Skip to main content

Headhuntet af Verdensmesteren

| Administrator | Nyheder 2007

Simone Niggli vil have danske Maja Alm på sit hold

Pressemeddelelse fra Dansk Orienterings-Forbund og Team Danmark – 17. Dec. 2007


Danmarks O-løber supertalent Maja Alm er blevet ”headhuntet” af den regerende verdensmester Simone Niggli. Den unge dansker, der i år vandt bronze ved junior VM, skifter derfor til Ulricehamns OK i Sverige, hvor hun skal løbe for orienteringsstjernens stærke klubhold.

Maja har gennem de seneste måneder været i kontakt med Simone Niggli, og den gode dialog og store interesse fra verdens etteren betyder, at Maja nu får chancen for at løbe med den absolutte verdenselite.

Simone kontaktede mig første gang lige efter VM-stafeten i Ukraine i sommers, hvor hun efter løbet kom hen til mig og sagde; ”Du skal ikke være ked af dit løb – du får helt sikkert din chance i fremtiden”, lidt som en trøst efter tab af vigtige placeringer, men åbenbart meget mere konkret end jeg lige opfattede på dagen”, siger 19 årige Maja Alm og fortsætter

”Senere har vi skrevet sammen og nu glæder jeg mig til at uddanne mig videre som orienteringsløber sammen med Simone og de øvrige erfarne eliteløbere i Ulricehamns OK”, lyder det fra en glad og stolt Maja Alm.

Maja vurderer, at hun kan få et stort afkast af aftalen. Det at have nogen at ”se op til” er vigtigt. Desuden ønsker Maja at arbejde mentalt med ”forventningspresset til at præstere på dagen”. Det skal gøre hende helt skarp, når der skal løbes om medaljer til de store mesterskaber i fremtiden.

Maja Alm går til dagligt på Team Danmark linjen på Falkonérgårdens gymnasium. Det forsætter hun med ligesom hendes faste bopæl forbliver i København.

Landsholdstræner Lars Lindstrøm er glad på Majas vegne. Han er stolt over, at en Verdensstjerne blandt orienteringsløberne har øje for Majas talent, og han vurderer, at Maja vil vokse både mentalt og teknisk i det gode selskab. Lars mener, at Maja har en reel chance for at tage en plads på Ulricehamn OKs førstehold til de store klassiske klubstaffeter som Tio-Mila og Jukola.

Team Danmarks direktør, Michael Andersen, ser også store muligheder i det spændende samarbejde på tværs af Øresund:

”Maja får i Sverige vigtig international erfaring med Verdens absolut bedste orienteringsløbere. Jeg synes, det er rigtigt godt, at Dansk Orienterings-Forbund er med til at skabe internationale udviklingsmuligheder for de danske talenter – og jeg glæder mig til at følge Majas videre sportslige udvikling,” siger Michael Andersen.

Maja Alm forsætter med at løbe for OK – HTF Haderslev nationalt i Danmark. Første store opgave for hendes nye svenske klub bliver sandsynligvis på hjemmebane i Grib Skov den 30. marts, hvor den internationale elite er samlet til Spring Cup.



Yderligere oplysninger:

Maja Alm, landsholdsløber, tlf.: 60 10 46 63
Lars Lindstrøm, landstræner, tlf: 23 71 07 46
Ole Lind, Sportschef, tlf: 24 65 65 61
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62

Fakta:
Maja Alm, 19 år., gymnasieelev. Maja har vundet 9 DM-guld i juniorklasserne, Guld & sølv til NM i 2007, samt en VM-bronze medalje i dette års juniormesterskaber i Australien

Simone Niggli, 29 år., biolog & professionel orienteringsløber. Simone er den største orienteringsstjerne nogensinde. 12 VM-guld.