Juniorlandstræner Rasmus Folino viste de unge, hvordan en førstetur skal skæres. Han var først i mål på førsteturen for FIF Hillerød, der sluttede som nr. 3 i H21.

Årets DM-stafet blev afviklet i Harrild Hede med Herning OK som arrangører. Banerne bød på afveksling mellem forholdsvis åben skov og åbne hedeområder. Banelæggerne Leif Rønn Olsen og Lars Mikkelsen havde gjort deres bedste for at udfordre løberne, men det var svært at lave udslagsgivende vejvalgsstræk, og der var ikke ret mange teknisk svære områder i skoven, så det blev fysikken der i vid udstrækning afgjorde stafetten i de to senior eliteklasser.

Knas med tidstagningen
Der var desværre en del knas med tidtagningen, der dels betød at resultaterne ikke var korrekte, og dels at der var flere der i første omgang ikke fik godkendt deres klip - selvom de havde været ved de korrekte poster. Der blev derfor ikke delt medaljer ud i dag - og det betyder igen - at jeg i skrivende stund ikke er 100 % sikker på de endelige resultater.

De to store udfordringer var at såvel post 164 som målposten (efter målgang på sidsteturen) ikke har givet elektronisk registrering til alle. Mange kunne reddes af backup lappen - men mange andre havde tabt backup lappen under vejs - og blev derfor disket. Da der tydeligvis har været fejl på begge poster, går jeg i denne artikel ud fra, at alle der har haft problemer med en af disse poster bliver godkendt.

Udfordringerne med tidtagningen betød også, at der ikke kom nogen radio- eller sluttider ind i speaker Lars Klodes system, så der var ikke så godt styr på afgørelserne i ikke-eliteklasserne, som vi er vant til at se fra hans side. Men han gjorde et godt job ud fra forudsætningerne og holdt godt styr på eliteklasserne.

Sikker damesejr til Tisvilde Hegn OK
I dameklassen blev det til den ventede sejr til Tisvilde Hegn OK. Emma Klingenberg lagde ellers rigtig stærkt ud for Faaborg OK, og var i mål næsten 5 minutter før Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde. De øvrige favorithold lå inden for få minutter efter Agnes.

På anden tur blev stafetten i praksis afgjort. Ida Øbro løb med et flot løb Tisvilde Hegn OK i front - mens Nikoline Friberg Klysner med et lige så flot løb bragte FIF Hillerød op på anden pladsen. Sarah Nissen Pedersen kæmpede Faaborg ind på en tredjeplads. Den stilling holdt konkurrencen ud. Amanda Falck Weber øgede forspringet til ca. 5 minutter, mens Annika Simonsen holdt Caroline Gjøtterup bag sig og forsvarede FIF Hillerøds sølvmedalje. Amanda var en af de løbere, der ikke havde registrering i målposten - men hun havde heldigvis backup lappen med hjem, så hun blev godkendt med det samme.

Spurt sejr til OK Pan Aarhus
I herreklassen var der pæn samling i toppen efter første tur. Rasmus Folino skiftede først for FIF Hillerød, men han havde OK Pans Giacomo Frattari,Tisvilde Hegn OK's Rune Olsen, Søllerød OK 2 med Andreas Mikkelsen Jensen og Tisvilde Hegn OK 2 med Carl Emil Kovsted lige i hælene.

På anden tur trak Tisvilde Hegn OK's Emil Øbro og OK Pan Aarhus' Jonas Munthe fra - og der var således lagt op til den ventede tvekamp mellem Rasmus Djurhuus og Björn Cederberg på sidste tur. Björn fik af to omgange skabt sig et lille hul til Rasmus - men Rasmus var stærk og fik lukket hullet begge gange - og til sidste var der ikke den store tvivl om afgørelsen. Selvom der kun var få sekunder mellem de to kompetanter, så var der ingen tvivl om at Rasmus var stærkest og dermed kunne sikre guldet til OK Pan. Björn Cederberg havde lige som klubkammeraten Amanda ikke registrering i sin brik fra målposten, men i modsætning til Amanda, havde han ikke backup lappen med i mål. Så sølvmedaljen er under forudsætning af, at han bliver godkendt. Bronzen gik til FIF Hillerød, mens Søllerød OK's førstehold løb sig op på fjerdepladsen.

Når udfordringerne med tidstagningen bliver redt ud, vil resultaterne kunne findes på arrangørernes hjemmeside.

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt