Annika Simonsen stempler ind i dagens suverænt bedste tid - og sikrer sig 100 point i Trimtex Senior Cup. (Foto: Helge Lang Pedersen)

Anden etape af årets påskeløb i terrænet omkring Himmelbjerget var samtidig årets tredje ranglisteløb i Trimtex Senior Cup og Løberen Junior League. Banelægger Torbjørn Gasbjerg havde skruet nogle virkelig gode baner sammen i et terræn, der meget sjældent er orienteringsløb i. Trods mange korte stræk, var der gode vejvalgsstræk, og der blev stillet store krav til præcis orientering – og ikke mindst til fysikken, i det meget kuperede terræn med en del pinde i bunden.

Suveræn sejr til Annika i D21
Det var en cocktail der passede Annika Simonsen fra FIF Hillerød rigtig godt i D21. Hun løb et super flot løb, og vandt den 4,325 km lange bane med 2:10 minutter ned til klubkammeraten Cecilie Friberg Klysner, der viste at hun er vendt stærkt tilbage efter sin skade. Annika overtager dermed føringen i Trimtex Senior Cup fra Mathilde Smedegaard Madsen, der måtte nøjes med en 9. plads i dag.

Der var noget tættere kamp om de følgende placeringer. Der var blot 37 sekunder fra Cecilie på 2. pladsen ned til Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK på 6. pladsen. Mellem de to var Line Cederberg, Tisvilde Hegn OK, Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar, og Amanda Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK, der leverede sit første topresultat efter flere års skader.


Søren Thrane Ødum tog en sikker sejr i Trimtex Senior Cup - men måtte dog se sig slået med 49 sekunder af den norske VM bronzemedaljør fra VM i 2021, Magne Dæhli. (Foto: Helge Lang Pedersen)

Flot løb af Søren i H21
I H21 var der fornemt besøg af de to verdensstjerner, den flerdobbelte VM-medaljør norske Magne Dæhli og brittiske Ralph Street, der har en 13. plads fra VM som bedste resultat.

Magne Dæhli levede op til favoritværdigheden, men Søren Thrane Ødum fra OK Øst var blot 49 sekunder efter, og tog dermed 100 point i ranglisteløbet. Ralph Street blev nr. 3 et minut efter Søren. På de efterfølgende placeringer fulgte Laurits Bidstrup Møller fra Silkeborg OK, Rasmus Møller Jess fra Roskilde OK og Malte Kjær Hemmingsen fra FIF Hillerød.

I den samlede Trimtex Senior Cup holder Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK fast i sin føring, men som han selv sagde efter løbet, så skal dette løb være et af de resultater han skal vælge fra, hvis han skal gentage sejren fra sidste år.

Tredje sejr i træk for Eva i D20
I D20 fortsatte Eva Örnhagen Jørgensen fra OK Snab sin gode stime og tog sin tredje sejr af tre mulige i Løberen Junior League. Hun var 49 sekunder foran Sigrid Høyer Staugaard fra FIF Hillerød, der dermed tog sin tredje andenplads af tre mulige i ranglisten. Disse to løbere har dermed lagt stor afstand ned til de nærmeste forfølgere i den samlede rangliste.

Efter Sigrid fulgte tyske Marlene Fritz, mens Marie Møller Nielsen fra OK Pan Aarhus sikrede sig en tredjeplads i ranglisten 1½ minut efter Sigrid. På de efterfølgende pladser i ranglisten fulgte Laura Bobach fra Rold Skov OK, Ida Riis Madsen fra Rold Skov OK og Ebba Graff Frederiksen fra FIF Hillerød.


Eva Örnhagen Jørgensen og Asbjørn Kaltoft sikrede sig begge en sejr i dagens Løberen Junior League - og udbyggede begge deres føring i den samlede stilling. (Foto: Helge Lang Pedersen)

Sejr til Asbjørn i H20
I H20 udbyggede Asbjørn Kaltoft fra OK Pan sin føring i Løberen Junior League ved at løbe en meget sikker sejr i hus. Han var hele 2:55 minutter foran Mathias Buchgreitz fra Søllerød OK. Casper Blakskjær fra OK Pan blev 3’er, mens Theis Munktved fra Allerød OK, Jonas Damm Als og Gustav Vinther Østermark Jensen fra Kolding OK fulgte på de næste pladser.

På den samlede rangliste går Theis Munktved forbi Oscar David Bromann Jensen fra Allerød OK, der i dag måtte nøjes med en placering som nr. 7. De to indtager dermed 2. og 3. pladsen på den samlede rangliste.

Se resultater og baner på arrangørernes hjemmeside: http://silkeborg-ok.dk/paaskelob2022/ - eller find banerne på o-track: https://o-track.dk/


Annika Simonsen får sin velfortjente præmie for dagens sejr i Trimtex Senior Cup. (Foto: Helge Lang Pedersen)

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD