Skip to main content

Klubledermøder på rad

| Administrator | Nyheder 2007

Uge 24 byder på tre klubledermøder og et hovedbestyrelsesmøde. Det starter i Fredericia, går over Roskilde og Karup og ender i Nyborg.

Mens stævneaktiviteterne i skovene er på lavt blus på grund af dyrenes yngletid, er der masser af aktivitet i forbundet. Hvert år i juni samles klubledere til debat, evaluering og planlægning.

Med den nye struktur er klubledermøderne et vigtigt led i forbundets demokratiske struktur. Her lægges der op til en fri debat og tages temperaturen på holdninger og synspunkter, som vil indgå i hovedbestyrelsens videre arbejde.

I år er fokus på budgetmål for perioden 2008-2010 og nye regler for tilskud til køb af skovadgang, som af hovedbestyrelsen er lagt i klubhøring fra begyndelsen af maj. Læs oplægget her på hjemmesiden under ”Forbundet” -> ”Forslag i høring” eller via link nederst på denne side.

Et vigtigt punkt er også stævnekalenderen. Vi skulle gerne på mødet lukke planlægningen af kalender 2008 og tage hul på kalender 2009. Hvis vi skal leve op til de høje målsætninger om kvalitet i vores arrangementer, skal der være bedre tid til korttegning og kontrolfunktioner. Og det bliver der kun hvis vi er villige til at løfte blikket og se længere frem.

Endelig vil Breddekonsulent Jesper Lysgaard kikke forbi, med inspiration og information om breddeaktiviteterne. Vi skal have udformet en ny strategi, der kan tage over når breddesatsningen slutter den 1. aproil 2008. Vi skal have sluttet godt af og samtidig have taget fat på dialogen om fremtiden.

Ugen rundes af med årets 4. hovedbestyrelsesmøde. Det holdes på lørdag som et heldagesmøde på Nyborg Strand. Her kommer breddeudvalget i konsultation, og alle indtryk fra klubledermøderne samles op og indgår i hovedbestyrelses arbejde.

En vigtig uge her på vej ind mod en sommer, med stævnetilbud i hele Europa, og på dansk jord fra Skagen over Ulfborg til Jels.

Vi ses i mødelokalet eller i skoven…

http://www.do-f.dk/forbund/dok/forslag/