I weekenden nåede Find vej i Danmark en milepæl, da brugeren ”WATs the rush” som den første rundede 10.000 poster i ranglisten på www.findveji.dk.

Bag det lidt kryptiske brugernavn, som vi vender tilbage til senere, gemmer sig Karen Sejrsgaard-Jacobsen, der i løbet af den seneste håndfuld år har jagtet Find vej-pæle i hele landet.

- Jeg har jo fundet alle dem på Sjælland og alle dem på Fyn. Så nu er det enten, hvis der kommer nye ruter op på Sjælland eller hvis jeg får tid i en weekend til at tosse rundt i Jylland og finde en masse, fortæller hun.

For nylig lagde orienteringsklubben i Vordingborg, O-63, kortet over Bavnehøj Fritidsområde op på Falster, og efter at de 20 poster også var fundet og logget i Find vej-systemet, var hun snublende tæt på at runde 10.000.

- Og så besluttede jeg mig for, at den bedste måde at bruge en weekend på, det var at tage til Bornholm og finde de næste. Og så løb jeg jo bare rundt i det fantastiske vejr, vi havde i lørdags – det bliver jeg så glad i låget af, siger Karen, der rundede de 10.000 poster i området Den grønne ring, der ligger i udkanten af Rønne.

Post 109, der står med denne flotte udsigt i Den grønne ring, var Karens Find vej-post nummer 10.000.

Begyndte med adventurerace

For Karen begyndte rejsen mod det svimlende antal Find vej-poster for omkring fem år siden, da hun begyndte at dyrke adventurerace. For at blive bedre til at finde vej i konkurrencerne, tog hun også hul på orientering.

- Så var der en bekendt, der sagde, at jeg også kunne prøve Find vej i Danmark, hvor man selv kan printe kort og er mindre afhængig af hvornår orienteringsklubberne arrangerer træninger. Og så opdagede jeg, at der udover alle de her fantastiske ruter, også var en rangliste. Og det kan sådan én som jeg slet ikke styre, siger hun med smil på læben.

- Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at jeg lige kunne køre forbi Hillerød på vej hjem fra arbejde mellem Bagsværd og Roskilde og løbe en rute. Nu er det så lidt af et problem, når den nærmeste rute jeg mangler er i Esbjerg, griner hun.

Men ét er at køre mindre omveje på vej hjem fra kontoret – noget andet er at planlægge weekend- og ferieture for at jagte endnu en snes Find vej-pæle i et nyt hjørne af landet.

- Da jeg startede med at dyrke adventurerace fandt jeg også ud af, hvor dejligt det er at være udenfor. Så jeg har opdaget, at Find vej-projekterne er en måde at komme ud i Danmark og se nogle af de steder, som jeg ellers ikke ville se – nogle af de fantastiske klitskove i Jylland og hvad der ellers er af flot natur.

- Hvis jeg tager en tur til Jylland, så planlægger jeg hvilke ruter jeg vil nå og hvilke ligger i en område, der giver mening. Så laver jeg en base i midten eller to-tre baser undervejs, og så sker der typisk det, at jeg er lidt for optimistisk med, hvor meget jeg kan nå. Så må jeg enten skære ned eller blive ved til ret sent ud på aftenen, siger hun.

Næste stop: Jylland!

Derfor stopper jagten på nye poster heller ikke med jubilæumsturen til Bornholm i weekenden. I Karens kalender står der allerede ”Find vej” i påskedagene, hvor turen går til Jylland for at jage poster på de ni steder, som hun mangler.

- Når man nu er lidt nørdet som jeg, så kunne man forestille sig, at man havde oprettet et excel-ark, hvor man holder øje med, hvilke steder man har løbet, og så kan man holde øje med, hvor der kommer nye op og holde snor i de ufuldstændige projekter, hvor jeg skal tilbage og tjekke om de sidste poster er kommet op, fortæller hun.

Hjemme hos Karen hænger der et kort i A0-størrelse over Find vej-projekterne. De farvede nåle markerer om hun mangler ruten eller om kortet/posterne mangler.

Når man som Karen har besøgt flere end 200 Find vej-steder i Danmark, skulle man mene, at hun var den helt rigtige til at udpege en favoritrute i Danmark. Men det er faktisk ikke så let, siger hun:

- Jeg var på Livø i sommer og det var virkelig dejligt – og der er jo også rigtig smukt på Bornholm. Men jeg har jo opdaget, at der er så mange smukke steder i Danmark. Og heldigvis er der nogle der har tegnet et kort og sat nogle poster ud på rigtig mange af dem.

Klubberne giver det sociale

Karen er medlem i to orienteringsklubber – OK Roskilde og Allerød OK, hvis træningsprogram blandt andet tæller mountainbikeorientering, der også ofte optræder i adventurerace.  Og for hende har det givet mening at kombinere Find vej-turene med de tilbud, som klubberne har.

- Mit råd til dem, der kunne finde på det her er, at det er enormt fedt at melde sig ind i en klub. Find vej-projekterne kan jeg jo løbe selv, men jeg har også lyst til og brug for det sociale, og det kan jeg finde i klubberne. Og jeg har fulgt mig meget velkommen begge steder, siger hun.

WATs the name?

Og nå ja, så skylder vi en forklaring på Karens Find vej-brugernavn: ”WATs the rush”. Adventurerace-klubben, som hun også er medlem af hedder Womens Adventure Team eller bare WAT i daglig tale.

- Vi havde en intern joke vi havde i klubben om, at når vi stillede op til konkurrencer, så skulle vi lave et holdnavn, hvor WAT indgik for at promovere klubben lidt. Og så kom jeg på navnet WATs the rush, og siden dengang har de hold, jeg har stillet op for, tit heddet WATs the rush.

Siden weekenden har en anden meget ihærdig postjæger, Frede Lillelund, overhalet Karen på ranglisten. Så mon ikke kampen om toppen af ranglisten fortsætter.

Alle fotos: Karen Sejrsgaard-Jacobsen

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF