2021 Malin AK testloebhilllerod

Efter vi i sidste uge fik udtaget de dygtigste af vores seniorløbere (og en enkelt juniorløber) til VM i Tjekkiet, er turen i denne uge komme til juniorløberne. Her i weekenden afholder FIF Hillerød deres efterhånden traditionsrige Sommerweekend, der samtidig fungerer som første runde af testløb til JWOC (Junior-VM), der afvikles fra 5. til 10. september 2021 i Gebze, Tyrkiet, og til EYOC (Ungdoms-EM), der afvikles fra 19. til 21. august 2021 i Vilnius, Litauen.

Der skal udtages 6 løbere til JWOC i hver af klasserne D20 og H20. Til EYOC skal der udtages op til fire løbere i hver af klasserne D16, D18, H16 og H18. Traditionelt bliver man ikke udtaget til EYOC hvis man er udtaget til JWOC.

Selve udtagelsen til de to mesterskaber finder først sted den 5. august 2021, hvor resultaterne fra Danish Spring den 30. juli til 1. august 2021 også vil blive tage med i vurderingen af hvilke løbere, der har gjort sig allermest fortjent til at forsvare Danmarks ære i henholdsvis Tyrkiet og Litauen.

Hurtige sprintbaner
Dagens sprint blev afviklet i bydelen Ullerød, der ligger i den vestlige del af Hillerød.

Terrænet var hurtigt uden for mange kringelkroge, men der var sat kunstige spærringer op for at udfordre løbernes evner til at træffe hurtige beslutninger.

Favoritsejr til Linus i H20
I H20 var der afbud fra Søren Thrane Ødum (OK Øst) og Jakob Steinthal (FIF Hillerød), der forbereder sig til senior-VM i Tjekkiet. Uden disse konkurrenter at slås mod tog den nykårede danske junior-mester i sprint Linus Agervig Kristiansson (OK Snab) en forholdsvis komfortabel sejr med 16 sekunders margin til Theis Munktved (Allerød OK).

Den sikre sejr kom dog først i hus til sidst på banen. Knap 2/3 henne på banen førte Oscar David Broman (Allerød OK) med 10 sekunder – men han lavede en fejl til sidst der gjort, at han sluttede som nr. 5 - 39 sekunder efter Linus.

De øvrige løbere, der med en top 6-placering kan sige at de stadig er med helt fremme i kampen om pladserne, var Jeppe Edvardsen (OK Snab) på en 3. plads, Elias Hinge Krogsgaard (Silkeborg OK) på en 4. plads og Matthias Buchgreitz (Søllerød OK) på en 6. plads.

Mere Agervig Kristiansson i D20
I D20 startede de forhåndsfavoritter Malin Agervig Kristiansson (OK Snab) og Hedvig Valbjørn Gydesen (Middelfart) som de to sidste – og det var da også først da de var i mål, at konkurrencen var afgjort. Der var lidt flere sekunder der skilte dem end til DM-sprint i sidste uge, og denne gang trak Malin Agervig Kristiansson det længste strå.

På de næste pladser fulgte Mathilde Smedegaard Madsen (Søllerød OK), Sigrid Høyer Staugaard (FIF Hillerød), Ida Riis Madsen (Rold Skov OK) og Marie Møller Nielsen (OK Pan).

Sejr til Niels Dalgaard i H16
I H16 er der kun fire pladser til EYOC at kæmpe om – og efter første løb er der tæt kamp om pladserne. Præcis som til DM Sprint blev det en tæt kamp om sejren mellem Casper Staehelin Blakskjær (OK Pan) og Niels Dalgaard (Kolding OK) – men modsat DM-sprint trak Niels Dalgaard sig sejrrigt ud af mødet i dag.

August Gabs (OK Melfar) blev nr. 3 og Mads Christian Maarup (Allerød OK) nr. 4. Herefter var der et 23 sekunder ned til de næste løbere anført af Axel Örnhagen Jørgensen (OK Snab) nr. 5 og Johannes Marager (Allerød OK) nr. 6.

Tæt duel i D16
I D16 var der en meget tæt kamp om sejre mellem Laura Kaldahl Hornbæk (OK Pan) og Frida Kärner Groos (Allerød OK). På ingen af radioposterne var der mere end 4 sekunders forskel mellem de to piger – og i mål var det kun et sølle sekund, der sikrede Laurs Kaldahl Hornbæk en gentagelse af succesen fra DM-sprint.

Augusta Thorsen (Farum OK) blev nr. 3 og Ebba Graff Frederiksen (FIF Hillerød) nr. 4. Efter Ebba var der et hul på over et minut ned til de næste forfølgere. 

Mellemdistance i morgen
Lørdag fortsætter testløbene med mellemdistancen, der afgøres i Grib Skov Maarum, før weekenden og denne rundes testløb afsluttes med langdistance ligeledes i Grib Skov Maarum.

Alle tre løbsdage tæller som afdelinger i Løberen League, hvorfor der er gode muligheder for at sikre sig vigtige point til den samlede stilling, der løber over otte afdelinger i år.

Resultater, baner, startlister til de næste dage, liveresultater med mere finde du på arrangementets hjemmeside:

Tekst af Thomas Greve Jensen

Foto: Malin Agervig Kristiansson undervejs på FIF's testløb i St. Dyrehave i marts / Erling Thisted

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF