2020 DMMellem JakobEdsenForventningerne om skarpe opgør i eliteklasserne ved dagens DM Mellem blev indfriet til fulde, da de stærke startfelter løb ud i Aggebo-Græsted Hegn i Nordsjælland.

Mest neglebidende blev det i H21, hvor landsholdskollegerne Jakob Edsen, Aarhus 1900 og Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK hele vejen rundt lå med næsten enslydende radiotider. Men mod slutningen var Jakob Edsens ben de hurtigste, og han blev danmarksmester med en margin på bare 12 sekunder.

- Det var en meget udfordrende tur. Sigten var dårlig mange steder, så det var nødvendigt at udse sig nogle tydelige detaljer at gå efter og så være skarp på kortet hele tiden. De steder, hvor jeg slap kortet fordi jeg blev stresset, mistede jeg ret hurtigt sekunder, og så ligner det meget hinanden, siger Jakob Edsen.

- Jeg havde en rigtig god start og fik en god rytme. Men ca. midtvejs begyndte trætheden at spille ind, så jeg begyndte at blive lidt mindre omhyggelig og så skete det, at jeg lavede en fejl. Jeg ramte en forkert retning ind i en post og blev grebet af panikken, men jeg fik taget et stop og fandt ind på kortet igen. Og så lavede jeg en lille krog til sidst og kunne mærke, at det kunne smuldre mellem fingrene på mig. Men jeg fik samlet mig selv op og tog den godt i mål, siger Jakob Edsen.

2020 DMMellem EmilOebro

Eskil Schøning, OK Pan Aarhus var på første halvdel af banen ikke langt efter Jakob og Emil (foto herover), men tabte tid mod slutningen og løb med bronzemedaljen 1.13 minutter efter Jakob Edsen.

I D21 var der også rigeligt at bide negle af - for de, der fulgte med på stævnets livestream, der kan genses her.

Cecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød Orientering og Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød skiftedes til at føre undervejs – og det var først på sidste sløjfe, at den forsvarende danmarksmester satte tempoet op og endte med at vinde med 33 sekunder.

- Det gik rigtig godt. Planen var tage det stille og rolig fysisk og fokusere på teknikken, så det var meget teknikken, der satte tempoet. Jeg lavede en fejl på post 16, så derfra skruede jeg lidt op for tempoet og pressede på. Og det var jeg glad for, for jeg kan se at vi lå tæt derude, så det blev afgjort på den allersidste del af banen, siger Cecilie Klysner.

Dagens danmarksmesterskab er det første i år – efter at coronapandemien medførte aflysning på aflysning i foråret. Og det var en også en særlig oplevelse at løbe om DM-medaljer igen, fortalte den nykårede danmarksmester.

- Jeg var lidt overrasket over, hvor nervøs jeg har været. Det er lang tid siden, at vi har konkurreret med hinanden på den måde, og der var mange, der stillede op i dag. Så det var fedt med et stærkt felt, siger Cecilie Klysner.

Agnes Nørgård Kracht, Tisvilde Hegn OK har taget hul på sit første år i seniorklassen – og i dag viste hun lovende takter for fremtiden. Indtil de allersidste poster lå hun lige i hælene på Cecilie og Miri og endte med en bronzemedalje, 1.39 minutter efter.

Den syvdobbelte verdensmester Maja Alm var på startlisten til både dagens mellemdistance og morgendagens sprint, men stiller ikke til start i weekenden. En lille risiko for coronasmitte i familien til en kollega fik Maja til at træffe det ansvarlige valg om at blive hjemme.

I juniorklasserne var der også spænding om medaljefordelingen. I D18 vandt Eva Örnhagen Jørgensen, OK Snab foran Xenia Bregensøe, Tisvilde Hegn OK med 35 sekunder. Siri Simonsen, FIF Hillerød løb med bronzen.

Til gengæld var der guld til storesøster Annika Simonsen, FIF Hillerød i D20, hvor Søllerød OKs Mathilde Smedegaard Madsen var 36 sekunder langsommere og løb med sølvmedaljen foran Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar.

Hos de yngre juniorherrer i H18 var Lukas Becker, Søllerød OK klart hurtigst og vandt med mere end to minutter ned til Theis Munktved, Allerød OK og Jonas Gabs, OK Melfar.

Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan Aarhus var omtrent ligeså suveræn i H20 – hvor Linus Agervig Kristianssen, OK Snab og Malte Kjær Hemmingsen, FIF Hillerød løb med henholdsvis sølv og bronze.

Find alle resultater fra dagens DM Mellem på stævnets hjemmeside.

Husk at dele dit GPS-track i O-track.

Søndag overtager FIF Hillerød Orientering stafetten fra dagens arrangører, Tisvilde Hegn OK og byder på DM Sprint i den østlige del af Hillerød.

Her er der igen mulighed for at følge stævnets livestream - se mere på DM Sprints hjemmeside.

Foto: Erling Thisted

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF