Skip to main content

Det danske landhold landet på Bornholm

| Administrator | Nyheder 2007

Kl 13.15 i dag lagde færgen til kajs i Rønne og det danske landshold kørte fra borde og begav sig den sidste korte vej til Hotel Griffen,stævnecenter under NOC og indkvarteringssted for de fleste hold

Bornholm har vist sig fra sin bedste side og betegnelsen ’solskinsøen’ passer fint. Efter værelsesfordeling og indflytning var der kl. 16.00 berammet afgang til en let træning i prøveløbsområdet Rutsker Højlyng. En smuk lysegrøn skov dækket af et flot anemonetæppe tog i mod løberne.
Prøveløbet i dag var arrangørernes tilbud om at komme i et terræn relevant for mellem, lang og stafet. Det er vigtigt for løberne at få en fornemmelse af, hvordan korttegneren har tydet terrænet - hvordan tætheder er defineret, og noget vi i Danmark kun møder på bornholmske kort, hvordan er de større og mindre lodrette klippevægge defineret, de såkaldte ’styb’.
Efter en tiltrængt middag kl. 18.00 er humøret og stemningen god. Holdet er klar til at få de første informationer fra trænerne på holdmødet kl. 20.00.