Tema FindvejiSkolen2
Pressemeddelelse:
 
Man behøver ikke at sidde stille i klasselokalet for at lære om matematikbegreber, istidens morænelandskaber eller danskfagets herligheder. Det kan lige så godt foregå med høj puls, sved på panden og smil på læben, mens man styrter rundt på skolens område med et kort i hånden.
 
Og netop det kommer eleverne på alle skoler og de studerende på flere uddannelsesinstitutioner i Skive Kommune til at prøve kræfter med i de kommende måneder. Skive har som den første kommune i landet indgået en kommunal samarbejdsaftale med Dansk Orienterings-Forbund om skoleorientering. Det er helt unikt, at det sker på kommuneplan – og ikke blot på en enkelt skole ad gangen. Derfor opretter kommunen i samarbejde med den lokale orienteringsklub Skive AMOK orienteringskort og -poster på hele 22 undervisningssteder inden for kommunegrænsen.
 
På den måde bliver det let for lærere og undervisere at arrangere en orienteringsaktivitet på skolens område uden at skulle bruge tid på at hænge posterne op eller tilrettelægge en særlig rute. Orienteringsklubben har i samarbejde med kommunens Idrætsgruppe allerede udarbejdet en række ruteforslag, som lærerne kan vælge mellem og posterne er markeret med små mørkegrønne skilte, der bliver opsat permanent på skolens område.
 
- Vi er rigtig glade for at få de her muligheder på alle kommunens skoler. Undervisningen bliver sjovere og mere udfordrende for eleverne, og det bliver nemt at gå til for lærerne, siger Michael Carstens, der er fritidsmentor på Skive Ungdomsskole og arbejder sammen med orienteringsklubben på at nå så langt ud med projektet som muligt.
 
De nye orienteringsprojekter hjælper også skolelærerne i mål med at opfylde en række krav i folkeskoleloven. Dels skal alle elever i 6. og 7. klasse igennem et forløb, hvor de lærer at forstå et orienteringskort og gennemføre et orienteringsløb. Og derudover stiller loven krav om 45 minutters bevægelse i løbet af hver skoledag for alle elever.
 
Under forårets coronapandemi voksede skolernes ønske om at kunne tilbyde undervisning med bevægelse i det fri. Så fra april til juni samarbejdede orienteringsklubben med kommunens idrætskoordinator Holger Hvid Olesen og fritidsmentor Michael Carstens om at tilrettelægge løb i en række plantager – og Krabbesholm Skov har i sommerferien og efterårsferien ligeledes lagt skovbund til en række orienteringsruter. Med de nye orienteringskort og -poster får skolerne mulighed for at komme i gang lige uden for klasseværelset.
 
Og det er langt fra kun idrætstimerne, der kan tilbringes med røde kinder og forpustet vejrtrækning. Lærerne kan også bygge quizzer ind i ruterne, så elever og studerende bliver mødt af spørgsmål om geografi, kongerækken eller brøkregning på hver post, de finder. På den måde kan lærerne nemt variere de timer, der ellers traditionelt foregår ved smartboardet og i klasseundervisningen inden døre.
 
- Netop de tværfaglige muligheder forventer jeg bliver godt modtaget af skolens undervisere, siger Holger Hvid Olesen, der er idrætskoordinator i Skive kommune.
 
De lokale orienteringsløbere i Skive AMOK har mange års erfaring i at tegne de særligt detaljerede orienteringskort og i at lære fra sig. Derfor klæder de kommunens lærere bedst muligt på til at bruge de nye faciliteter i skolens hverdag.
 
- Vi er en del af en idræt, der er fantastisk til at kombinere bevægelse med læring, og derfor er vi så glade for at hjælpe lærere og elever i gang med at udnytte mulighederne. Det er unikt, at alle skoler i kommunen er med i projektet, for så kan lærerne inspirere hinanden på tværs af skolerne til at bruge tilbuddet på mange forskellige måder i undervisningen, siger Gert Johannesen, der er formand i Skive AMOK´s orienteringsafdeling.
 
Udover de 19 undervisningssteder, som kommunens skoler i alt råder over, bliver der også tegnet orienteringskort og lavet materialer til Skive Gymnasium, læreruddannelsen VIA University College og Social- og sundhedsskolen i Skive. Det er orienteringsklubbens rutinerede korttegner Erik Flarup, der omsætter skoleområderne til orienteringskort og her ved indgangen til julemåneden er lidt over halvdelen af kortene tegnet færdige.
 
I det nye år får 6. klasses-eleverne også mulighed for at vise, hvor skrappe de er blevet til at finde vej med kort i hånden. I samarbejde med kommunens idrætskoordinator vil eleverne i maj 2021 have mulighed for at dyste klasserne imellem ved Skole OL i orienteringsløb.
 
Det er Dansk Orienterings-Forbund, der står bag konceptet Find vej i Skolen, der har til formål at fremme interessen for orienteringsløb hos børn og unge i skolen, samt at give idrætslærerne mulighed for at gennemføre orienteringsaktiviteter med høj kvalitet i idrætsundervisningen.
 
Via forbundets omkring 70 klubber skabes fundamentet for samarbejde med skoler og kommuner, der vil gøre brug af orienteringsidrættens mange muligheder i undervisningen.
 
Ved spørgsmål kan forbundets skolekonsulent, Nina Hoffmann kontaktes: 3011 4767 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF