Til trods for at træninger er tilrettelagt efter en senere formtop i år, har Søren Bobach vist super god form fra sæsonstart.

Årets mellemdistance til Danish Spring gik for en gangs skyld ikke i Nordsjælland - men i skovene omkring Hvalsø. Kent Pihl havde skruet nogle intensive mellemdistancebaner sammen med masser af poster og masser af retningsskift. Skoven var ganske tung - og lidt sidste øjebliks skovarbejde betød, at man også måtte kæmpe lidt med pinde i bunden. Men det føjede bare en ekstra dimension til orienteringen.

Søren Bobach igen igen
Søren Bobach fortsatte sin sejrsstime og kørte en forholdsvis sikker sejr i hus foran finske Elias Kuukka. Det var fjerde sejr i Trimtex seniorcup af fire mulige, og understreger at formen er god. Overraskende god. "Jeg har lagt min træning en del om, og løber fx ikke all out på intervaller, for på den måde at kunne ramme min topform lidt senere i år. Så jeg er overrasket over, at min form er så god, som den er", fortalte Søren efter løbet. Han havde igen i dag løbet et teknisk rigtig godt løb - dog var det blevet til to små koncentrationssvigt helt sidste på banen. Det var dog ikke nok til at bringe sejren i fare. I morgen har han lovet at løbe all out fra start - så må det briste eller bære.

Landstræner Kenneth Buch fremhævede efter løbet, at det var opløftende at se, at Magnus Dewett med sin 5. plads understregede, at han er ved at få rigtig godt fat i skovdistancerne - og det var også opløftende at se, at Björn Cederberg kunne være så fint med. Han blev nr. 7 - knap to minutter efter Søren. Men har understregede, at det er tidligt på sæsonen, og der er stadig 1½ måned til årets første mål, EM i Schweiz i starten af maj.

Tæt afgørelse i dameklassen
I dameklassen blev det til et tæt opgør mellem gårsdagens duellanter Maja Alm og Cecilie Klysner. Spændingen blev noget større af, at Maja tidligt på banen faldt, da hun hoppede over en grøft. Hun slog sit knæ - og måtte gå de næste to korte stræk. Hun overvejede at udgå, men hun fik gang i knæet igen - og fandt tilbage i en god rytme - og kunne indhente det tabte igen og til sidst hive sejren i hus 21 sekunder foran Cecilie. Maja er i tvivl om hun kan løbe i morgen - men under alle omstændigheder må vi alle krydse fingre for, at det ikke er noget der får betydning for træningen frem mod EM.

Caroline Gjøtterup og Emma Klingenberg var igen i dag i et tæt opgør og sluttede som nr. henholdsvis 4 og 5. Det virker som om Caroline har løftet sig et ekstra niveau i år. Det bliver spændende at følge hendes udvikling.

Norsk sejr i herre junior
I herre juniorklassen blev det ligesom på sprinten en sikker sejr til norske Kasper Fosser. Men derefter var det dansk på den næste fem pladser. Andreas Bock Bjørnsen var bedst og to 100 point i Løberen League, mens Søren Thrane Ødum, Simon Larson, Malte Kjær Hemmingsen og Malthe Poulsen fulgte på de næste pladser. Der var under et minut mellem de fem drenge.

Ida Øbro vandt damejunior
I dame juniorklassen blev det firedobbelt dansk sejr. Ida Øbro kom af sted med et forkert kort på sprinten i går - og Annika Simonsen klippede forkert. Så begge piger var sultne på revanche i dag. Og det fik de så. Ida vandt 15 sekunder foran Annika Simonsen. Igen i dag var Hedvig Valbjørn Gydesen rigtig flot med og sluttede som 3'er blot 28 sekunder efter Ida. Agnes Nørgård Kracht understregede den danske dominans med at løbe 4. pladsen i hus.

Du finder resultaterne fra dagens konkurrencer her: http://www.danishspring.dk/resultat-medie-2018/.

Ligesom på sprinten er løbet lagt op i både O-track og Livelox. Så der skal igen lyde en opfordring til alle om at uploade deres GPS-trac her: http://www.danishspring.dk/da/maps-tracking/

I morgen, søndag, bliver Danish Spring afsluttet med en klassisk langdistance. Herreelite skal ud på en 19,5 km lang bane, dameelite og herrejunior skal løbe 13,8 km, mens damejuniorerne 'slipper' med 8,4 km. Så der er ingen undskyldning for ikke at være træt, når weekenden konkurrencer er overstået.

Herrejunior sejrsskamlen - fra venstre Andreas Bock Bjørnsen, Kasper Fosser og Søren Ødum. Foto: Helge Lang Petersen

Damejunior sejrsskamlen  - Ida Øbro og Hedvig Gydesen, Annika Simonsen mangler. Foto: Helge Lang Petersen

Herre senior sejrsskamlen - Søren Bobach og Tim Robertson, Elias Kuukka mangler. Til højre ser du Lejres borgmester Carsten Rasmussen, der uddelte præmierne. Foto: Helge Lang Petersen

Dame senior sejrsskamlen - Cecilie Klysner, Maja Alm og Isia Basset. Til højre ser du Lejres borgmester Carsten Rasmussen, der uddelte præmierne. Foto: Helge Lang Petersen

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

Tema FindvejiSkolen2

DOF har udarbejdet et e-læringsforløb målrettet elever i 6.-7. klasse, som lærere gratis kan benytte. Læs mere

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt