Skip to main content

Junior VM i orientering 2010 til Danmark

| Administrator | Nyheder 2007

Dansk Orienterings-Forbund har i tæt samarbejde med Idrætsfonden Danmark sikret sig værtskabet af Junior verdensmesterskabet i orientering i 2010.

Kiev, Ukraine

Dansk Orienterings-Forbund har i tæt samarbejde med Idrætsfonden Danmark sikret sig værtskabet af Junior verdensmesterskabet i orientering i 2010.

I et tæt opløb med 4 andre værtslande vandt Danmark i dag fredag værtskabet på IOF’s møde i Kiev, Ukraine. Det danske bud på mesterskabet, der har Aalborg som værtsby, har længe været under forberedelse. Aalborg Orienteringsklub vil stå for selve arrangementet, med hjælp fra Dansk Orienterings-Forbund og medlemmer fra andre nordjyske klubber.

”Mesterskaberne skal ses som en opfølgning af det meget roste VM for seniorer i 2006 i Århus. Her skabe dansk orientering det hidtil bedst afviklede verdensmesterskab nogensinde. Dette har givet Dansk Orienterings-Forbund en central placering og stor indflydelse i det internationale forbund” udtaler Helge Søgaard, der er næstformand i forbundet og den, der i hovedbestyrelsen er ansvarligt for ansøgningen.

”Umiddelbart efter VM i 2006 lagde vi en plan for, hvordan vi ville udnytte succesen international, og vi vurderer, at det er det som allerede nu har givet resultat. Vi har en række meget talentfulde juniorløbere, der de sidste år har taget medaljer ved alle nævneværdige mesterskaber. Dem vil vi gerne støtte ved at opsætte et konkret mål. Et Junior VM i Danmark 2010 er et sådan mål.” tilføjer Helge Søgaard og fortsætter:

”Hertil kommer at vi netop lige nu har opsamlet en stor know how i forbundet. Den vil vi gerne fastholde og udbygge. Og endelig er der i disse år stor fokus på at trække internationale mesterskaber til Danmark. Det sker fra såvel sportens verden som Kulturministerens side. Det var således dejligt at vi i Kiev kunne fremlægge et personligt støttebrev fra både Kulturminister Brian Mikkelsen og formanden for Danmark Idræts-Forbund Niels Nygaard,” slutter en tilfreds Helge Søgaard.

I Aalborg vækker IOF’s beslutning glæde. Walter Rahbek, Aalborg Orienteringsklub, der var med i Kiev for at fremlægge Danmarks endelige bud på mesterskabet, er allerede udpeget til at være leder af den store begivenhed.

”Det gælder nu om at få aktiveret de mange, der lokalt allerede har givet deres tilsagn om støtte til vores arrangement. Det er vigtigt at det bliver hele byen og regionen står bag denne flotte begivenhed.

Især et mesterskab for de unge i orienteringssporten kalder på gode rammer og et særligt indhold. Vi skal tage hånd om rigtigt mange ting, men skal også huske at give plads til de unges særligt lyst og evne til på samme tid at være dybt koncentrerede eliteløbere og socialt engagerede.

Det bliver et ungdommeligt pust i en by, der er glad for sport og ungdom,” slutter den ny
udnævnte Event Director, Walter Rahbek.


Fakta

Junior World Orienteering Championships (JWOC) er afholdt hvert år siden 1990.
I 2007 var Australien vært.
Danmark var senest vært i 1995, med Horsens som værtsby.
IOF har 67 medlemslande med ca. 2.000.000 aktive orienteringsløbere.
I JWOC deltager 30-35 nationer, med ca. 400 løbere og ledere.
Hertil kommer medrejsende supportere, forældre etc.
Idrætsfonden Danmark har støttet arbejdet med at forberede ansøgningen med kr. 45.000
Dansk Orienterings-Forbund har 6.300 aktive medlemmer fordelt på 90 klubber.
Danske juniorer har de seneste 4 år taget 13 medaljer ved internationale mesterskaber
Junior- og talentarbejdet i forbundet er en integreret del af samarbejdet med Team Danmark, hvor Dansk Orienterings-Forbund er indplaceret i højeste kategori som et topsatsningsforbund.
Idrætsfonden Danmark støtter værtskabet af internationale Events i Danmark

Yderligere oplysninger

Generalsekretær Preben Schmidt, Dansk Orienterings-Forbund, + 45 22 96 08 47 – Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Direktør, Lars Lundov, Idrætsfonden Danmark, + 45 40 31 48 55 – Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.