Skip to main content

Fra Ø til Grid

| Administrator | Nyheder 2007

Weekendens kortkonsulentseminar i Tisvilde gav nye løfter til fremtiden.

Kort tager tid.

Gode kort tager mere tid.

Gode kort, der passer, tager ikke mere tid.

22 dygtige kortnørder og en nysgerrig General brugte dagens smukke efterårsdag i skoven. Fredag aften åbnede vores kortsupervisior, Flemming Nørgaard, godteposen med de nyeste tekniske landvindinger indenfor korttegning, og fortalte varmt om Laserkurver, Ortofoto og GPS-systemet.

Ser vi tilbage i tiden, var overgangen til de nye orienteringskort, der afløste GI-kort og de mange GI særtryk, den første gang orienteringsidrætten tog et kvantespring ind i fremtiden.

”Kortrevolutionen” fandt sted i 1960’erne og Danmark var med helt i front. Det kunne vi takket to unge knægte fra Viborg. De hed begge Nørgaard til efternavn.

Det skete ikke uden sværdslag for de nye kort ville jo ødelægge sporten!

I hælene kom det store arbejde med at få skabt en fælles kortnom for hele verden i IOF regi. Den skulle sikre os ens kort i hele verden.

Det lykkedes og næste store landvinding blev indførelsen af signaturerne med gennemløbeligheder. Kortet fik flere grønne og gule farver, sporten kunne blive endnu mere fair.

Da tuschpenne blev afløst at digital rentegning på MAC og PC’er voksede skarphed og sikkerhed i rentegningen. Det blev det næste store dobbeltskridt i retning imod bedre kort.

Fremkomsten af printteknikken har vist sig at være lidt af et tveægget sværd. Men mon ikke det finder sit leje med tiden. Det er kompromis denne teknik er udtryk for. Og det er ikke en korttegners livret.

Men det næste store kvantespring har vi lige foran os.

Hidtil har vi tegnet vores kort som små lokale ”Ø”er i den globale verden. Lagde vi to kort der delvis dækkede det samme område op til hinanden, passede de simpelthen ikke sammen.

For den enkelte løber har det ikke været det store problem, men hvis vi skal kunne trække på de nyeste tekniske hjælpemidler, som GPS, Ortofoto og Laserkurver, skal vores kort rettes op og lægges ind i det globale Grid-system.

Det er ikke bare for at være selvoptagne og nørdede, at kortkonsulenterne sad i undervisningslokalet med fugtige øjne, små smil og svedne hænder.

Der ligger faktisk rigtigt mange nye og meget spændende muligheder og venter. Vi skal bare forlade vores små ”Ø-riger” og overgiver os til Grid-systemet.

Dagens terrænvandring i Tisvilde gav syn for sagen. Vi fik et smukt grundmateriale i hånden, som gav store løfter for fremtiden. Noget vil blive lettere, og meget især bedre.

De nye grundmaterialer vil betyde at tiden i skoven kan bruges mere på de menneskelige bedømmelser af veje, stier, tætheder samt detaljer i kurvebilledet.

Den nye teknik giver os flere fikspunkter, linier, kurver på en måde så de passer sammen.
Risikoen er nærmest, at de nye materialer er så detaljeret, at vores kort kan blive ulæselige for en løber i fart.

Opgaven bliver derfor kort sagt, at der skal smides mange ting væk i rekognosceringen og rentegningen.

Og her er det at korttegneres bedømmelser og forenklinger, skal sikre at kortet bliver af høj kvalitet. Det forudsætter at der ikke må komme for megen ulæselig ”støj” i eksempelvis kurvebilledet og i sær brugen af hjælpekurver.

Det bliver med de nye grundmaterialer, og den nyeste GPS teknik langt mere taknemmeligt og sjovt at være korttegner. Man behøver ikke at være en ”kortnørd” for at komme igang. Men der er en overhængende fare for at du bliver det senere.

22 kortkonsulenter og indbudte gæster tog hjem med et lille stille smil på læben. Der var masser af gode ideer og ny energi med hjem i rygsækken og noget at se frem til.

Og huskede jeg lige at fortælle at Danmark atter er front af udviklingen på kortområdet – Navnet er stadig: Nørgaard.

Denne gang med et "kortsupervisor", som fortjent en titel. En titel han ikke har svært ved leve op til.

http://kort.do-f.dk/