Skip to main content

Allan Mogensen vender tilbage

| Administrator | Nyheder 2003

I den kommende weekend afvikles de danske mesterskaber i langdistanceorientering på Fanø med Allan Mogensen på startlisten. Allan kan kun have gode fornemmelser for Fanø. Det var her han den 1. september 1990 kunne løbe over målstregen som Nordisk Mester.

I den kommende weekend afvikles de danske mesterskaber i langdistanceorientering på Fanø med Allan Mogensen på startlisten. Allan kan kun have gode fornemmelser for Fanø. Det var her han den 1. september 1990 kunne løbe over målstregen som Nordisk Mester. Det var hans første internationale mesterskab og starten på en imponerende 10-årig epoke både for Allan Mogensen og dansk orientering med flere VM, NM og World Cup titler.
Mesteren i dameklassen i 1990, Yvette Hague, nu Baker, vender også tilbage. Yvette Baker er bosiddende i København og løber for Farum, så Allan og Yvette er nu klubkammerater, og vil helt sikkert, når de på søndag har været i gennem de teknisk og fysisk krævende baner, udveksle minder fra dengang.
Allans konkurrenter på søndag bliver datidens juniorer og nudagens stjerner: Rene Rokkjær og Morten Fenger-Grøn, OK Pan, Mikkel Lund, Fåborg OK, Troels Nielsen, Horsens OK og Thomas Jensen, Tisvilde Hegn OK. Alle stiller de til start og alle vil de meget gerne have Allan Mogensens skalp.
Sidste års mester Carsten Jørgensen er fortsat ”down under”, så en ny mester skal findes.
I alt er der 50 løbere til start i H 21.

I dameklassen bliver det spændende at se sidste weekends bedste danske løber ved Spring Cup, Anne Konring Olesen, dyste mod Yvette Baker og den øvrige danske dameelite med Helene Hausner og Dorthe Skovlyst, OK Øst, og Maria Høyer, Kolding OK i front.
For arrangørklubben OK Esbjerg, vil en sejr til Anne Konring Olesen, FIF Hillerød være velkommen og lidt af en sejr, da hun er barnebarn til OK Esbjergs mangeårige formand Andreas Konring.
Herrerne skal løbe 26.4 km i luftlinie og damerne 17.6 km

Stævnepladsen er ved parkeringspladsen ved Pælebjerg midt i Klitplantagen.
1. start går kl. 10.30 og de bedste løbere forventes i mål omkring kl. 14.30.
Der er gratis bustransport med afgang ca. hvert 15. min. fra Fanøfærgen til stævnepladsen fra søndag morgen kl. 8.