Skip to main content

Kenneth Buch valgt som Årets Træner i Norge

| Administrator | Nyheder 2005

Kenneth Buch, Fåborg OK er af Trænerforeningen i Norsk Orientering valgt som årest træner 2005 i Norge.

Kenneth Buch, Fåborg OK er født og opvokset i Jelling og løb alle ungdomsårene for OK Gorm, men da han blev senior flyttede han klubadresse til Fåborg OK, selv om han stadig boede hjemme hos forældrene i Jelling.
Hans første egentlige trænererfaringer fik han først som assisterende hjælpetræner i Talentmiljø Sydjylland. Det var han et år og derefter var han ansvarlig træner i miljøet, også et år.
Mens han var talentmiljøtræner i TM Syd tog han Team Danmarks Talentmiljøtræneruddannelse.
Efter et år som talentmiljøtræner kaldte Norge pludselig og Kenneth flyttede til Oslo. Her gik 'trænerspiren' upåagtet hen et års tid, men så blev han kontaktet af Østmarka OK, hvor han nu har været træner i tre år.
Man kan roligt sige, at Kenneth har haft succes her. I 2005 er det blevet til to guldmedaljer ved Junior-VM , og det er blevet til tre sølv ved de Nordiske Mesterskaber og i alt otte medaljer ved de norske mesterskaber.
Så meget har Kenneths trænerresultater gjort indtryk, at han er blevet kontaktet af den norske landstræner Jarle Ausland, som ønskede ham tilknyttet det norske juniorlandshold, så nu er Kenneth også norsk juniorlandstræner

I motiveringen fra Norsk Trænerforening anføres:
"26 åringen har allerede lang erfaring som trener. Han startet som trener i Danmark. I 2003 overtok han som trener i Østmarka OK. Her har han skapt et fint juniormiljø. I årets junior-verdensmesterskap deltok tre av Østmarkas løpere, med stor suksess. Kenneths hovedmotivasjon for å være trener er å være med på å utvikle løperne videre mot deres mål. Som hovedvekt i sin trening og veildening legger han mye fokus på mentale og sosiale aspekter".

I går på Rica Hotell, Gardemoen fik Kenneth Buch overrakt diplom og check på 3.000 NKR som synligt bevis på hæderen.

Tillykke fra Danmark og Jelling!