Med fire top-20 placeringer og tre af dem i top-13, kunne Danmark næsten ikke have håbet på mere, på aftenens sprintfinaler i Vejle. Med fuld plade på kvalifikationen, var der god mulighed for gode placeringer til danskerne, og det leverede især Jakob Edsen og Ida Agervig Kristiansson, der blev de to bedste danskere på den afsluttende distance ved årets VM i Trekantområdet, med en 10. og 11. plads i det stærke internationale felt. Jakob blev først placeret som nummer 11, men en diskvalificering i toppen af feltet, gjorde at han kunne rykke op i top-10, 54 sekunder efter vinderen fra Norge, Kasper Harlem Fosser.

"Det har været en drøm længe, at være i top-10 i verden, og så gør jeg det i dag, med det her fantastiske publikum, det er helt vildt," fortæller Jakob efter målgang.

Ida Agervig Kristiansson ligger ligesom Jakob Edsen godt med hele vejen rundt på banen, og ender ku 49 sekunder efter vinderen fra Stobrittanien, Megan Carter Davies.

"Jeg gav den alt jeg havde. Kroppen var måske lidt tung, og jeg blev træt efter arenapassagen, men jeg kunne ikke have gjort mere," fortæller Snab-Vejle løberen, da hun er kommet i mål.

Også Caroline Gjøtterup Frederiksen løb en toppræstation, og leverede inden for sin top-15 målsætning, med en 13. plads, kun 7 sekunder efter holdkammeraten Ida Agervig Kristiansson, og under et minut efter hurtigste dame.

"Det gik fint. Jeg tager et dårligt vejvalg her til sidst, har jeg en følelse af, og når det bare er sekunder det handler om, føles det lidt træls lige nu," fortæller fynboen i mål.

Sidste danske dame, Hedvig Valbjørn Gydesen, løber også en flot finale-debut ved VM, og ender på en delt 19. plads, efter at have siddet ganske længe i 'fører-sofaen' på scenen på areanaen, efter at hun kom ind i bedste tid, som en af de første startende.

"Jeg laver en stor fejl på et vejvalg, og jeg havde slet ikke forventet at jeg ville få lov at sidde så længe i sofaen. Jeg er virkelig glad for den VM-debut jeg har fået, især med den opbakning der er," fortæller Middelfart løberen i mål.

Søren Thrane Ødum havde ikke dagen i dag, og hverken kroppen eller vejvalgsbeslutningerne var helt som de skulle være. Efter en periode med sygdom kort før VM, har mesterskabet ikke været hans bedste, og han følte ikke at han fik vist hvad han kan. Søren ender på en 24. plads, lidt mere end halvandet minut efter vinderen.

Sidste danske løber, Emil Øbro, løb ifølge ham selv, sit livs dårligste sprintløb, og havde ikke meget andet end 'øv' over dårlige beslutninger og mange fejl, at kommentere i mål. Emil ender som nummer 45, lidt mere end 4 minutter efter.

Landstræner Tue Lassen, er godt tilfreds med de danske præstationer og generelt med hele VM, der har været en pragtpræstation af arrangørerne.

"Det har været en god dag. Vi har seks videre fra kvalifikationen, og så har vi fire der løber et godt løb på finalerne. Det har været en fantastisk uge, og jeg skal huske at rose arrangørerne, der har bare været styr på det hele. Arrangementet har bare været rigtig høj kvalitet," fortæller landstræneren efter afgørelsen på WOC 2022's sidste konkurrence, i Vejle.

Og arrangørerne har bestemt klaret opgaven til top-karakter, med et overskud, og med glade frivillige, der er et resultat af en ekstrem nøjsomhed og super god planlægning hele vejen rundt. Tillykke til arrangørerne. Vi kigger nærmere på deres præstation i morgen.

Her er et lille sammenklip af løbernes reaktioner efter deres løb i finalen:

 

Resultater

Herrer

4.325 m, 46 startende
PlacNameOrganisationTimeDiff
1 Kasper Harlem Fosser Norway 13:56  
2 Gustav Bergman Sweden 14:12 +0:16
3 Yannick Michiels Belgium 14:20 +0:24
4 Havard Sandstad Eidsmo Norway 14:25 +0:29
5 Aston Key Australia 14:34 +0:38
6 Ralph Street Great Britain 14:36 +0:40
7 Matthias Kyburz Switzerland 14:40 +0:44
8 Martin Regborn Sweden 14:47 +0:51
8 Florian Howald Switzerland 14:47 +0:51
10 Jakob Edsen Denmark 14:50 +0:54

Damer

3.775 m, 45 startende
PlacNameOrganisationTimeDiff
1 Megan Carter Davies Great Britain 14:22  
2 Simona Aebersold Switzerland 14:28 +0:06
3 Alice Leake Great Britain 14:40 +0:18
4 Andrine Benjaminsen Norway 14:41 +0:19
5 Elena Roos Switzerland 14:46 +0:24
6 Tove Alexandersson Sweden 14:51 +0:29
7 Tereza Janosikova Czech Republic 14:52 +0:30
8 Eline Gemperle Switzerland 14:57 +0:35
9 Venla Harju Finland 15:07 +0:45
10 Inka Nurminen Finland 15:10 +0:48
11 Ida Agervig Kristiansson Denmark 15:11 +0:49
12 Marika Teini Finland 15:13 +0:51
13 Caroline Gjotterup Denmark 15:18 +0:56
14 Ane Dyrkorn Norway 15:19 +0:57
15 Emma Bjessmo Sweden 15:21 +0:59
16 Sara Hagstrom Sweden 15:30 +1:08
17 Ana Isabel Toledo Navarro Spain 15:33 +1:11
17 Charlotte Ward Great Britain 15:33 +1:11
19 Hedvig Valbjorn Gydesen Denmark 15:34 +1:12
19 Cecile Calandry France 15:34 +1:12

Se alle resultater fra dagens sprint her.

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD