Podier DM Lang Store Dyrehave

Herre- og dame-elite podierne ved dagens MTBO DM Lang

I dag var der gensyn med klassiske Store Dyrehave for deltagerne til MTBO DM hvor der skulle finde ny danske mestre på den lange distance. Skoven viste sig fra sine bedste side, var stort set fri for mudder og de fleste stier og spor var piv-hurtige at køre på. Med banelængder på 30 og 35 kilometer for hhv. dame- og herre-eliten endte de respektive vindere med at have kørt ca. 45 og 48 kilometer i den småkuperede skov. Dagens baner udnyttede terrænet godt og sendte rytterne rundt i skoven på flere loops uden synderligt overlap. Og i kraft af den lange distance og skovens natur skulle der altså trædes nogle watt ned i pedalerne på de gode lange stræk hvis man skulle bevare forhåbningerne om at få metal med hjem.

På herre-siden var der lidt koks blandt deltagerne i feltet der blev udslagsgivende, da et par af de største forhånds-favoritter kom hjem med hhv. en manglende post-registrering og en oversprunget post. Og da et par af de yngre ikke helt havde benene som var krævet i dag, blev det til en stor sejr på 4 minutter til landstræner Allan Jensen (Silkeborg OK) foran Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød) og med Mads Troelsgård (Lyngby OK) som den 3 mand på podiet. Som en sidebemærkning kunne Mikkel efter målgang berette at han var blevet hentet af Morten Örnhagen Jørgensen (OK Snab) relativt tidligt på banen og ret hurtigt havde været nødt til at konkludere at han måtte opgivet at følge med da Morten bare kørte for sygt hurtigt. Morten kom da også ind med bedste tid, men var så en af dem der manglede en kvittering undervejs…  

Hvor der var lidt spredning i herrefeltet var det så til gengæld helt anderledes tæt blandt dame-eliten. Toppen af den danske dame-elite har i disse år bidt sig godt fast i toppen af verdens-eliten og det var sjovt at se hvordan de fik kæmpet med hinanden på dagens udmarvende langdistance. Efter godt 1 time og 40 minutter i skoven kom de 3 øverste i mål som perler på en snor hvor der blot var 30 sekunder mellem hhv. nr 1 og 2 og igen mellem nr. 2 og 3. Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød) trak det længste strå i den kamp, lige netop foran Nikoline Holm Splittorff (FIF HIllerød) og Camilla Søgaard (Horsens OK).

Afgørelsen på den lange distance faldt lige godt og vel et halvt døgn efter at årets første MTBO Danmarksmestre var blevet kåret. Aftenen inden blev der kørt en hæsblæsende sprint i og omkring Tirsdagsskoven i Hillerød på nytegnet kort og i MTBO-jomfrueligt terræn som bød på et godt miks af kringlede detaljer, tricky langstræk, skov, by og industriområder. Her var det et par af de lokale der trak det længste strå i eliteklasserne. H21 blev vundet af Mikkel Brunstedt Nørgaard foran Morten Örnhagen Jørgensen og Mads Troelsgård. I D21 var der succes til Cæcilie Rueløkke Christoffersen som altså nu kan kalde sig dobbelt danmarksmester, foran Christine Reibert Hansen (Allerød OK) og Nikoline Holm Splittorff på de følgende pladser. Som en aflsuttende kuriositet kan det bemærkes at vinderen på herre-siden gennemførte sit løb med en gennemsnitspuls på 198 i løbet af de små 24 minutter....

Om ikke alt for mange timer er MTBO feltet i gang igen når der søndag for sidste gang denne weekend blændes op for DM Mellemdistance i Grib Skov Vest. Ifølge eks-landsholdsrytter og banelægger Rasmus Folino bliver det på nogle rigtigt gode baner, hvilket vi alle kan se frem tid efter lidt tiltrængt restitutionstid.

 

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD