Som ventet blev de danske mesterskaber i stafetorientering en krævende affære. Arrangørerne fra Søllerød OK havde fundet en helt magisk stævneplads i et nedlagt stenbrud med spektakulær publikumspassage på bruddets top, hvorfra også speakerteamet havde et glimrende overblik over skifteområdet. Som arrangørerne havde annonceret, var der trangt på pladsen, men den havde alt hvad der skulle til for at danne rammen om en super spændende stafet.

Fotos til DM stafet nyhed

DM Stafets arena med bedre speakerudsyn end man ofte ser

Damesenior blev en spændende dyst mellem Tisvilde Hegn OK og FIF Hillerød. Ida Øbro havde et forrygende udlæg i THOK-dragten på første tur og skiftede næsten tre minutter før Nicoline Friberg Klysner. Men Annika Simonsen understregede sin gode form ved at neutralisere føringen og komme til skifte få sekunder før Amanda Falck Weber. En flot kæmpende Agnes Nørgaard Kracht måtte dog til sidst give sig til EM-11-eren på langdistance, Cecilie Friberg Klysner. OK Pan Aarhus tabte tid i starten, så selvom Ida Schwartz Bobach var under to minutter langsommere end de to førende på sidste tur, var holdet ikke i nærheden af en bedre placering end den til gengæld sikre bronzemedalje.

Fotos til DM stafet nyhed D 21

D 21 podiet

Herreseniorklassen blev ganske punkteret af de to Silkeborg-løbere Rico Heilskov Mogensen og Laurits Bidstrup Møller. Rico var på førstetur 3,5 minutter før ved skiftet i forhold til OK Pans andethold med Tobias Karlsmose Svarer. Og selvom de efterfølgende løbere tog ind på landstræner Tue Lassen, der var blevet indkaldt som reserve til at løbe anden tur, så havde Laurits halvandet minut til de jagende Rasmus Djurhuus fra OK Pan Aarhus og Søren Thrane Ødum på søskendeholdet fra OK Øst Birkerød. Mange havde nok troet, Søren Thrane Ødum skulle fikse den, men med den klart bedste tid på tredjetur, sikrede Laurits Silkeborg en suveræn sejr. Det skal dog nævnes, at Marius Thrane Ødum på anden tur holdt næsten samme fart som Rico og Laurits. Til sidst blev det dog OK Pan 2, der erobrede sølvet efter Silkeborgs suveræne guldvindere, mens OK Øst Birkerøds Team Ødum-hold med søster Miri på første tur vandt bronze.

"Det var krævende fra start til slut", fortalte landstræner efter løbet, da han til sin egen overraskelse skulle  modtage endnu en DIF-medalje oven i de mange, som han har vundet i tiden som den mest medaljevindende danske herresenior-VM løber nogensinde. "Terrænet var varieret, så man skulle hele tiden skifte teknik og vurdere vejvalgene omhyggeligt. Banelæggerne havde gjort et rigtigt godt job."

Fotos til DM stafet nyhed H 21

H 21 podiet

Deltagerne ser nu frem til DM Lang, der ligeledes med Søllerød OK som arrangør afholdes i Paradisbakkerne søndag. Og der er virkeligt noget at se frem til. Årets DM-deltagere har næppe endnu set weekendens sidste fysisk krævende og orienteringsteknisk udfordrende bane.

Mere om DM på stævnets hjemmeside her.

 

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD