Den tredobbelte sprintverdensmester Maja Alm er storfavorit til at vinde DM-sprint i Hillerød. Billedet er fra VM i Strømstad i 2016, hvor Maja vandt en af sine VM-guldmedaljer.

Den kommende weekend står i sprintens navn. Lørdag afvikles DM i sprint i Hillerød midtby, og dagen efter bliver DM sprint mix stafet afgjort fra samme stævneplads.

Lørdagens individuelle sprint er samtidig sjette afdeling af Trimtex Senior Cup og Løberen League. I senioreliteklasserne tæller løbet desuden til verdensranglisten. Så ud over medaljer, er der også en masse point at løbe om.

Maja storfavorit
I dameklassen må sidst startende Maja Alm bære på favoritværdigheden. Den seksdobbelte danske verdensmester har vundet VM-sprint de seneste tre år i træk, og senest har hun vist superform på især sprint mix-stafetten til EM i Schweiz for under en måned siden.

Allerede når første dameløber kommer i mål, kan vi dog forvente at have en indikation af, hvor tiderne skal slutte. Klokken 15:50 løber den dobbelte verdensmester fra 2015 Emma Klingenberg som første dame ud på ruten. Hun har lagt landsholdssatsningen på hylden - men ikke desto mindre har hun vist rigtig god form i år - senest da hun sammen med sin svenske klub Järfälla vandt 10-mila.

Der er afbud fra Ida Bobach, der desværre er blevet ramt af endnu en frustrerende skade. Ellers starter de øvrige medaljefavoritter Amanda Falck Weber og Cecilie Klysner henholdsvis et og to minutter før Maja Alm.

Spænding i herreklassen
I herreklassen er der lagt op til en spændende dyst. Søren Bobach stiller ikke til start, da han har valgt at prioritere skovdistancerne i år. Sidste års vinder Andreas Boesen måtte stå over til EM på grund af en skade, så det bliver spændende at se, om han er tilbage på sit max niveau igen.

Ellers er det som i dameklassen de sidste startende, vi kan forvente slås om medaljerne. De sidste seks startende er DM-ultra mesteren Rasmus Djurhuus, Emil Øbro, Magnus Dewett (der løb en række flotte løb til EM), Andreas Boesen, Jakob Edsen (de især udmærkede sig med en rigtig flot 2. tur til EM i sprint mix stafetten) og den efterhånden meget erfarne bronzemedaljør fra VM-sprint i 2014 Tue Lassen som rosinen i pølseenden.

Hos herrerne kan vi dog også få en god indikation af, hvor hurtigt banen skal løbes, når første løber er i mål. Først startende kl. 15:30 er den rutinerede Rune Olsen, der flere gange har blandet sig i medaljestriden til DM-sprint.

Sprint mix stafetten
Søndag afvikles de danske mesterskaber i mix stafet for fjerde gang. Det er 'kun' et forbundsmester, så der bliver ikke uddelt DIF-medaljer i seniorklasserne, som der gør til de øvrige danske mesterskaber.

Kampen om guldmedaljerne ser ud til at stå mellem Tisvilde Hegn OK med Ida Øbro, Rune Olsen, Emil Øbro og Amanda Falck Weber og OK Pan Aarhus med Caroline Finderup, Rasmus Djurhuus, Andreas Bock Bjørnsen og Ane Linde. Der kunne dog være et farligt outsiderhold fra lokalklubben FIF Hillerød. I skrivende stund er deres hold dog tilmeldt uden en sidstetursløber.

Har du ikke mulighed for at tage til Hillerød og opleve konkurrencerne, så kan du følge med i live resultat formidlingen på arrangementets hjemmeside: http://www.fiforientering.dk/wp-dm2018/?page_id=404&lang=en

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt