Til september løber den landsdækkende kampagne Find Vej Dage af stablen, som udviklingskonsulenter i DOF, Nina Hoffmann og Johanne Valbjørn Gydesen præsenterede på repræsentantskabsmødet 5. marts. Kampagnen skal bidrage til at sprede budskabet om de mange orienteringsaktiviteter der er i hele landet, og invitere flere til at være med i klubbernes fællesskaber, igennem en eller flere målrettede aktiviteter.

DOF står for markedsføringen på den store klinge, og klubber landet over kan byde ind med aktiviteter målrettet nye medlemmer og andre, der er interesserede i orientering.

Den enkelte klub beslutter selv, hvilke aktiviteter der skal afholdes og præcist hvornår de skal ligge. Den landsdækkende kick-off weekend for Find Vej Dagene er den 2-4. september, og derudover kan man med fordel lægge opfølgende aktiviteter i september og evt. også oktober måned. Ligeledes definerer den enkelte klub selv målgruppen for aktiviteterne, og Find Vej Dagene kan dermed både være for børnefamilier, skoleelever, voksne og seniorer.

Aktiviteterne skal ikke nødvendigvis tage udgangspunkt i klubbens faste Find Vej-poster, men Find Vej er et kendt koncept, som vi kan bruge i markedsføringen. Det er også muligt at få sit arrangement markedsført gennem Friluftsrådets kampagne i samme periode: Naturens Uge.

Planlægningen af klubbens Find Vej Dage vil samtidig være en oplagt mulighed for at erfaringsudveksle med andre klubber. Derfor afholder DOF to webinarer, som netop stiller skarpt på spørgsmålet om, hvad der kendetegner den gode medlemsrekruttering. Klubberne vil blive opfordret til at vælge ét af to spor i planlægningen af Find Vej Dagene: Vil man arbejde med synlighed eller rekruttering? Synlighed kan være formålet, hvis man ønsker at lave enkeltstående events, som øger lokalområdets kendskab til klubben. Rekruttering kan være formålet, hvis man gennem mere målrettede forløb ønsker at få flere medlemmer i klubben.

Læs mere om de to webinarer på DOFs nye uddannelsesplatform, hvor de er det første indhold der kommer op.  

Udover den landsdækkende markedsføring af kampagnen og afholdelsen af de to webinarer, vil DOF stille grafiske skabeloner til rådighed, som klubben nemt kan benytte lokalt. Ligeledes vil der være mulighed for løbende sparring med udviklingskonsulenterne om tilrettelæggelsen af de lokale aktiviteter.

Tidsplan for Find Vej Dage

6. april kl. 20:00 - 21:30: Webinar #1: Få inspiration til den gode medlemsrekruttering

4. maj kl. 20:00 - 21:30: Webinar #2: Vi bygger videre på de gode idéer og sparrer på tværs

Maj-juni: Klubberne planlægger deres forløb, så de er klar til opstart efter ferien. Løbende sparring ml. klubber og DOF.

August: Kampagnen ruller

3.-4. september: Kick-off weekend

Resten af september: Opfølgende aktiviteter

 

Den landsdækkende rekrutteringskampagne Find Vej Dage er en del af DOF’s strategi, og skal medvirke til at understøtte medlemsvækst samt udvikle og fastholde mængden af mangfoldige sociale og sportslige aktiviteter til glæde for orienteringsløbere og andre naturaktive.

Læs mere og tilmeld dig webinarerne her.

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen
   Silva

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF
OCAD