Skip to main content

DOF er mænd

| Administrator | Nyheder 2007

DOF er mænd – men er det godt nok ?

Jeg har modtaget denne kommentar til registeringen af nøglepersoner ved stævner 2007 fra Gert Pedersen:

I løbet af året er der blevet fulgt med i, hvem der har fungeret som de, der får vores stævner op at stå, og hvem der har sikret kvaliteten af stævnerne.

Oversigten over disse medlemmer, der har satset på at give alle os andre en god oplevelse ved årets arrangementer, fremlægges herved. Arrangementer er alle de, der har optrådt på O-service.

Listen kan bruges, hvis du mangler inspiration til en ledende post ved klubbens næste arrangement – men misbrug ikke listen, den skulle gerne være i stadig udvikling og blive større, og det bliver den ikke, hvis man blot vælger fra listen. Så overbelaster vi nogen og lader ikke nye talenter komme frem.

Når det så er konstateret, giver listen et lidt anderledes syn på DOF end hvordan ”vi” normalt tænker:

Der arrangeres et antal stævner i hver kreds, der svarer nogenlunde til klub- og medlemsstrukturen: Ca. 40 % i Østkredsen, 33 % i Nordkredsen og 27 % i Sydkredsen. Derimod har A- og B stævner stor fylde i reglement, omtaler og vurderinger, mens de anderledes stævner (C) faktisk er dem, der arrangeres flest af, nemlig næsten 50 % af de 169 stævner i 2007. Opgørelsen siger ikke noget om antal deltagere ved stævnerne, men mon jeg gætter helt forkert, hvis opfattelsen er, at årets starter kan deles i tre næsten lige store dele: 1 til A stævner, en til B stævner og 1 til C stævner.

Der kom i 2007 et nyt reglement med nytænkning inden for flere områder, og det er vel slået rimeligt igennem, bortset fra at det der med 1-5 stjerner som kvalitetsdeklaration ikke er brugt særligt konsekvent, og at rigtig mange ikke har opfattet, at overdommeren er afskaffet og erstattet af: DOMMER.

Så langt så godt, men så til det område, som bør give anledning til overvejelser i enhver klubbestyrelse og stævneledelse: Vores kønsfordeling inden for stævneledelser er ikke alene skæv, den er urovækkende pilskæv !

Blandt stævnelederne er sølle 16 % kvinder, og det kan ingen være stolte af. Yderligere bør brynene rynkes, når man ser, at kun 12 % af stævnekontrollanterne er kvinder.
Tag jer dog sammen, I der udpeger ledelserne og deres sparringspartnere!

Hvis man ikke bliver betænkelig ved disse fakta, kan man slå et blik på banelægningsområdet: 8 % af banelæggerne er kvinder, men kun to (2 !!) % af banekontrollanterne ikke er mænd. Det er slemt, rigtig slemt og rigtig meget spild af ressourcer.

At 12 % af dommerne er kvinder, kan måske få enkelte til at ånde lettet op, men disse 12 % skyldes en behjertet indsats af en enkelt, der alene står for 7 af procenterne. Tak til Birthe Sondrup !

Gert Pedersen
OK MELFAR
Sydkredsen


... og tak til dig Gert for din kommentar og oversigt.

http://plan.do-f.dk/log/subpages/2007_noglepersoner_GP.pdf