Den er god nok - Hannes Mogensen, Niels Dalgaard og Casper Blakskjær løb sig til smagen af guld i H16 med tre perfekt gennemførte løb. 

Dagens stafet til EYOC blev en kæmpe succes for Danmark . Det var en glad træner Astrid Ank Jørgensen der kunne berette, at alle har løst deres stafet opgave til punkt og prikke. Efter en dag med lidt op- og nedture på langdistancen i går, havde alle taget læring med sig og gjorde hvad de skulle i dag. Og det blev så krydret med en suveræn sejr i H 16.

Føring fra start til mål
I H16 lagde Danmark ud med Casper Blakskjær. Han løb et teknisk noget nær perfekt løb. Ved post 6 af 13 spiddede han i modsætning til en del af konkurrenterne en lille slugt - og det gav ham et forspring på et minut, som han holdt til mål. Han kunne således send Niels Dalgaard ud i en perfekt men også noget nervepirende position.

Men Niels holdt samme på nerverne - og selvom konkurrenterne flere gange var helt oppe at få kontakt, så veg han aldrig fra førerpositionen - og kunne sende gårsdagens sølvmedaljør Hannes Mogensen ud med hul ned til de nærmeste forfølgere.

Og Hannes så sig aldrig tilbage. Med et perfekt gennemført stafetløb knuste han al modstand og løb sejren i mål med tre minutters forspring. En virkelig imponerende indsats af de unge danskere.

Flot holdpræstation af H18 holdet
I H18 løb Mathias Buchgreitz en flot førstetur. Han kunne sende Anders Secher Thomsen ud i fjerde position. Anders løb et fornuftigt stafetløb, men mistede en del positioner på et bom ved post 3. Jonas Damm Als løb sidste tur - og det gjorde han rigtig godt. Med et stort set fejlfrit løb - og en fantastisk afslutning, hvor han tog to pladser på de sidste to poster, kunne han løbe Danmark ind på en 12. plads.

16. plads i D 16
Laura Hornbæk Kaldahl løb førstetur i D16. Hun løb et rigtig fornuftigt stafetløb, hvor hun fik minimeret sine fejl. Hun kunne sende Emilie Skov Dalgaard ud midt i feltet. Emilie løb også et fornuftigt stafetløb, hvor hun hold bom på et minimum. Sigrid Oehlenschlaeger Nielsen løb sidsteturen - og også hun gjorde det fornuftigt. I dag rakte tre fornuftige løb til en 16. plads for pigerne.

10. plads i D18
I D18 kom Sigrid Høyer Staugaard rigtig godt fra start. Hun passerede stævnepladsen efter knap 2/3 af banen i 3. position sammen med Rusland. Med et lille hul op til de to førende hold og et tilsvarende hul ned til de jagende. Desværre bommer hun posten efter publikumsposten. Hun fik dog kæmpet sig flot hjem - og kunne sende Marie Møller Nielsen ud i 9. position.

Maria løb også et rigtig flot løb. Ligesom Sigrid havde hun et enkelt bom på sidste sløjfe, men bortset fra det løb hun teknisk stort set perfekt og holdt god fart. Xenia Bregensøe gik nu ud på en 7. plads. Xenia bommede post 2 og røg ned på en 12. plads. Men derfra og hjem løb hun helt perfekt og fik til sidst hente to placeringer tilbage, så holdet sluttede som nr. 10.

Alt i alt var det en rigtig god stafetdag for dansker. Der var ingen der faldt igennem. Alle løb enten fornuftige eller helt fantastiske stafetløb i dag.

Resultaterne kan I se på arrangørernes hjemmeside: https://eyoc2021.lt/

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF