Skip to main content

Webinar:
Samarbejde med andre foreninger

Bliv inspireret til, hvordan din klub kan samarbejde med andre foreninger i lokalområdet - og gøre det til en win-win situation.

Hør bl.a. fra Tisvilde Hegn OK, som har lavet et forløb med en lokal spejdergruppe, hvor spejderne gennem sjov og leg har lært om orientering - og været med til divisionsmatch.

Samarbejde med andre foreninger

Afholdt tirsdag d. 11. november 2025 kl. 20:00 - 21:30

Orienteringsklubbernes medlemmer er ikke de eneste, som er glade for at finde vej og være aktive i naturen. Vi har interessefællesskaber med mange andre, som er organiseret i andre fællesskaber: spejdere, adventure racere, motions- og trailløbere for at nævne nogle af de nærmeste slægtninge.

Det er derfor oplagt at indgå i en form for samarbejde med "de andre." Men det er også ofte nemmere sagt end gjort.

Derfor sætter vi på dette webinar fokus på, hvordan man som orienteringsklub kan skabe gode samarbejder med andre lokale foreninger - og gøre det til en win-win situation.

Vi hører bl.a. et eksempel fra Tisvilde Hegn OK, som aktuelt er i gang med et forløb sammen med en lokal spejdergruppe, hvor spejderne lærer om orientering og kommer med ud til en divisionsmatch.

Hent PowerPoint-præsentation fra webinaret

Mette Vejen Eriksen fra Tisvilde Hegn OK præsenterede klubbens samarbejde med en lokal spejdergruppe, samt de overvejelser, klubben har haft i den forbindelse.

Hent præsentationen via knappen nedenfor.

En del af opskriften

Nogle af de ting, der undervejs i webinaret blev fremhævet som gode råd til et godt samarbejde, er:

    • Overvej: Hvor har I allerede en fod indenfor? Det kan være svært at "få hul igennem" til de andre foreningers ledere og instruktører. Måske har I nogle relationer i forvejen, som kan gøre det nemmere.
    • Vær proaktiv. Måske er der en gang imellem en spejdergruppe eller nogle adventure racere, der henvender sig til klubben med et ønske om at låne jeres orienteringskort. Brug det som en anledning til at invitere dem ind i klubbens fællesskab og med til aktivitet.
    • Vær opmærksomme på, hvad I som klub vil have ud af samarbejdet. Det kan være sjovt og hyggeligt at give andre en god orienteringsoplevelse. Men vil I noget "mere" som klub? Måske skal det være en del af aftalen, at de andre bliver meldt ind hos jer og kommer med til et stævne?
    • Giv plads til fællesskaber i fællesskabet. I skal nok ikke forvente, at medlemmerne fra de foreninger I samarbejder med, straks strømmer til jeres klub som nye medlemmer. Men måske kan I øge tilslutningen til klubbens eksisterende aktiviteter ved f.eks. at tilbyde andre foreninger at være med i en periode eller til et specifikt event?

En flok glade spejdere til orienteringsløb ved Amager OK's MetrO-cup. Foto: Ernst Poulsen.

Find indhold fra andre afholdte webinarer

DOF har over de seneste år afholdt en række webinarer om forskellige temaer.

Find oversigten og gå på opdagelse i indholdet.


Find inspiration til klubarbejdet

Bliv flere medlemmer

Det er sjovest at være flere i et klubfællesskab.

Men for de nye, der kommer og prøver orienteringsløb første gang, kan der være lang vej fra man første gang hører om o-løb til man melder sig ind i den lokale klub.

Kunsten er at finde en måde, hvor klubben kan hjælpe de nye til at komme godt i gang og føle sig velkomne i fællesskabet.

Find inspiration her:

Gør jeres arrangementer grønnere

Bæredygtige stævner

I dansk orientering tager vi ansvar i den grønne omstilling og løsningen af klimakrisen.

Som arrangør af et orienteringsstævne kan du være med til at bidrage til den grønne dagsorden.

Har du f.eks. overvejet nogle tiltag inden for transport, forplejning og materialer, I kan afprøve til det næste stævne, klubben står for?

Ved at gøre få ting anderledes kan vi gøre en forskel.