Nyheder

Miri Thrane Ødum og Tue Lassen stod for de bedste danske præstationer med placeringer som henholdsvis nummer 24 og 30, da landsholdet tog hul på World Cup-sæsonen med en mellemdistance vest for den finske hovedstad Helsinki.

I dameklassen lagde både Miri og Cecilie Friberg Klysner hurtigt og sikkert fra land i det klassisk nordiske, VM-relevante terræn og lå undervejs med radiotider i top 20. Men på sidste halvdel af dagens 4,6 kilometer drillede især næstsidsteposten begge danske løbere - og det kostede lidt tid i forhold til de hurtigste.

- Miri lykkes med et godt løb, mens Cecilie har lidt flere småfejl på det sidste. Men de viser begge to, at hvis de rammer den rigtige dag til VM, så kan de godt løbe sig op i top 10-20-stykker, fortæller sportschef Lars Lindstrøm fra Finland.

Helt i toppen placerede det svenske orienteringsfænomen Tove Alexandersson sig suverænt med en vindermargin på mere end halvandet minut til russiske Natalia Gemperle. Den finske mellemdistance-europamester fra i fjor, Marika Teini, blev treer.

Hos herrerne leverede Tue Lassen et stabilt løb uden nævneværdige fejl - og løb sig ind på en flot 30. plads i det store, stærke World Cup-felt, hvor nationerne har mulighed for at stille med flere løbere end til eksempelvis mesterskabsløb.

- Tue lykkes også med et rigtig godt løb, siger Lars Lindstrøm.

- Overordnet set ved vi godt, at vi skal løfte vores niveau inden VM, men det tror vi også på, at vi kan. Der er et stykke arbejde, der skal laves inden da, siger sportschefen.

Det blev også svensk på toppen af podiet hos herrerne, hvor Gustav Bergman vandt med lidt mere end et minut ned til Frederic Tranchand, Frankrig. Den regerende langdistanceverdensmester fra Norge, Olav Lundanes, snuppede tredjepladsen.

I morgen gælder det en afkortet langdistance med jagtstart baseret på dagens resultater. Dameklassen begynder allerede kl. 9.10, mens de hurtigste herrer bliver sendt afsted 10.25.

Det hele kan følges via IOF tv-platform liveorienteering.com og på arrangørernes hjemmeside.

Resultater:

Kvinder:

1. Tove Alexandersson, Sverige 29.54 minutter
2. Natalia Gemperle, Rusland +1.38 min,
3. Marika Teini, Finland +1.59 min.
24. Miri Thrane Ødum, Danmark +6.39 min.
45. Cecilie Friberg Klysner, Danmark +8.13 min.
73. Caroline Gjøtterup, Danmark +12.58 min.
87. Line Cederberg, Danmark + 15.37 min.

Mænd:

1. Gustav Bergman, Sverige 30.20 minutter
2. Frederic Tranchand, Frankrig + 1.03 min.
3. Olav Lundanes, Norge +1.31 min.
30. Tue Lassen, Danmark + 5.24 min.
58. Søren Bobach, Danmark +8.17 min.
92. Björn Cederberg, Danmark + 12.16 min.
96. Emil Øbro, Danmark + 13.06 min.

Arkivfoto: Kell Sønnichsen

Lørdag morgen tager landsholdet hul på World Cup-sæsonen 2019, der begynder med tre afdelinger i Finland.

Første udfordring er en mellemdistance lørdag, dagen efter følger en afkortet langdistance med jagtstart, inden World Cup-feltet slutter af med en sprintstafet tirsdag i hjertet af Helsinki.

Undervejs skal ni danske landsholdsløbere i aktion – du finder de udtagne løbere her.

- Det er jo internationale konkurrencer. Og når vi stiller til start på internationale konkurrencer, så handler det jo om at placere sig bedst muligt – og det gælder for alle de løbere, vi har udtaget, siger landstræner Kenneth Buch.

- Det er også konkurrencer, som vi skal bruge til at se hvor vi står, bygge selvtillid på og se, at der er nogle ting, vi kan blive endnu bedre til, fortsætter landstræneren.

Der er lidt mere end to måneder til årets største mål for landsholdet – VM i Norge, hvor der for første gang i mange år udelukkende skal konkurreres på skovdistancer.

Og derfor er weekendens skovdistancer også velegnet til at løberne kan prøve sig af mod resten af verdenseliten i VM-relevant terræn, mens det for landstræneren giver mulighed for at se, hvad der skal arbejds med frem mod verdensmesterskaberne.

- Det vi ser som den overordnede taktik for at lykkes til VM i Norge i august, er den samme taktik man lykkes med i Finland. Så der er faktisk rigtig mange paralleller, siger Kenneth Buch.

- I løbet af foråret har vi set, at vi kan have svært ved at sætte et helt løb sammen. Så det jeg ønsker er, at løberne i højere grad lykkes med det og undgår den ene eller de to fejl, som betyder, at man ikke kan være med. Så jeg håber på at se, at løberne holder fast i orienteringen og får stabile løb, og samtidig får vi en feedback på, hvor langt der er op til de bedste i verden, fortsætter han.

Tirsdag aften byder så på lidt af et sceneskift, når sprintstafetten skydes i gang på Senatstorget i midten af Helsinki. Her stiller Danmark med et hold bestående af Cecilie Klysner, Miri Thrane Ødum, Jakob Edsen og Emil Øbro.

- På sprintstafetten tirsdag har vi et mere udviklende perspektiv på. Vi har udtaget et hold for fremtiden, som får mulighed for at prøve sig af på den internationale scene. Der venter jo et Sprint-VM i Danmark allerede næste år, så vi ser tirsdagens konkurrence som et led i forberedelserne dertil, siger Kenneth Buch.

Konkurrencerne kan følges på www.liveorienteering.com og på arrangørernes hjemmeside.

Foto: Lars Lindstrøm

I weekenden har MTBO-rytterne igen været på arbejde, denne gang på tre dages MTBO på Skive/Viborg egnen.

Lars-Ole Kopp og Karup OK arrangerede 3 meget forskellige MTBO-løb i weekenden. Fredagen startede med en aften-sprint i den meget kuperede byskov Krabbesholm i nordkanten af skive. Camilla Søgaard og juniorrytteren Mikkel Brunstedt Nørgaard var bedste danskere, men blev begge akkurat slået af et par VM-aktuelle gæster fra nord (Emily Benham og Hans Jørgen Kvåle).

Lørdag stod på langdistance i Skive Plantage. Ruterne var ikke helt lange nok til at kunne kaldes en rigtig langdistance, men der skulle fortsat tages masser af vejvalgsbeslutninger og der skulle pedal-to-the-metal for at holde tempoet i top i det flade delvis øvelsesterræn/delvis travbane træningsområde, hvor sand var en stor spiller på sporunderaget. Oliver Friis fortsætter årets gode takter med en sejr, hvilket lover godt for et VM blot 2 måneder i fremtiden, det samme kan siges om Camilla Søgaard, som denne gang var dagens hurtigste i dameklassen, og det med en stor afstand på 6½ minut til nr. 2.

Søndagen blev sluttet af i Sjørup med en kort mellemdistance i den meget stirige skov. For anden gang i weekenden var Camilla øverst på podiet og igen med god afstand til forfølgerne. I herreklassen var det denne gang brormand Rasmus' tur til at tage en sejr.

Over hele linjen viser vores landsholdryttere, at form og o-teknik er ved at være på plads frem mod sommerens VM, og om blot 2 uger er der generalprøve, når der afvikles DM på Sjælland med Sprint på Slagelse kaserne, Langdistance i Tisvilde Hegn og Mellemdistance i Hedeland.

Arkivfoto

Der blev fundet vej, smilet og svedt over hele landet i den forgangne uge, hvor en lang række danske klubber deltog i den verdensomspændende World Orienteering Day.

Foreløbig er der registeret lige knap 2000 deltagere i Danmark og knap 300.000 deltagere på verdensplan - fordelt på 75 lande.

Det er fjerde år i træk, at det internationale orienteringsforbund IOF stabler orienteringsfesten på benene for at gøre orienteringssporten mere synlig over for især unge og skoler, men som sædvanligt kan alle arrangementer regnes med i det store regnestykke.

Og man kan faktisk fortsat nå at registrere alle orienteringsaktiviteter i perioden 15. - 21. maj for at hjælpe deltagerantallet yderligere i vejret. Det gælder også en helt almindelig klubtræning - alt tæller med. Se mere på www.worldorienteeringday.com.

En stribe klubber tog imod tilbuddet fra DOF's sekretariat om en PR-pakke i forbindelse med World Orienteering Day og modtog lodtrækningspræmier i form af lækre Craft-sportstasker fra Løberen, coverbillede og video til Facebook, pressemeddelelse og pressebilleder.

Det blev til masser af flot omtale ude omkring på klubbernes forskellige Sociale Medie-sider, som man kan se et udsnit af herunder.

 



 

 

Cecile Friberg Klysner løb en sikker sejr i hus til FIF Hillerød efter et perfekt oplæg fra Annika Simonsen, Malte Kjær Hemmingsen og Malthe Poulsen. 

Juniorløberne satte sit præg på dagens mesterskab i sprint-mix-stafet i H/D senior klassen. Der var således 7 af de 12 løbere på præmieskamlen, der stadig hører til i juniorklassen. Men også uden fra præmieskamlen var der rigtig mange flotte juniorpræstationer.

Det var WOC2020 organisationen med Ulrik Staugaard som banelægger, der stod for dagens konkurrence. Det var igen i dag et vellykket stævne, og jeg er sikker på, at organisationen har samlet en masse vigtig læring til næste års store opgave. 

Dette banner prydede indgangen til Grindsted

Malin Agervig Kristiansson først ind
På første tur viste Malin Agervig Kristiansson endnu engang, at hun er i fantastisk form. Hun skiftede først for OK Snab, med et hul på 7 sekunder til et blandingshold, der løb uden for konkurrence, med svenske Elin Carlsson på første turen. To andre juniorløbere Lise Termansen fra OK HTF og Annika Simonsen fra FIF Hillerød fulgte flot trop henholdsvis 16 og 17 sekunder efter, mens de på papiret stærkeste konkurrenter til FIF Hillerød Tisvilde Hegn med Ida Øbro var 39 sekunder efter - og OK Pan med Anneke Hald Bjørgum var 1:41 efter.

FIF Hillerød i front
På andenturen løb Malte Kjær Hemmingsen FIF Hillerød i front (dog 6 sekunder efter blandingsholdet med Rasmus Møller Jess), mens Malins bror Linus Agervig Kristiansson holdt OK Snab inde i konkurrencen med et flot løb, hvor han kom i mål blot 7 sekunder efter FIF Hillerød. Tue Lassen løb Faaborg OK op i top tre således at afstanden var på 44 sekunder. Tisvilde Hegn OK's Lasse Falck Weber mistede godt to minutter på turen - mens OK Pan med Mads Møller Skaug fik hentet 13 sekunder ind.

Pan nærmede sig yderligere på 3. turen
På tredjetur holdt Malthe Poulsen fast i FIF Hillerøds føring (dog 2 sekunder efter blandingsholdet med Simon Thrane Hansen). Men OK Pans Andreas Bock Bjørnsen fik løbet lidt spænding ind i konkurrencen ved at lukke en del af hullet, således at han kunne sende Caroline Finderup ud 42 sekunder efter Cecilie Friberg Klysner fra FIF Hillerød. Jeppe Edvardsen løb en rigtig flot tur for OK Snab og sendte D15-16 løberen Eva Örnhagen ud som fjerde pige 1:20 efter FIF Hillerød - 5 sekunder efter OK Pans andethold, der med tre stabile ture var blot 1:15 efter.

Malthe Poulsen forsvarede føringen på tredje tur - og kunne sende Cecilie Friberg Klysner ud med en komfortabel føring.

Emil Øbro løb en super tredjetur for Tisvilde Hegn OK. Med klart hurtigste tid løb han Tisvilde Hegn tilbage i medaljekampen 1:37 efter FIF Hillerød - og blot 22 sekunder fra bronzepladsen. Lidt længere nede i feltet sendte OK HTF Maja Alm ud 4:59 minutter efter FIF Hillerød.

Emil Øbro løb med dagens bedste herretid Tisvilde Hegn OK ind i medaljekampen.

Sikker sejr til FIF Hillerød
På sidstetur forsvarede Cecilie Friberg Klysner den flotte udgangsposition hendes tre junior holdkammerater havde givet hende på fornemste vis. Hun fik overhalet Niina Hulkkunen fra blandingsholdet, og løb i mål til en sikker sejr. Bag hende hentede Agnes Nørgård Kracht 10 sekunder ind på Cecilie, og kunne løbe Tisvilde Hegn OK op på en andenplads, da hun hentede Caroline Finderup og satte hende med yderligere 41 sekunder.

Fjerdepladsen gik til OK HTF, da Maja Alm løb en tid der var 1:31 minutter hurtigere end dagens næstbedste dame tid, der blev sat af Malin Agervig Kristiansson på første tur. Umiddelbart bag Maja var dagens tættest opgør i kampen om 5. pladsen. Det lykkedes den rutinerede Emma Klingenberg at sætte Eva Örnhagen Jørgensen på en bedre klippeteknik på sidste post. Det ændrer dog ikke på, at det var en imponerende indsats af 16-årige Eva Örnhagen Jørgensen.

Resultater, o-track m.m. finder du på arrangørernes hjemmeside.

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF