MTBO Camp 2021 

På denne tid af året plejer et af de årlige højdepunkter på den hjemlige MTBO kalender at ryge af stablen. MTBO Camp er normalt velbesøgt af både elite- og bredde-ryttere fra mange lande i Europa og efter at Camp’en i 2020 blev aflyst i COVID-19’s tegn var der også mange der havde sat næsen op efter et gensyn med den store MTBO familie og at kunne køre solen sort i løbet af nogle dejlige forårsdage her i 2021. Der var da også fra arrangør-holdets side lagt i ovnen til et meget spændende program på Esbjerg-egnen i år, men de planer bliver nu gemt til et år hvor Corona restriktionerne forhåbentlig ikke længere lægger de samme begrænsninger på stævne-afholdelse og fælles fysisk udfoldelse. Men, glædeligt nok, har selv samme arrangør-hold med Jørn Svendsen (Viborg OK) i spidsen, til trods for manglende udenlandsk deltagelse, valgt at tilbyde en alternativ MTBO Camp under Corona-tilpassede forhold til de danske MTBO ryttere. Og det er programmet ikke blevet dårligere af! Der bydes nu i dagene 28 april – 2 maj op til 5 intense dage som følger:

Etape 1: Legind Bjerge, afkortet mellemdistance som byder på stejle stigninger og udfordrende spor.  

Etape 2: Svinkløv/Kollerup, langdistance i det nordjyske MTB Mekka.

Etape 3: Vandet, mellemdistance med mange spor og mange poster på programmet.  

Etape 4: Mors, ultra-langdistance (Høker). Her skal herre-eliten ud på en barsk 58km bane og håbe på rolige vindforhold på det åbne Mors.

Etape 5: Vilsbøl Plantage, mellemdistance og sidste chance for en god oplevelse.

Efter etape 2 og 3 er der tillige ekstra træningsmuligheder om eftermiddagen.  Disse er selvskrevne for eliten men selvfølgelig også åbne for alle andre som bare ikke kan få nok i løbet af de 5 løbsdage.

MTBO Camp er åben for alle på tværs af alder og erfaringsniveau. Der er i år af Corona-hensyn sat en maksimum grænse for deltagerantallet på 150 ryttere til hver enkelt dag under årets Camp. Der er i skrivende stund stadig nogle ledige pladser, så for de hurtige tilbyder teamet bag eftertilmelding til enten hele Camp’en eller de enkelte dage frem til i dag, 26 april. Se mere herom på O-Service eller på hjemmesiden https://mtbocamp.dk/mtbo-camp-2021/

Holdet bag MTBO Camp'en har med korttegneren fra MTBO VM i 2019 - Erik Flarup – i spidsen sørget for nyreviderede kort og fra banelæggernes side forlyder det at deltagerne kan se frem til mange spændende vejlvalgs-udfordringer i de flotte terræner. Det lyder godt!

Det er i skrivende stund 2 måneder til det brager løs ved VM i Finland for både junior- og senior-eliten. Og for nuværende er udmeldingen stadig at finnerne regner med at afvikle VM efter planen på behørig Corona-vis. Der begynder altså at tegne sig et billede af at i hvert fald dele af den internationale MTBO sæson i 2021 bliver til noget. Det er selvfølgelig glædeligt for den danske elite, som længes efter at komme ud at trykke den af efter at de som bekendt fik rykket hele 2020 sæsonen ud af kalenderen. MTBO Camp’en kommer således til at fungere som en glimrende sæson-opkøring til trods for den manglende internationale deltagelse. Vi ser frem til nogle gode dage i det jyske hen over Store Bededagsferien!  

 

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Trimtex
Løberen

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF