikkel Holm Nielsen mellemdistancen, men er blot blevet nr. 10 på sprint og lang. Han har dog en række andre resultater som fx andenpladsen til DM-sprint på kontoen også.

Så konklusionen må bliver, at der er rigtig mange, der må være inde over landstrænernes overvejelser. Jeg er sikker på, at der sidder en række unge mennesker og venter spændt ved telefonen de næste fire dage.

resultater og o-track fra skovdistancerne kan du se her: http://www.herning-orienteringsklub.dk/herning-orienteringsklub.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=2045&Itemid=157

Resultater og o-track fra sprinten kan du se her: http://ok-snab.dk/aktuelle-lob/1214-jfm-sprint-2018.html

Her er holdet fra JWOC 2017 - om nogle dage har vi en indikation af, hvem vi kan forvente at finde på holdet i 2018

I weekenden er det igen tid til at udfordre landets dygtigste junior- og ungdomsløbere på styrke, fart, orienterings tekniske skills og ikke mindst evnen til at præstere under pres. Der er med andre ord testløb til Junior-VM (JWOC) og ungdoms-EM (EYOC).

Første testløb er JFM sprint, der afvikles i Brejning ved Vejle fredag. Skovdistancerne afvikles i henholdsvis Thorsted og Nørlund med Herning OK som arrangør. Vejrudsigten lover op til 30 grader og sol, så vores unge talenter bliver også udfordret på evnen til at holde hovedet koldt i varmen. Men det er perfekte forhold forstået på den måde, at der også venter de løbere der bliver udtaget en varm opgave, når JWOC skal afgøres i Ungarn fra den 6. til 15. juli 2018 – og EYOC skal afgøres i Bulgarien fra 27. juni til 1. juli 2018.

Holdene bliver udtaget senest torsdag den 7. juni 2018, og der lægges i udtagelseskriterierne især vægt på disse testløb – og så selvfølgelig på at løberne skal have en seriøs og realistisk træningsindsats, udviklingspotentiale og en målsætning om nu eller på sigt at præstere i toppen af verdenseliten. Der bliver også set på præstationer til de store mesterskaber i 2017 og øvrige store løb i foråret 2018.

Som udgangspunkt skal der udtages 6 af hvert køn til JWOC – og 4*4 løbere i henholdsvis D16, H16, D18 og H18 til EYOC. Der bliver dog kun stillet fuld hold til EYOC i H/D18, hvis løberne har vist tilstrækkelig højt niveau på testløbene – det vil som udgangspunkt sige, at de skal være mindre end 20 % efter vinderen på skovdistancerne og mindre end 15 % efter på sprinten.

Du kan læse mere om JFM-sprint og se resultater på SNABs hjemmeside: http://ok-snab.dk/aktuelle-lob/1214-jfm-sprint-2018.html.

Resultater fra de to øvrige testløb kommer på Herning OK’s hjemmeside her: http://www.herning-orienteringsklub.dk/herning-orienteringsklub.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=2045&Itemid=157

Vil du vinde et eksemplar af den nye bog om orienteringstræning af børn og unge, og samtidig bidrage til med gode billeder til bogen? Så skal du deltage i fotokonkurrencen!

DOF’s nye TBU-projekt (Træning af Børn og Unge), er ved at nærme sig den første milepæl, færdiggørelsen af den nye bog Træning af børn og unge orienteringsløbere. Det bliver en bog på ca. 200 sider, så den skal gerne have rigtig mange gode billeder, der kan være med til at signalere, hvad det hele handler om – træning af børn og unge.

Vi vil derfor have JERES billeder, så bogen kan fyldes af glade børn og unge, der dyrker orientering. Blandt de indsendte billeder kårer TBU-projektgruppen de 3 bedste, og indsenderne af disse vinder et eksemplar af bogen, når den er færdig. Andre deltagere har en chance for at vinde den ære, der er i at få sit billede med i bogen.

Billederne skal som sagt illustrere træning af børn og unge, i den bred forstand. Eksempler på situationer kan være:

  • Børn og unge til træning i skoven.
  • Børn og unge til træning i byen.
  • Børn og unge til konkurrencer.
  • Børn og unge i socialt samvær, i klubdragter.
  • Trænere, i træningssituationer.
  • Skygning.
  • Alle andre situationer, hvor børn og unge dyrker orientering.

dmsprint2017

Bogen bliver et omfattende værk, der beskriver orienteringsløberens udvikling fra denne starter som miniløber i 5-8 årsalderen, og indtil løberen fylder 20 år. Bogen er en opdatering af Talentets Udvikling (Ingvardsen et.al, 2008) og ATK-konceptet, men på mange punkter har skribenterne bag bogen tænkt nyt og anderledes ift. hvordan orienteringstræning har været tænkt og udført hidtil.

Betingelser for deltagelse i konkurrencen:

  • Billedet skal indsendes pr. e-mail til udviklingskonsulent Anders Bachhausen, på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • Ved indsendelse skal det angives hvem fotografen er, og hvem evt. portrætterede på billedet er.
  • Ved indsendelse giver du automatisk lov til, at billedet må udgives i bogen Træning af børn og unge orienteringsløbere.
  • Fotografen nævnes ved navn i bogen. Hvis dette ikke ønskes, så skal dette meldes ved indsendelse af billedet.
  • Deltagelse i konkurrencen medfører ikke automatisk, at billedet bliver udgivet i bogen.
  • Indsendelse af portrætbilleder skal ske under forudsætning af, at der er givet samtykke af de portrætterede, eller deres værge, til at billedet af dem må udgives i bogen Træning af børn og unge orienteringsløbere. Læs mere om portræt- og situationsbilleder her: https://www.datatilsynet.dk/emner/boern-unge-og-uddannelse/brug-af-billeder/

Konkurrencen løber indtil 30. juni 2018. Vinderne kåres i midten af juli.

Læs mere om TBU-projektet her.

Amanda Falck Weber løb med dagens hurtigste tid en sikker sejr hjem til Tisvilde Hegn OK. Billedet er fra World Cup i Letland

Tisvilde Hegn OK vandt en meget sikker sejr i årets danske mesterskaber i Sprint mix-stafet.

Hillerød Centrum lagde igen gader, stræder, baggårde, parkeringshuse og indkøbscenter til banerne. Det var nogle meget intensive baner, hvor man i endnu højere grad end på det individuelle løb dagen før, blev udfordret på kringlede passager, trapper - og orientering i mere end et plan.

Ida Øbro lagde flot ud på første tur og kunne sende Rune Olsen først ud for Tisvildes førstehold. Caroline Gjøtterup fra Faaborg OK var dog lige efter, og kunne således sende gårsdagens danske mester Tue Lassen ud lige i hælene på Rune. Derefter var der et lille hul på ca. 15 sekunder ned til Tisvilde Hegn OK's andethold, FIF Hillerød og Farum OK. En af forhåndsfavoritterne OK Pan Aarhus var 43 sekunder efter - og således stadig med i kampen.

På anden tur tog Tue Lassen teten med det samme - men Rune Olsen bed sig godt fast - og i mål var det kun lykkes Tue at lave en afstand på fem sekunder til 40-årige Rune Olsen, der stadig er super godt løbende.

Bag Tue og Rune løb de to juniorløbere Mikkel Lyskjær fra Farum OK og Malthe Poulsen fra FIF Hillerød rigtig flot. De tabte ca, et minut til de to forreste. OK Pan Aarhus og Tisvilde Hegn OK tabte yderligere lidt terræn - og var på henholdsvis 5. og 6. pladsen nu over tre minutter efter.

På tredjetur blev konkurrencen reelt afgjort. Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK fik slået et hul på 2:15 ned til FIF Hillerød, der med Jeppe Ruud fik løbet sig op på andenpladsen. Efter Jeppe var der et hul på over fire minutter ned til fire hold, der gik uden inden for 46 sekunder. OK Pan Aarhus havde fejlklip på tredje tur og var dermed helt ude af medaljekampen.

Amanda Falck Weber udbyggede Tisvilde Hegn OK's forspring med yderligere knap to minutter på sidste tur, og kunne således løbe en sikker sejr hjem med fire minutters forspring til FIF Hillerød, hvor Nikoline Friberg Klysner løb en næsten lige så sikker sølvmedalje i hus. Gårsdagens danske mester Emma Klingenberg løb Faaborg OK op fra en 5. til en 3. plads på sidste tur, mens Line Cederberg og Lea Reime løb 4. og 5. pladsen hjem til henholdsvis Tisvilde Hegn OK's andethold og Farum OK.

De øvrige resultater og o-track finder du på arrangements hjemmeside: http://www.fiforientering.dk/wp-dm2018/?page_id=404&lang=en

 

Præmieskamlen i eliteklassen. Foto: Tim Falck Weber

 

Præmieskamlen fra dagen DM-sprint i senior eliteklassen. Fra venstre: Jakob Edsen, Amanda Falck Weber, Emma Klingenberg, Tue Lassen, Caroline Gjøtterup og Rasmus Djurhuus.

Emma Klingenberg og Tue Lasse sørgede for dobbelt sejr til Faaborg OK ved årets danske mesterskaber i sprint.

Ulrik Staugaard og Mads K. Larsen havde lagt nogle intensive baner, hvor koden til at løse opgaven optimalt var, at man altid skulle vide, fra hvilken side man kunne tage posten. Banen gik i centrum af Hillerød - og der var mange lukkede baggårde og porte, man skulle holde styr på.

Ingen fejlfri løb i herreklassen
Såvel vinderen i herreklassen, Tue Lassen og sølvmedaljøren Jakob Edsen, der blot var 5 sekunder efter Tue, var ikke tilfredse med deres tekniske udførsel af løbet. Tue havde lavet flere små fejl - og Jakob lavede en stor fejl sidst på banen, hvor han løb ind i den forkerte baggård. Bronzemedaljen gik til Rasmus Djurhuus.

Rasmus Thrane Hansen gjorde sit comeback på sprintarenaen i dag - og han kom faktisk i mål i bedste tid. Men han havde overset en post for enden af en tvungen passage og løb få meter forbi posten - og så bliver man diskvalificeret.

Guld til Emma
I dameklassen var der afbud fra Ida Bobach, Cecilie Klysner og Maja Alm. Maja slog sit knæ under træningen i tirsdags. Meldingen er dog heldigvis, at det ikke får betydning for hendes VM-satsning, og sportschef Lars Lindstrøm forventer, at hun er oppe på fuld træningsstyrke igen i næste uge.

Med disse tre af bud var det ikke helt uventet at Emma Klingenberg løb med sejren. Hun følte sig lidt rusten i sprintrutinerne, men var ganske godt tilfreds med sit løb. Sølvmedaljen gik til Amanda Falck Weber, der var 14 sekunder efter Emma. Også Amanda var godt tilfreds. 'Det er længe siden jeg har løbet sprint, så især i starten af banen, var jeg lidt på efterkant' udtalte Amanda efter løbet. Bronzen gik til Caroline Gjøtterup.

Guld til Andreas i herre junior
I herre junior klassen fik OK Pan Aarhus tre mand på præmieskamlen. Andreas Bock Bjørnsen trak det længste strå og henviste Mikkel Holm Nielsen til andenpladsen med en marginal på blot fire sekunder. Bronzen gik til Mads Møller Skaug - men han måtte dele den med FIF Hillerøds Malthe Poulsen, der løb på præcis samme tid.

Guld til Ida i dame junior
I dame juniorklassen var der Tisvilde Hegn farver på de to øverste pladser på præmieskamlen. Ida Øbro vandt med 26 sekunder foran Agnes Nørgård Kracht. Bronzen gik Annika Simonsen.

Resultater fra dagens konkurrence finder du på DM-sprint hjemmesiden: http://www.fiforientering.dk/wp-dm2018/?page_id=402&lang=da. Her er der også et link til O-track, hvor løberne forhåbentlig får lagt deres track ind i løbet af aftenen.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt