Skip to main content

Idrætsfonden Danmark lukker hullet

| Administrator | Nyheder 2007

WOC 2006 regnskabet kom ud med et underskud, som oversteg de stillede garantier…

WOC 2006 regnskabet kom ud med et underskud, som oversteg de stillede garantier med kr. 166.000. Det er dette hul, som Idrætsfonden Danmark nu har lukket for os ved at udvide den stillede underskudsgaranti fra kr. 400.000 til kr. 566.000.

Næstformand, Helge Søgaard, der siden nytår har været helt tæt på de fælles bestræbelser for at få lukket WOC 2006 uden tab, er mere end lettet over udgangen på sagen. Han siger til hjemmesiden:

”Vi er utroligt taknemmelige og glade for meldingen fra Idrætsfonden Danmark. Den har gennem hele WOC forløbet været en fantastisk samarbejdspartner, og har med den seneste beslutning virkelig vist, at man ønsker at støtte dansk orientering i vore bestræbelser på at udvikle orientering både nationalt og internationalt” og fortsætter:

”Vi er meget tilfredse med at det flotte WOC 2006 ikke endte med at kreditorer eller de 7 arrangørklubber fik tab. Dels ville det skade hele vores renommé, hvis ikke alle kreditorer blev dækket ind, og dels ville det ikke være godt, for det fremadrettede arbejde, hvis de mange frivillige timer, som de 7 klubber har leveret, blev fulgt op af et krav om indbetaling af en underskudsandel.”

”Nu er tavlen hvisket ren, og vi kan alle se fremad imod nye opgaver. Og ikke mindst kan, WOC 2006 nu få lov at leve videre, som det det reelt var: En kæmpe stor oplevelse!” .

”Med jeg kan ikke i denne situation lade være med at pege på, økonomichef Bent Nielsen fra WOC 2006. Han har virkelig, efter at WOC festen var slut, slidt med de mange bilag og afregninger, der blev ved med at dukke op. Det er ikke mindst hans frivillige arbejdsindsats, der nu gør, at vi trods modgangen i dag kan slukke og lukke med god samvittighed,” slutter næstformanden.

Læs mere om Idrætsfonden Danmark via link. Læg mærke til at WOC flere steder er fremhævet under inspiration, Cases.

http://www.idraetsfonden.dk/