Skip to main content

”Vi vil ’fandme’ løbe en god stafet”!

| Administrator | Nyheder 2005

Overskriften er citat af Anne Konring Olesens afslutningsbemærkning efter sportschefens fælles snak med landsholdets tre dameløbere om deres oplevelse af mødet med Japan og deres forventninger til det VM, der starter med kvalifikation på mellemdistancen o

De tre piger, der repræsenterer Danmark ved VM i orienteringsløb i Japan, det første VM i Asien, er alle meget fortrøstningsfulde. Det er Helene Hausner, OK Øst Birkerød, der er her for femte gang. Deltog i World Cup i 2000 og siden ved World Games i 2001 – første gang orientering var repræsenteret ved dette stævne. Herefter træningslejr med det danske landshold i efteråret 2004, igen på en selvbetalt tur med det britiske landshold i juni dette år og så nu. Helene er derfor den erfarne af de tre piger, når det gælder spørgsmål om japanske forhold.
Anne Konring Olesen, FIF Hillerød er dog heller ikke helt nybegynder i Japan. Var som Helene også til World Games og er her nu for anden gang.
Signe er alene om at være her for første gang.
Fælles for dem alle er dog, at de mentalt mener sig rigtig godt forberedt på de orienteringsmæssige og klimamæssige udfordringer de vil møde.
- ”Varmen er vi blevet forberedt til” – fortæller Signe – ”dels ved at vi har fået at vide, at det var varmt på denne årstid, og dels ved at vi derhjemme har trænet ved at løbe og cykle rundt i vintertøj med halsklæde og hue på i den danske sommervarme. At folk har rystet på hovedet, når de har set os enten løbe eller cykle rundt i så meget tøj en lun dansk sommerdag må så være. Bedre at være godt forberedt end at blive overrasket” – ”Egentlig synes jeg ikke, varmen er så slem som forventet” – supplerer Anne.
”Det, der har overrasket, er alle de insekter, vi ser og hører, når vi løber rundt i skoven. De der store cikader, der tumler rundt i skoven og baldrer ned i jorden foran en, var jeg ikke lige forberedt på” siger Helene, - ”heller ikke de slanger jeg har set, - de er ulækre”, supplerer Anne.
”Dejligt at vi bor et super godt sted og maden er også fin”, fortsætter Helene, ”måske fordi det er ’western style’ der er bestilt til os, men ris bliver det da til hver dag og tang i salaten er også ok.
Alle vi møder er også utroligt flinke, måske end da lidt i overkanten, det er som om de for enhver pris vil ’please’ os. Og det gør da, at man lige tænker en ekstra gang over, hvad man gør og siger” – slutter Anne.
Jeg spørger lidt til, hvad de synes om terrænet, og om det er, som de har forventet. ”Ja, vi ved jo godt, hvad de brune streger på kortet betyder” – siger Signe – ”og her er der altså fem meter mellem kurverne. Det er der naturligvis også derhjemme på et fem meter ækvidistancekort, men her er der altså langt flere af dem. Knøsen, ved Himmelbjerget, f.eks. er altså bare en lille bakke sammenlignet med de monsterbakker vi møder her” – slutter Signe. Helene supplerer med, at understrege – ”det er vigtigt ved hver post at vurdere sit vejvalg. Ved test har det vist sig, at der godt kan være helt op til fem minutters forskel på vejvalg, der umiddelbart ser lige gode ud. Men når man så har valgt kurs, ’må man elske sit vejvalg’, som Jakob (landstræneren) siger, og det kan godt ligge langt fra en kurs lige på posten” slutter Helene.
”Det værste ved terrænet synes jeg faktisk er, at alle de mange steder, hvor skovbunden er dækket af bambusbevoksning kan man ikke se al det lort, der er i bunden”, (større og mindre stammer af cedertræer og bambus) fortsætter Anne – vi vil garanteret have mange blå mærker at vise frem på lårene til banketten – jo det vil være en fordel at starte sent” slutter Anne.

Til pigernes forventninger er alle helt enige: ”Vi vil blive skuffede, hvis vi ikke kommer i A-finalerne”, men ellers synes pigerne det er lidt svært at sætte konkrete resultatmål for den enkelte A-finale. ”Det er den konkurrence jeg har haft sværest ved at sætte præcise målsætninger op for, men du må i hvert fald godt citerere os for, ”at vi fandme vil løbe godt i stafetten”!
Rart at høre for en sportschef og at se den selvtillid, hvormed pigerne forlader rummet på bare tæer, som den japanske skik byder for et rum med tatamimåtter.