Skip to main content

Pris til Mikkel Lund

| Administrator | Nyheder 2001

Fra Ole Lund har jeg modtaget følgende:

Fra Ole Lund har jeg modtaget følgende:

"FAABORG: Det er en yderst seriøs idrætsmand og en slider til sidste sveddråbe, der i aftes i byrådssalen på Faaborg Rådhus blev valgt som "Årets idrætsnavn i Faaborg Kommune år 2000".

22-årige Mikkel Lund fra Faaborg Orienteringsklub blev valgt mellem ikke færre end 69 enkeltpersoner og hold - alle lokale - der i løbet af år 2000 gjorde sig fornemt bemærket.

Blandt de hårdeste konkurrenter til Mikkel Lund var deltagerne fra Faaborg Badminton Klub på U15-holdet Faaborg-Nr. Broby, der blev nummer ét ved Danmarksmesterskaberne, samt Christian Dubgaard fra Broby Bueskytteklub, der høstede en stribe DM-medaljer i juniorklassen.

Mikkel Lund er i år i den danske Seniorelite (10 personer) som alleryngste mand efter mange flotte resultater i år 2000 - blandt andet med landsholdsdeltagelse, deltagelse ved EM i Ukraine, deltagelse ved World Cup samt deltagelse i World Park Tour.

Mikkel Lund gik på Toftegårdsskolen i Faaborg til og med 9. klasse. 10. klasse blev tilbragt på Himmelbjergegnens Natur- og idrætsefterskole, der er med til at forme mange af orienteringssportens eliteløbere.

Mikkel Lund arbejder, træner og læser i Norge. Han gik oprindelig efter en ingeniøruddannelse, men fordi han satser 100 procent på sin sport, læser han i dag idræt i stedet.

I Mikkel Lunds sidste år som junior - i 1999 - blev det blandt andet til: Guld ved DM i natorientering samt tre DM-sølvmedaljer. Som junior optrådte han to gange på seniorlandsholdet.

Trods - eller måske netop på grund af! - sin seriøsitet er Mikkel Lund stadig medlem af klubben "Disk-os-taber-klub" - med løbere mellem 19 og 22 år fra Faaborg, Svendborg og Odense som medlemmer. Der er tale om det, de selv beskriver som "en tosseklub" med specielle ritualer og megen hygge."