Nyheder

Søren Stougaard

Foto: Søren Stougaard

 

Fotokonkurrencen om at indsende billeder til den kommende bog, Træning af børn og bnge orienteringsløbere, er afsluttet og de 3 vindere fundet. Der er blevet indsendt rigtig mange gode billeder, så bogen bliver fyldt med flotte illustrationer af det den handler om: børn og unger, der dyrker orientering.

De tre vindere er:

Thomas Damm Als

Camilla Louise Bevensee

Søren Stougaard

De vinder alle tre et eksemplar af den nye bog, der forventes at udkomme i løbet af efteråret.

Camilla Bevensee

Foto: Camilla Louise Bevensee

Thomas Damm Als

Foto: Thomas Damm Als

Tak til alle der har indsendt billeder, og dermed bidraget til vores fælles projekt om at give børne- og ungetræning i dansk orientering et løft. Hvis man skyder flere gode billeder i løbet af sommeren og efteråret, så er man meget velkommen til at fortsætte med at indsende billeder til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. , så vi har endnu mere godt at vælge imellem. Der gælder selvfølgelig de samme betingelser som for konkurrencen:

  • Ved indsendelse skal det angives hvem fotografen er, og hvem evt. portrætterede på billedet er.
  • Ved indsendelse giver du automatisk lov til, at billedet må udgives i bogen Træning af børn og unge orienteringsløbere.
  • Fotografen nævnes ved navn i bogen. Hvis dette ikke ønskes, så skal dette meldes ved indsendelse af billedet.
  • Indsendelse medfører ikke automatisk, at billedet bliver udgivet i bogen.
  • Indsendelse af portrætbilleder skal ske under forudsætning af, at der er givet samtykke af de portrætterede, eller deres værge, til at billedet af dem må udgives i bogen Træning af børn og unge orienteringsløbere. Læs mere om portræt- og situationsbilleder her: https://www.datatilsynet.dk/emner/boern-unge-og-uddannelse/brug-af-billeder/

 

 

Camilla Bevensee Tampere 2017

Camilla Bevensee har meddelt, at hun ønsker at stoppe som træner for det danske juniorlandshold. Hun ønsker fuldt ud at kunne hellige sig hvervet som talentcentertræner i Talentcenter Aarhus, og føler ikke at tiden er til at udfylde begge roller 100%. Hun vil derfor fratræde rollen som juniorlandstræner med udgangen af juli måned.

Camilla Bevensee tiltrådte sammen med Astrid Ank Jørgensen og Rasmus Folino i juniorlandstrænerteamet for knap 2 år siden. Det var et tidspunkt med behov for stor energi og engagement, kvaliteter som Camilla i høj grad har været eksponent for. Danske talenter har i de sidste 2 år således altid mødt en træner med stor lyst til at gøre en forskel.
Juniorlandsholdets store mål er Junior-VM 2019 på hjemmebane i Silkeborg og Aarhus, og Camilla Bevensee har været med til at lægge fundamentet for at danske talenter kan opnå succes på hjemmebane. Engagementet stopper dog ikke her, da hun forsat vil dedikere sin passion i det daglige trænervirke i Talentcenter Aarhus. Midt og Østjyske talenter vil derfor fortsat få stor glæde af Camilla Bevensees kvaliteter.

DOF vil gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak for indsatsen på landsholdet til Camilla.

Juniorlandstrænerteamet vil fremover bestå af Jeppe Ruud (25% ansættelse), Astrid Ank Jørgensen (20% ansættelse) og Rasmus Folino (20% ansættelse)

 

Ida Øbro løb med en flot andentur Danmark ind i medaljekampen. Desværre var marginalerne ikke med Danmark til sidst. Billedet er fra JEC sidste år.

Junior-VM stafetten blev ikke helt den succes vi havde håbet på. Men der var mange fine indsatser undervejs - og langt hen i stafetten så det ud til, at Danmark skulle kæmpe med om medaljerne.

Flot åbning af Hedvig
Hos pigerne løb Hedvig Gydesen en helt fantastisk førstetur for det danske andethold, og var i mål som nr. 2 blot 3 sekunder efter. Agnes Kracht løb også en helt godkendt førstetur for førsteholdet. Hun var godt nok blot nr. 23 i mål, men hun var 1:33 efter det førende hold fra Frankrig - og med under ½ minut op til de fleste af forhåndsfavoritterne.

Fantastisk andentur af Ida Øbro
På andentur løb Ida Øbro en rigtig god tur. Med undtagelse af et lille svaj på tredjesidste post var det et helt perfekt løb. Hun førte det danske førstehold op på en 4. plads - 1:39 efter Sverige der nu førte - og med et hul på et lille halvt minut ned til 5. pladsen. Lotte Markussen fulgte godt op på den flotte mellemdistance præstation fra i går og holdt andetholdet inde i kampen, da hun skiftede som sidste hold i en gruppe fra nr. 5 til 10 - godt 2 minutter efter Sverige.

Det sidste manglede på sidste turen
På sidste tur lagde Annika Simonsen rigtig godt ud - og på første radio efter 1,4 km havde hun løbet Danmark op på andenpladsen. Men posten efter kom hun til forkert gafling, og endnu et lille bom kort før publikumsposten betød, at Danmark mistede chancen for en podieplacering. Det endte med en 8. plads fem minutter efter vinderne fra Rusland. Alberte Kaae løb i mål godt et minut efter Annika - men desværre havde hun klippet en forkert post, så andetholdet blev disket.  

Drengene kom aldrig med i kampen om podiepladser
I herreklassen kom Andreas Bock fint fra start. Han var godt med helt frem til kort før publikumsposten, hvor han røg skævt og mistede godt et minut. Han kom i mål som nr. 19 ca. tre minutter efter førende Frankrig og havde kontakt op til 13 pladsen. Men alle de stærkeste hold var desværre i gruppen inden, så det var allerede nu op ad bakke, hvis Danmark ville blande sig i topstriden. Mikkel Holm Nielsen løb et fornuftigt løb og var i mål 20 sekunder efter Andreas.

På andenturen blev Malthe Poulsen, der ellers har løbet så stabilt på de andre konkurrence, sat af toget, da han bommede post 1. Herefter løb han sig dog rigtig flot op igennem feltet over de næste mange poster. Men frem mod post 9 blev han usikker og bommede i tillæg posten, og så tikkede minutterne på. Han gik i mål som nr. 23 næsten 8 minutter efter Norge, der overtog føringen på andenturen. Laurits Bidstrup løb forbi Malthe og skiftede som nr. 21, 13 sekunder før Malthe.

Søren Ødum lagde godt fra land på sidsteturen for førsteholdet. Han gik lige i alle posterne i starten og fik løbet Danmark lidt op. Men et større bom i samme område som Malthe Poulsen, Andreas og Annika have bommet i kostede tid og placeringer. Han kunne dog løbe Danmark i mål som nr. 18, 15 minutter efter de norske vindere. Malte Kjær Hemmingsen kunne løbe det danske andethold i mål som nr. 20 - 36 sekunder efter førsteholdet.

Alt i alt var det således en stafet med nogle meget opløftende enkeltpræstationer, men det rigtig gode resultat udeblev desværre. Men holdet er ungt, og de har samlet sig mange gode erfaringer inden næste års junior-VM, der som bekendt bliver afholdt i Danmark.

Resultater og tracking finder du som altid på arrangørernes hjemmeside: http://jwoc2018.hu/relay-live/

Hedvig Valbjørn Gydesen har løbet rigtig flot ved flere lejligheder til dette junior-VM. I dag skiftede hun som 2'er efter første tur på stafetten. Billedet er fra sprinten tidligere på ugen, hvor hun løb en fin 14. plads i hus.

Agnes Kracht fik vist at hun har tempoet til at kæmpe med om medaljerne. Trods et stort tidstab sidst på banen sluttede hun som nr. 10. Billedet er fra JWOC sidste år i Finland.

Dagens mellemdistance var enormt teknisk. Terrænet bestod af en mængde meget tætte områder forbundet at tynde labyrintagtige åbne områder og passager.

Agnes Kracht og Ida Øbro fik vist, at de har farten til at være med helt fremme også i så tekniske områder. Men et par dyrebare bom kostede. Agnes Kracht var 3'er efter 1/3 af banen, hvor hun lavede et lille bom. Hun lå herefter 6'er frem til 2/3 henne på banen, hvor hun mistede næsten tre minutter på en post. I mål var hun nr. 3:04 fra guldmedaljen og 2:32 fra bronzemedaljen. Så på dagen hvor alt havde siddet lige i skabet....

Agnes beretter: ”Overordnet er jeg tilfreds med størstedelen af løbet og min udførelse. Trods bittesmå tidstab i starten, havde jeg en rigtig god fornemmelse inden publikumspassagen, hvor følelsen blev bekræftet. Det er så virkelig nedtur hvordan jeg fejler efter publikumpassagen, hvor jeg laver en større fejl. Virkelig dejligt dog at vide at man kan være med hvor det er sjovt, i teknisk krævende terræn. Banen var også virkelig fed, og vi blev kastet godt rundt i det grønne og teknikken styrede virkelig farten i dag.”

Ida Øbro sluttede som nr. 14. Hun mistede knap tre minutter på en post tidligt på banen. I mål var hun 3:42 fra guldet.

De to andre danske piger gjorde det også rigtig godt. Annika Simonsen lavede to små fejl og sluttede på en fin placering som nr. 21. Lotte Markussen fuldendte en rigtig flot dag for pigerne men den fornem placering som nr. 24 efter et næsten fejlfrit løb.

Juniorlandstræner Jeppe Ruud var da også godt tilfreds: ”Vi ender efter et par fejl uden for top 6 i dag, men overordnet set er der meget positivt at tage med. Agnes og Ida gentager nærmest deres placeringer fra sidste år. Og hvor de sidste år var enormt glade for deres løb, er der i år en lille skuffelse at spore. Noget der i høj grad viser deres løftede niveau. Andre resultater jeg vil fremhæve er Lottes flotte 24. "

Guldet gik til ungarske Csilla Gardonyi. Hun kom i mål i en tid ét sekund hurtigere end den ellers så suveræne Simona Aebersold. Men Simona havde lavet en parallelfejl frem mod publikumspassagen, og i sin iver for at rette op på fejlen, missede hun en tvungen overgang og blev disket.

Hos drengene var Malthe Poulsen igen i dag bedste dansker. Bortset fra et bom på 1½ minut helt til sidst, løb han et stort set fejlfrit løb. Det rakte til en placering som nr. 33 - godt 6 minutter efter den svenske vinder trio Jesper Svensk, Simon Imark og Henrik Johanneson. Svenskerne har ikke haft det bedste VM - men i dag blev det altså til et imponerende fuldt hus. De tre drenge have et minut ned til 4. pladsen.

Sidste dansker i a-finalen Søren Ødum havde ikke nogen god dag og sluttede som nr. 46 og 13 minutter efter svenskerne.

Jeppe Ruud udtaler om de danske drenge: "Drengene i A finalen er desværre ikke helt tilfredse, så nu handler det om at vende næsen mod stafetten i morgen. Men jeg vil dog fremhæve Laurits flotte løb i b-finalen (hvor han blev nr. 4 red.), hvor han løb op til sit bedste efter skuffelsen i går.”

Lørdag afgøres sidste konkurrence ved disse junior verdensmesterskaber, stafetten. Især i dameklassen har vi en god chance for en placering helt deroppe, hvor det er sjovt. Pigerne starter kl. 12:00 og drengene kl. 13:15. Som altid er der live dækning fra arrangørernes hjemmeside: http://jwoc2018.hu/

De danske hold er som følger:

Dame 1

1 Agnes

2 Ida

3 Annika

Dame 2

1 Hedvig

2 Lotte

3 Alberte

Herre 1

1 Andreas

2 Malthe P

3 Søren

Herre 2

1 Mikkel

2 Laurits

3 Malte KH

Det blev en endnu en dansk guldmedalje på sidstedagen af veteran-VM, hvor Jens Knud Maarup, Allerød OK, opgraderede bronze- og sølvmedaljerne fra tidligere på ugen til én af guld på langdistancen. Derudover var der metal til tre andre danske løbere i Grib Skov.

Igen strålede julisolen over de flere end 4000 løbere, der i dag slog lejr på arenaen øst for Gillelejevej i Søskoven.

Og igen blev det til dansk guldmedalje - den sjette i løbet af ugen - som endte om halsen på Jens Knud Maarup efter 9,4 kilometer i M50. I forhold til onsdagens mellemdistance byttede han og norske Christian Vogelsang plads i toppen af resultatlisten.

- Jeg prøvede at køre sikkert fra start, og havde godt styr på det de første 4-5 poster. På sekseren lavede jeg en parallelfejl, som kostede 30 sekunder. Og på det sidste langstræk kom til jeg at løbe for meget lige på, selv om jeg havde forberedt mig på at gå udenom. Men jeg vidste at det kunne række til en medalje, så jeg blev lidt bange da jeg smed 20 sekunder på at løbe til den forkerte sidstepost. Men det var superfedt, siger Jens Knud Maarup.

Og smilet var forståeligt nok ikke til at tørre af Jens Knuds ansigt efter tre medaljer på tre finaledage.

- Det har været en fantastisk uge. Man er selvfølgelig altid positiv, når det går godt. Men det har været en meget imponerende arrangement og meget imponerende kort og baner på dansk grund. Jeg blev nærmest helt stresset af, hvor stort et arrangement det var, griner Jens Knud Maarup.

 

HSOK-løberen Rolf Lund kan glæde sig over at have to medaljer med hjem efter at han fredag løb en flot sølvmedalje hjem i M60 og blev verdensmester onsdag på mellemdistancen.

- Det gik rigtig godt indtil post 12, men på post 13 missede jeg en mose og kom næsten ud til grusvejen bagved. Og det kostede nok to minutter. Oveni var der post 16, hvor jeg var tæt på at se stævnepladsen, og den var helt gal. Det ærgrede mig, for de to minutter kunne jeg nok have overlevet, men det sidste var for meget (til at vinde, red.), siger Rolf Lund, der alt i alt har haft en flot uge med to medaljer og en fjerdeplads på søndagens sprint.

- Det ville jeg gerne have solgt den for, inden jeg startede, smiler Rolf Lund.

Kent Kragh, Horsens OK vandt en flot bronzemedalje i M55, hvor den suveræne svensker Håkan Eriksson løb med guldet. Og endelig fik Inge Madsen, OK 73, en bronzemedalje i W80, der kan hænge flot ved siden af sprintguldet fra i søndags.

Blandt de internationale favoritter fortsatte mønstret: Simone Niggli vandt med mere end seks minutter i W40, Sigurd Daehlis sejrsmargin i M65 lød på knap tre.

Der er resultater, billeder, videoer og mere på WMOC's hjemmeside - og WMOC's Facebookside, ligesom der kan kigges på baner og vejvalg i O-Track.

Med langdistancen slutter en intens uge for både løbere og ikke mindst de frivillige i arrangørklubberne Farum OK, Tisvilde Hegn OK, OK Øst Birkerød og Søllerød OK.

Overalt hvor denne artikels forfatter kom frem, var der roser til baner, kort og arrangement i løbet af ugen.

Foto: Gunner Sie

DOF ANBEFALER

 

 

 

 

Kom igang med O-Track, DOFs nye GPS-tjeneste, hvor du kan orientere på mobilen og gense dine vejvalg. O-Tracks hjemmeside

RSS Nyheder

feed-image RSS

DOF på Facebook

DOF ANBEFALER

 

 

 

 

Kom igang med O-Track, DOFs nye GPS-tjeneste, hvor du kan orientere på mobilen og gense dine vejvalg. O-Tracks hjemmeside

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt